Riders on the Storm - Apollyon

Sted: Fjeldet
Tid: 19:34
Vejret: En storm med stærk vind, kraftig regn og en fjern torden. Himlen dækket af sorte skyer, med en klar aftenhimmel i horisonten.
Omgivelser: Ikke andre halvguder eller væsner i sigte, og blot lyden af torden der brager imod fjeldet.

Dette var en skøn dag! En dag der bød på udfordring, atypisk eventyr og ikke mindst spænding! Cain var ikke typen der ville forspilde en sådan chance for at hæve pulsen over det sædvanlige, og for at opleve noget 'nyt'. Derfor var han draget alene ud i det stormfulde vejr - uden frygt for hvad det kunne bringe af skader eller konsekvenser. Fjeldet var et passende sted at afslutte en dag hovedsageligt domineret af kedsomhed... Så Cain havde kastet sig selv ud over afsatsen, og ned i søen ved foden af fjeldet.

Søens vand var koldt, og den kraftige vind bragte oprør og en mild strøm ved overfladen. Men det rørte ham ikke, og med kraftige tag, svømmede han hen til fjeldets fod og kiggede hurtigt op. En ægte halvgud burde vel være i stand til at modstå naturens kræfter, ved netop at kravle op igen? Derfor tog han fat i de våde sten der stak ud fra fjeldet, og begyndte at trække sig selv op. Det var ikke nemt, og han måtte ofte omplacere sine fødder og hænder for ikke at glide af de våde sten. Med et næsten sociopatisk smil på hans læber, lød der en svag latter fra ham, og han kiggede op imod de sorte skyer og lod regnen falde på sit ansigt. Dette var en dag der gjorde livet værd at leve! Han var iklædt en lidt sprækket og revet sweatshirt i et sort stof, og sine sædvanlige sorte, næsten mørkerøde bomuldsbukser med benvarmere af ulveskind.

Apollyon var på vej hen imod fjeldet denne mørke og stormfulde aften. Vinden var stærk, og den kolde regn piskede hårdt imod hendes hud. Det betød dog intet for hende, at mærke den kolde regn mod ens kolde hud var en fantastisk følelse. Det fik hende til at føle sig i live, men det var ikke nok. Sulten efter mere spænding, et farligt liv hobbede sig hurtigt op i hende imens hun gik.
Dette skulle ikke være en normal dag for hende, men hvilke dage var overhovedet normale for hende. Hun kunne ikke ligefrem beskrive en normal dag.
Da hun nåde til fjeldet stod hun lidt og kiggede. En lille trækning i mundvigen var det tætteste hun kom på et smil lige i dette øjeblik.
Hun begyndte hurtigt med at kravle op af de glatte sten.
Hendes hænder gled et par gange, men ikke så meget at hun ikke kunne holde sig oppe. Hun var en god klatre, hurtigt og smidig det var det hun var.
Hun stoppede hurtigt med at kravle da hun hørte et plask bag sig, hun kiggede ned og så en mand, en mand som var sprunget fra toppen og ned i vandet.
*Perfekt......*
Hun sukkede kort, da hun ikke ligefrem havde løst til selskab. Men det havde hun sådan set aldrig, hun ville hellere være alene konstant.
Hun begyndte så småt med at kravle videre, da hun hørte en latter kiggede hun ned og uden rigtig at tænke over det fik hun ikke ordenligt fat, og faldt så.
Hun virvlede rund ti luften på vej ned imod det kolde vand. Regnen og vinden gjorde hende helt forvirret, hun havde svært ved at se hvad der skete da regnen blæste lige i hovedet på hende..
Et lille hvin var det eneste man hørte, lyden forsvandt helt da hun ramte vandet med et stort plask..
Man kunne nærmest mærke smerten af den kolde vand mod hendes kolde hud i plasket.
Det gjorde ondt, det måtte hun indrømme men det var ikke nok til at skrig..
Alt vandet omkring hende da hun landte føltes som om hun blev opslugt af det. Mørket opslugte hende hurtigt imens hun stadig flød ned imod bunden.
Hun var vågen, hun havde dog stadig ikke helt opfattet hvad det dog var der var sket.
Hendes hvide løse top var blevet gennemsigtigt og klistrede sig imod hendes hud.. Inden under havde hun en kort sort top.. Hendes mørke shorts var blevet sort som kul, man havde normalt ikke shorts på når det var så koldt, men kulden betød intet for hende.

