Skønhed ~ Åbent

De sidste timer i fægtning var lige sluttet, og solen hang næsten midt på himlen. Luften var lun, himlen klar og der duftede af sommer. Noget han ikke havde særlig meget imod. Duften oppe på fjelde var endnu bedre. Klar, sprød. Kold i brystet, hver gang han trak vejret.

Der var heldigvis ikke mange oppe få fjeldet. Faktisk var der ikke nogen, ud over ham. Der var et par stykker nede ved vandet, men de ville have svært ved at se ham derfra. Han sad skjult og trygt på kanten, med fødderne dinglende, og en klippedeside imod sin ene side.

Som underholdning, sad han og faldt i staver, klippede igennem nutid og fortid. På et tidspunkt fandt han et tidspunkt hvor to drenge stod og prøvede at mande sig op til at springe i vandet, langt under dem. Den ene var stor og muskuløs, muligvis en søn af Tor. Den anden var svære at bedømme.

//må jeg joine?? //

//vil gerne emne med dig og andre //

ranghild syntes det var morsomt at se de andre halvguder/inder kravle op af fjelde bare for at falde ned. hun var som sædvanlig ikke selv kravlet op, hun var i sin falkeform. hun fløj ind på land igen, hun satte sig oppe i et træ og skiftede til menneske, hun begynde at synge en munter lille sang.

Lilyann havde valgt at tage bagvejen og gå op ad fjeldet. Hun var ikke så meget for det med at klatre, hun havde dog ofte tænkt på at forsøge sig med et udspring. Hun led ikke af højdeskræk og hun kunne nu godt lide en udfordring, især når det havde med vand at gøre.
Hendes store mørkeblonde hår bølgede ned omkring hendes ansigt og skuldre. Den blide blæst, fik hendes hår til at danse svagt, men da hun gik i mod vinden blæste hendes hår ikke ind foran hendes ansigt. Hun trak sine hænder op i ærmet på hendes mørkeblå cardigan.

Da hun nåede til det punkt, som var mål for folks klatrning, spillede et smil på hendes læber. Hun havde tænkt sig at få nogle ideer til at male efter, hendes far havde afleveret alle de ting hun skulle bruge til at male med, som havde lagt hjemme hos ham og hendes stedmor. De grønne øjne fald med det samme på den unge mand som sad ved kanten, med benene dinglende. Hun smilede stort og besluttede sig med det samme, for at gå hen og hilse på ham.
"Hej"hilste hun med en venlig stemme og et muntert smil, da hun var nået hen til ham og sat sig ved siden af ham.

Dag havde for travlt med sin lille private biografoplevelse til at opfatte nogen nynnen. Han hørte det godt, var bare for langt væk til at opfatte det. Det tog ham da også sin tid at fatte at nogen havde siddet sig ved siden af ham.

Hans grålige øjne flakkede lidt, inden de faldt til ro på et ansigt. Alt for tæt på. Hendes smil var så stort at han blev helt paf et øjeblik. Hun så virkelig glad ud, og han turde næsten ikke at sige noget. Det kunne være at han ødelagde hendes smil. Det ville være forfærdeligt.

"Hey." Han dristede sig dog til at række hende sin hånd. Lang og slank, med bleg hud. Der var en trækning i hans mundvig, men at kalde det for et smil ville være lidt overdrevet.

ragn havde set lily smutte over til en anden person, hun kunne ikke lige se hvem. hun kedede sig frygteligt meget, hun syntes hun skulle have lidt sjov. hun skiftede om til et egern og kravlede ned at fræet og hen til lily og personen. da hun kom tæt nok på kunne hun se at det var Dag. hun kravlede hen foran dem og satte sig og snussede frem og kiggede nysgerrigt på dem, ligsom et egern ville gøre. hun ventede bare på at de opdagede hende

Lilyann lod sine grønne øjne hvile på drengens ansigt, mens hun ventede på at han skulle lægge mærke til hende. Hun kunne ikke lade været med at smile muntert af ham. Hun regnede med at han var typen, som ofte lod sig flyve med sine tanker og glemte det som var omkring ham. Hun havde selv tilhørt den type, da hun havde været yngre, men hun gjorde det dog ikke så tit mere.
Da han hilste lod hun smilet dæmpe sig lidt, hun vidste ikke helt hvorfor, men hun fik en fornemmelse af at hun skræmte ham på en måde med sit smil.
Hun tog hans hånd, da han rakte hende den, alt andet ville have været uhøfligt. "Lily"præsenterede hun sig med et lille muntert smil, men et viste dog stadig hendes smilehuller frem. Hendes blik flakkede fra ham, da en lille bevægelse fangede hendes opmærksomhed. Smilet voksede, da hun opdagede egernet. Hun kunne dog ikke gennemskue at det var Ragnhild.

