Aftensnack ~ Dag

Solen var ned at gå ned, og man kunne lige se dens orange skær over trætoppene i horisonten. Luften var kølig og blød, og den fik hendes lyse hår til at danse i vinden. Bagdøren til køkkenet var åben, så man kunne dufte nybagt brød og stegt kød. Der var også noget der duftede af honning og grannåle, men det kunne lige så godt være en af køkkendamerne, som det kunne være maden.

Skye var lykkelig. Hun var tit glad, men det var ikke altid at hun var lykkelig. Hun følte sig lidt døsig og afslappet. Hendes mave var fuld, og hun kunne stadig smage honningen fra den mjød hun grinende havde snuppet i køkkenet. Dag havde bare kigget opgivende på hende, men hun havde kunnet se smilet i hans øjne. Så var det okay.

Hun var i gang med at pille krummer ud imellem tænderne, imens hun skiftevis kiggede fra Dags kantede ansigt og solens sidste stråler. Hun kunne ikke finde ud af hvad der var smukkest.

Dag havde egentligt mistet appetitten halvvejs igennem sin skive brød, så nu sad han bare og jonglerede med den. Han kastede den ikke op i luften, men lod den glide imellem fingerene som en mønt. Han havde altid elsket mønttrikket, han havde bare ikke nogen mønter på sig lige nu. Det var lidt svært med en halv skive brød, men meget underholdende.

Han kunne høre Skye gnaske, køkkendamerne skramle, nogle halvblods rende rundt, skrigende og fnisende, men han kunne også høre to drenge der duelerede lige bag ved bygningen. De hylede og skreg, imens de prøvede at bryde hinandens parader. Ingen af dem var særlig gode, så de ville sikkert vågne op med adskillige blå mærker. Problemet var bare at de ikke rigtigt var der. Han viste ikke helt hvornår de kom fra, men de var der i hvert fald ikke lige nu. Skye kunne ikke se dem.

Der var stille imellem dem, og han kunne godt lide det på den måde. Han viste at hun sad der, han kunne mærke det, men han kunne ikke høre hende eller se hende. Det var bare dejligt at hun var stille, for en gangs skyld.

Hun viste godt at Dag nød stilheden, han behøvede slet ikke at sige det, men hun havde svært ved at holde sin mund lukket for længe af gangen. Det var derfor de altid spiste sammen. Så var der i hvert fald stille et stykke tid, indtil hun havde tygget af munden og sunket.

"Hvad synes du?"

Hendes stemme virkede stille og tynd i stilheden, mere spinkel end normalt. Hvad hun snakkede om var helt tydeligt imellem dem. Hun håbede at han ville svare og ikke komme med et eller andet elegant emneskift. Dag var glat som en ål, og snakkede aldrig om det han ikke ville, med mindre han fandt det nødvendigt. Hun kendte ham godt, selvom de sjældent snakkede særlig meget om hinanden. Det... var ligesom bare kommet af sig selv.

Da hun snakkede igen, pustede han luften ud af sine lunger og klemte om brødet med pegefinger og langefinger. Det smuldrede under hans greb og landede på de fugtige fliser under dem. Jep, han viste hvad hun snakkede om, og han ville give ham det bedste svar han kunne give.

"Jeg kan godt lide det. Det er nødvendigt. Med tiden vil det sikkert være helt dejligt. Synes du ikke?" Han kunne ikke finde på noget mere opmuntrende, her bag ved køkkendøren på trapperne. Det var vel også okay. I det mindste var det slut med overraskelsesangreb fra mytologiske væsner. Om det var schæfere og kriminelle eller kæmpeulve og jætter... Ingen af delene virkede mere ægte end den anden, men menneskernes politi var ikke særlig glad for at høre om den sidste del.

"Vi har også godt af at omgås andre af vores egen slags. Og lære."