Cain var ikke en direkte sociopatisk personlighed, men han fandt dog en hvis narcissistisk glæde og morskab i hvad så mange andre måske ville anse som værende farligt og dumdristigt. Han bød dét velkommen, som andre afviste - og havde via hans løsslupne, traditionelle nordiske opvækst, lært at acceptere og elske oldgamle dyder om mod såvel som nødvendigheder. Han havde været i lejren i snart 5 år, og var allerede kendt iblandt mange som værende en særpræget personlighed. Ikke nødvendigvis særpræget i den forstand at folk så op til ham, eller anså ham som værende en særling... han var blot en af de få som var blevet opfostret som en halvgud, og ikke havde kendt til andet hele sit liv. Han så ikke en nødvendighed i mobiltelefoner, computere og andet avanceret teknologi - men havde omfavnet de ældgamle dyder som hans forfædre og ikke mindst hans mor havde videregivet til ham.
Hans mor, Skade, var vinterens og jagtens gudinde - en Asynje af jætteblod, med et hamrende og passioneret hjerte, der bankede bag et køligt ydre af ligegyldighed samt vildskab. Cain var et lettere alternativt billede af hans mors næsten aggressive personlighed. Men det var en personlighed som andre måtte anskue på egen vis. Man kunne lære alt om hans levevis i løbet af en måned - men han kunne uden tvivl overraske dig selv derefter.

Han var for optaget af klatringen og stormens raseri til at bemærke andre ved fjeldet. Om der var andre eller ej, var sædvanligvis ikke noget der betød noget, og ikke noget han lagde så stor vægt i. For hvis man var bange for at vise sit sande jeg foran andre, burde man måske i stedet krumme sig sammen i et mørkt hjørne, og dø af skam? Idet han klyngede til de våde sten, så han en skikkelse i den tætte regn, og spærrede sine øjne en smule op. Et hvin lød, og han kunne hurtigt opfange at det var en halvgudinde der væltede ned imod vandet. Han vidste ikke om hun var faldet, eller om hun var sprunget - men noget sagde ham at hun var faldet. Han slap de våde sten med hans ene hånd, og lod sig læne ud over vandet fra fjeldets side, for at kigge ned imod det oprørske vand. Han kiggede der vor hun var faldet i, og hendes plask blev hurtigt dækket af de tusindvis af små ringe skabt af regndråberne. Han rynkede sin pande og sin næse idet hun ikke syntes at komme op til overfladen igen. Smilet var forsvundet fra hans læber, og i stedet for en latter, var det et tungt åndedræt der slap fra hans drivvåde læber.

Hurtigt tog han beslutningen, og sprang fra de våde sten, ned imod hvor hun var landet i vandet. I den stærke vind og kraftige regn, formåede han af vende sig, således at han gennemborede vandets overflade med hovedet og hænderne først. Han trængte et godt stykke ned i det kolde vand ind han åbnede sine øjne. Øjnene svirede og vandet var mørkt, hvilket gjorde det svært at se. Men længere nede kunne han se en skikkelse klædt i hvidt, en skikkelse der syntes at synke længere ned mod bunden. Søen var ikke specielt dyb, men der var ikke nogle steder hvor man kunne bunde, end ikke ved bredden. Hurtigt tog han nogle kraftige tag, og dykkede ned til skikkelsen. Han vidste ikke om personen var ved bevidsthed, eller om hun var besvimet. Men med hans ene arm tog han fat om hendes krop, og satte af fra bunden med sine ben. Selvom der var en storm ovenvande, var vandet i dybden stadig roligt, og uden lyd. Inden længe nåede han til overfladen, og trak hårdt efter vejret. Han sørgede for at holde hendes hoved over overfladen, og svømmede med fødderne og hans frie arm ind imod bredden. Han kastede hende op på land, og kravlede selv derop for at se til hende.