Han trykkede blidt hendes hånd, mærkede den bløde hud i hendes håndflade, imens han betragtede hende. Dag havde altid et klart mentalt billede i hovedet, af alle de folk han kendte. Måske fordi han noterede sig alle deres små detaljer, ikke kun deres udseende, men også den måde de bevægede sig på. Smilede på. Talte på.

Inden han fik taget sig sammen til at finde på noget smalltalk, blev hans øjne tiltrukket af noget ved hans fingre. Et egern... På fjeldet? Her var godt nok lidt træer, meeen...

Hans hoved tiltede let på skrå, da han betragtede egernet mistroisk. I en lynhurtig bevægelse greb han ud efter den, med et drillende smil spillende i mundvigene.

hun havde ikke regnet med at Dag ville fange hende. hun lagde en hurtgit nødplan og skiftede om til menneske mens han stadig havde hende i hånden, nu hvor hun var menneske holdt han hende om taljen. hun smilede glad og så på lily,hun havde sikkert regnet ud det var hende ``hejsa med jer`` hendes stemme var lys og mild, der var kommet et strøg af varme i den.

Lilyann smilede muntert da Dag fangede egernet. Hun blev dog noget mistænkelig lige inden han greb det, eftersom egernet burde være gået i panik og forsøgt at flygte i det sekundt han havde begyndt at række hånden ud. Men hun nåede ikke at regne mere ud, før Ragnhild dukkede op, i armene på Dag. Hun slog en munter klar latter op og rystede på hovedet af Ragnhild. "Hej Ragnie" hilste hun med et stort muntert smil, som fik hendes smilehuller og rundekinder frem. Hun ville nok aldrig forstå Ragnhilds glæde ved at skifte form hele tiden, men når det kom til at drille folk på denne måde, forstod hun meget godt hvor den lyst nok kom fra. Hun ville dog nok aldrig sige det til Ragnhild, eftersom hun havde så meget imod hendes far. Selv var Lilyann ligeglad med hvem folk i lejren havde som gudeforældre, det kunne jo lige så godt have været hende som havde været Loke's datter. Men hun havde nu også sin egen personlige evne, til at se positivt på alt.

Dag trak hurtigt sin hånd til sig, da Ragnhild skiftede tilbage. Dog var der en skygge af et smil i hans ansigt. Ragnhild - selvfølgelig havde det været hende, den lille snydepels. Hans hænder faldt til ro i hans skød, imens han hilste på hende med et afmålt nik. Lilys latter fik hans smil til at vokse en smule. "Ragnhild, bliver du aldrig træt af at forstrække folk?"

Han blev ikke overrasket over at de kendte hinanden. De virkede begge som muntre personligheder, søgende efter selskab. Og siden de begge havde været i lejren i et stykke tid, troede han i hvert fald, måtte de vel næsten kende hinanden. Om et par måneder ville han også kende alle de andre lejrdeltagere.

Et kort øjeblik ønskede han at det var ham der kunne forvandle sig et et egern i ny og næ. Det var det bare ikke.

hun begyndte at le,en lille kort latter uden synderlig meget glæde i ``nisk, jeg bliver aldrig træt af det.`` hun smilede og blev underligt nok en smule trist da han tog sine hænder til sig, hvad var der i vejen med hende? det måtte hun diskutere med sig selv senere. hun kiggede skiftevis fra lily til dag. hendes blik blev på dag.``nå skal jeg blive siddende her eller må jeg få en plads ved siden af en af jer?``

(Kunne det tænkes at jeg kunne springe ind i emnet, eller er det gået alt for død?? )

(Hvilket emne, kan jeg så smutte ind i?? )