En følelse af at blive opslugt af mørket, en følele af at svæve rundt det kolde tomrum havde lagt sig over hendes kolde sjæl. Hun havde åbnet øjnene og mærkede vandet mod dem, det sved en smule, dog var det ikke noget hun som sådan lagde mærke til da hun havde brugt meget af sin frtid som barn på at lukke alt ude, og kun fokusere på en ting.
Hun var god til at holde vejret, faktis rigtig god, men dette var ved at være for meget hun ville gerne op hurtigst muligst, men en beroligende følelse om at mørket opslugte hende havde lagt sig over hende, så hun havde svært ved at bevæge armene, en stemme i hendes hovede sagde at hun bare skulle op med det samme, mens en anden tvang hende til at blive under vandet. Hun lagde slapt i vandet som en slatten kludedukke, hendes arme og ben var blevet tunge og alt det vand som hun var omringet af hjalp ikke ligefrem..
Apollyons koncentration om vandet omkring sig blev forstyrret da en skikkelse kom svømmende imod hende.. Hun var sikker på at det var manden som hun havde set springe i vandet for et stykke tid siden, en stor bølge af skam var skyllet ind over hende. Hun ville ikke været faldet, hun var en god klatre og havde klatret denne tur et par gange før... Typisk at der var en der skulle se det, også denne ene gang at der var en til stede så faldt hun..
Hun ville havde sukket hvis det ikke var fordi hun var under vand.
Da manden kom nærmere ville hun været svømmet væk, slået ud med arme og ben imod ham, men istedet for det blev hendes opmærksomhed rettet mod noget andet end manden. Hun havde fået voldsomme smerter i brystkassen og helt uden at tænke sig om var hun kommet til at sluge noget vand.. Selvom hun var en halvgud kunne hun jo stadig godt komme til skade og få ondt. Selv fuldblods guder havde vel nogle dårlige dage, og dette var en af Apollyons dårlige dage.
Som i et split sekund var hun allerede oppe ved overfladen igen, hun var endnu engang oppe ved bredden igen.
Oppe i den kolde luft, og regnen som ramte jorden med et lille plask.
Apollyon lagde på siden og hostede voldsomt, det sved i hendes hals og hun havde stadig ondt i brystkassen.. Efter lidt tid, og hosten havde aftaget lidt vendte hun sig om på ryggen og så op imod den mørke og skræmmende himmel.
Regnen faldt hårdt ned imod hende, hun havde ikke helt lagt mærke til manden som havde været der hele tiden.
Da hun fik øje på ham første gang fik hun hurtigt sat sig op og kravlede langsomt få meter væk fra ham. Da hun var et par meter væk fra ham sad hun lidt og stirrede på ham med et skræmt blik. Hun var ikke skræmt af ham, ikke på den måde som sådan, det var nu mere af det der lige var sket, og hvorfor hun ikke bare selv kunne været svømmet op til overfladen.
Hun var så parat på at et alter ego tog over, hun havde ikke selv lyst til at overvære denne situtaion, men selvfølgelig gik hendes første ønske om at en af dem tog over ikke i opfyldelse, nej de ville jo hellere have at hun også selv gjorde noget! Hun gav dem begge et irreteret suk inde i hovedet.
Skammen havde igen lagt sig over hende, hvorfor kunne hun ikke bare selv svømme op, hvorfor blev hun nød til at have en mand til at hjælpe hende med det!
Hun fjernede blikket fra ham og så ned imod jorden, hun gravede forsigtigt hænderne ned i det kolde jord, når hun var nervøs eller skuffet over sig selv skulle hendes hænder bare altid have noget at lave..
Hun så kort ned af sig selv og lagde mærke til at hendes trøje var blevet gennemsigtigt, grundet af at den er hvid og logisk nok bliver hvidt stof gennemsigtigt hvis det kommer i kontakt med vand. Hun tog hurtigt knæerne til sig for nogenlunde at dække hendes mave. Heldigt for hende havde hun en kort sort top inden under den hvide, som dækkede det øverste.
Hun hostede lidt inden hun endelig så på ham igen.
''Jeg beklager meget, det var ikke min mening..''
Hun måtte indrømme at hun følte sig svag i dette øjeblik, at sidde sådan over for en person hun ikke kendte, men dog lige havde fisket hende op af det kolde vand. Hun var normalt ikke så svag som der, og hun havde heller ikke ønsket at nogen skulle se hende sådan! Hun var simpelthen skuffet over sig selv.

Cain opdagede hurtigt at dette var en ekstraordinær situation, som krævede ekstraordinære handlinger og en særpræget opførsel. Han var nu fuldstændig drivvåd, og det halvblonde hår klistrede sig til panden og ansigtet. Hans sweatshirt gjorde det samme til hans overkrop, og det bomuld og ulveskind som var omkring hans ben, var blevet langt tungere. Da han kom endelig kom op på jorden igen, kunne han med det samme mærke den kraftige vind hive op i selv hans våde hår, og regnen der sørgede for at han forblev kold og våd. Kulden gjorde ham jo intet, og han ville ikke kunne får lungebetændelse eller blive forkølet - men hvad med hende? Hun var jo ikke ligefrem klædt i en hulens masse tøj. Og selv halvguder kunne blive syge.
Med det samme da han kom op, skulle han til at tjekke til hende, for at se om hun var ved bevidsthed eller om hun trak vejret. Hun hostede, og det blev hurtigt klart at hun ikke ville have kunnet overleve hvis hun var blevet dernede ret meget længere. Han kom nærmere hende og vidste egentlig ikke helt hvad han skulle gøre. Hun var jo i live, så hjertemassage og andet var ikke nødvendigt. Og han var egentlig ikke så synderligt interesseret i at vide om hun var 'okay', eller om hun havde brug for mere hjælp. Han var ikke en kynisk personlighed, han syntes bare at være ude af stand til at have en overflod af empati og medlidenhed for et andet menneske eller halvgud.

Da han forsøgte at komme lidt nærmere hende, for at udvise den smule medlidenhed han havde for hende, satte hun sig op og kravlede væk. Underligt. Selv blev han hvor han var, og sad lidt på hug med sin ene hånd i jorden, og den anden på hans lår. Han stirrede bare tilbage på hende, men selvfølgelig ikke med et skræmt blik - nærmere et undersøgende og uforstående blik. Det var nu ikke fordi han reddede andre fra druknedøden på daglig basis - men han havde altid forestillet sig en ret anderledes reaktion. Han så ikke taknemmelighed i hendes øjne, ej heller en altoverskyggende glæde ved rent faktisk at være i live. Nej - det virkede nu mere som om hun var skræmt og bange, og næsten skamfuld? Nogle folk, selv iblandt halvguder, var bare nogle særlige typer, og svære at regne ud.
Han betragtede hende... alt hvad hun gjorde med hendes hænder, og hvordan hun forsøgte at dække sig selv til. Var hun bange for at vise sig, også selvom hun valgte at gå ud iført det tøj? Can blev siddende på hug, og holdte sin afstand imellem dem, den afstand som hun havde lavet. Da hun beklagede rynkede han sine øjenbryn og lagde sit hoved blot en smule på sned.
Han reagerede ikke direkte til hvad hun sagde, men valgte at tage det i en anden retning. "Hvorfor svømmede du ikke selv?" lød det fra ham med hans lette hæse stemme, og den svenske accent. Hvis hun faldt i igen, ville han fiske hende op igen - så det var ikke fordi han ikke havde haft lyst til at hjælpe hende. Han forstod bare ikke hvorfor hun ikke havde hjulpet sig selv. Måske kunne hun bare ikke. Måske var hun gået i chok... måske var hun stadig i chok?

Hun mødte normalt ikke andre halvguder, hun mødte normalt aldrig rigtig nogen. Hun tilbragte meget af hendes tid for sig selv, og tænkte ikke sådan rigtig på hvad det nu end var hun havdetaget på. Så at hun lige mødte ham var bare et uheldigt tøj valg hvis man sad i hendes sted, at vise sig og få opmærksomhed var ikke lige hendes stil, og det havde det bestemt aldrig været.
Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, hun var ikke selv helt sikker på hvorfor hun ikke bare svømmede op til overfladen, det var som om hendes krop ikke gad. At hendes krop sov og ikke ville vækkes for den tunge søvn.
Det hele lignede nu mere et dårligt forsøg på at begå selvmord, som hun bestemt ikke prøvede på.
Han havde blot distraheret uden det var hasn mening, også faldt hun bare da hun var ude af koncentration. Hun betragtede ham lidt som han sad der, hun kunne ikke lade vær med at skamme sig lidt over det der var sket.. Kunne hun ikke bare blive opslugt i en af 7 verdenshjørnerne og aldrig komme tilbage? Ingen ville vide hvor hun var, ingen ville kunne se hende og hun kunne endelig få fred og ro.. Selvfølgelig ville det ikke ske, selvom hun ikke selv følte at hun havde nogen grund til at leve ville det ikke ske.
Hun sukkede kort og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til ham.
''Det er svært at forklare.''
Hun bed sig forsigtigt i underlæben, endnu et tegn på at hun var nervøs og rent faktis også ret så irreteret på sig selv. Hun rejste sig op og gik hen til kanten af søen.. Hun sukkede endnu engang og så ned i det klare, men dog meget møre vand.
Regnen lavede tusinde små ringe i vandoverfladen, det gav et lille plask hver gang en dråbe ramte overfladen. Man kunne svagt fornemme en lille rytme i alle de små dråber som ramte vandet.
''At blive opslugt af vand og mørke til sammen tid..''
Hun mumlede lidt for sig selv, og var ikke helt sikke rpå om han hørte det, det var slet ikke meningen hun ville havde sagt det højt hun ville havde holdt det i hendes tanker.. Hun knuede forsigtigt hendes to små hænder sammen og begyndte så med at gå igen. Hun havde klatret den tur så mange gange før! Hun kunne os godt klare den tur, den dag. Hun ville ikke gå før hun havde klaret det.
Hun begyndte så småt med at kravle op af de glatte og våde sten. Denngang havde klatringen fået hendes fulde koncentration, der ville ikke gå langtid før hun var helt oppe..

Hun var en... besynderlig type. Og det stod klart for Cain at hun ikke ligefrem ønskede hans selvskab. Måske følte hun skam over at han havde reddet hende. Var det fordi hun slet ikke ville reddes? Han havde ikke tænkt sig at fundere over sådanne ting, så i stedet kiggede han bare lidt undrende på hende idet hun rejste sig op og kiggede på vandet. Hun var svær at regne ud, men der var nu heller ingen grund til at 'regne hende ud' - Alle havde problemer at håndtere.
Selv rejste han sig op, og hørte en svag mumlen fra hende, men ikke hvad hun sagde. Der var ingen grund til at snage i andres liv og tanker. Men Cain havde også hans eget lille eventyr, og mening med at være ude i stormen - så hendes lille uheld skulle skam ikke sætte en stopper for det! Han kiggede op imod stormen, og mærkede den kraftige regn og blæst imod hans ansigt. Et skævt smil bredte sig på hans læber, og han satte i løb imod fjeldet, og var lige så hurtigt selv begyndt at kravle opad. Han var ikke direkte munter, men accelereret på en måde. Som om at uvejret og den voksende mørke ikke var andet end udfordringer som han måtte klare på sin færd!
Han havde brug for al styrken i hans fingre for at holdte fast i de vade sten, og tog af og til chancer med direkte hop fra en lille afsats til en anden. Men han forsikrede sig selv ved det faktum at denne klatretur aldrig kunne være så forfærdelig farlig. For vandet ville stoppe faldet - og med mindre der skete det samme som det var sket for hende, så kunne det ikke rigtig gå galt.
Stadig hang der et smil over hans læber, og det våde hår blev båret af den kraftige vind imens han kæmpede sig vej imod toppen. Var der mon en mening med at klatre op blot for at springe ud igen? Vel egentlig kun hvis formålet rent faktisk var at springe ud? Men formålet var langt mere simpelt for Cain. Alt dette handlede om vilje... viljen og modet til at trodse selv gudernes vejr og natur. For selvom respekt for naturen var på sin plads - så måtte man også lære at kontrollere den, og af og til tvinge naturen til at tilpasse sig en selv. Og han havde ikke i sinde at bukke under! Endelig greb hans fingre fat i toppen af fjeldet, og i et øjeblik hang han kun i den ene arm fra selve afsatsen. Hans krop svajede en smule i vinden inden han så endelig svingede sig selv op, og rullede lidt længere ind. Han kunne ikke se om pigen var nået derop, for en svag tågebanke havde blandet sig med den kraftige regn. Vinden på toppen var også langt kraftigere end ved vandets overflade. Så han måtte holde en hånd for han ansigt imens han gik ud til kanten igen. Han kiggede ud i stormens raseri, og følte sig på underlig vis... i live! Der fandtes intet vejr som var bedre end dette, og intet sted han hellere ville være i dette øjeblik! Smilet på hans læber blev bredere, og han hævede sine arme en smule til siden imens han strakte sin hals imod himlen. "Är det allt du har!? är det vad din styrka ger!?" Råbte han i en næsten direkte latter. Dette var ikke tiden til ærbødighed eller frygt for gudernes magt og kræfter! Dette var en tid hvor man skulle bevise sit værd overfor guderne, uanset hvor ligegyldigt det end måtte syntes!