walking... - Dag

HUn så på ham, roligt.
"uha, tror du at folk vil forstå dig her?" spurgte hun roligt inden hun så lagde sig på ryggen og stirrede op på himmelen.

"selv tror jeg aldrig at folk vil forstå mig - men det er jo en sædvanlighed at blive misforstået her." grinte hun inden hun begyndte at trække vejret dybt

Han grinede igen. Lavt og ikke videre særlig muntert. "Hvis du ser på det på den måde." sagde han, imens han betragtede hende i hendes liggende position. Han skulle nødig snakke, han havde også været både overrasket og lidt diffus over hendes rigtig udseende. Men han havde overhovedet ikke været klar på hvad der havde gemt sig under Elizabets ydre.

"Måske ville det være nemmere at holde ud hvis ens forældre viste en at de i det mindste viste at man fandtes." Han havde aldrig selv fået et eneste tegn fra sine mødre, og han havde endda tre.

Hun fnøs kort, en smule koldt.
''hvis de gad os, tror du så ikke de havde lettet røven for længst?'' sukkede hun opgivende.
Allerede nu vidste hun at hendes far aldrig kom for hende.
Hun så op på himlen.
''jeg ved ikke hvilke følelser du har for dine mødre.. Men jeg har intet tilovers for min såkaldte far. Han har aldrig været der. Det har ingen. Hvorfor skulle jeg så tilbede ham - endda ofre mit eget liv for at møde ham, når jeg ved at han ikke ønsker mig?'' hun lukkede øjnene.

''undskyld... det skulle bare ud..'' mumlede hun.

Han kom med et skævt smil igen, og lod sig endelig dumpe ned i græsset ved siden af hende. Bogen stak i siden på ham, men det gjorde ikke noget. Han lå bare og lyttede til hendes lille udbrud. Han var faktisk glad for at hun sagde det. Han havde det på præcis samme måde... han sagde det bare ikke højt.

"Lad være med at knuse mine drømme." mumlede han med et mere eller mindre falskt trist tonefald. "Jeg har ingen følelser for dem. Jeg har aldrig hørt fra dem, så jeg er... neutral. Det kan være at de siger hej til mig om tyve år. Tredive. Der er guder, for pokker, tiden er vel... anderledes for dem." Han sugede luft ind i kinderne.

Nå, tid til at lette stemningen. Og ham der var så forfærdelig til smalltalk... "Er det egentligt ikke lidt underligt at have tre mødre? Det giver ingen mening for mig."

Hun smilede lidt til ham.
"drømme er altid dejlige.." Hun kunne ikke selv drømme sådan rigtigt da det ville blive for underligt. Dagdrømmeri måske, men ikke når hun sov.
"at have tre mødre? Det ville være mig lidt forvirrende, men nogle har jo to mødre, så jeg ser ikke det underlige i det." Sagde hun inden hun så på ham, inden hun så på ham igen.
"du må undskylde hvis jeg spørger for meget. Det er ikke min mening.." Sagde hun roligt

Det var svært at trække på skuldrene når man lå ned, men han gjorde i hvert fald forsøget. "Og dog - jeg kan jo ikke rigtigt være kommet ud af tre kvinder på samme tid." Et sjældent smil spillede på hans læber. Ikke fordi at det var det mest mystiske spørgsmål i hans liv - om det var den ene eller den anden norne gjorde ham ikke noget. Heller ikke hvis det på en eller anden måde var tre på en gang.

"Du spørger bare så meget du vil." Han sukkede og fugtede læberne. "Du har hermed fået tilladelse."

Han rullede om på siden igen, og betragtede hendes profil i månelyset. "Tillad mig at spørge en gang: Dig og Jon? Hvordan? Er I familie på en eller anden måde, eller mødtes I tilfæligt?"

Hun sukkede. Hun var ikke vild med at forklare det.

''Jon var forelsket i min mor... De var forlovede da hun blev gravid med mig - voldtægt - og da hun døde under fødslen tog Jon sig af mig. Jon ældes ikke, ikke som os..'' sagde hun bare, og så op på himlen

Dag var stille et øjeblik. Han tænkte sig måske om, og måske sad han og bearbejdede det indblik han lige havde fået i Elizabets liv. Eller... Elizabets mors liv, faktisk.

"Er han søn af Idun?" Hvis han ikke ældes, så var det da lidt åbenlyst. Han var i hvert fald ikke søn af nornerne, hvilket var en anden mulighed.

''Yup. Idun.'' sagde hun stille.
''og da han er lejrlederen, og jeg er hans adoptivdatter, så er det mig der arver det hele, så snart jeg er blevet rettidigt gift.'' sagde hun og sukkede kort.

''sikke et liv for en som mig. Fanget her.'' hun trak på skuldrene.
''sådan er det jo.''

Han pillede sig på panden, og blev fraværende i øjnene. Fanget? Var de ikke alle sammen fanget her i lejren? Dog havde hun et ansvar, især når det blev hende der skulle passe på lejren og dens deltagere.

"Hvorfor føler du dig fanget? Fordi du gerne vil rejse ud i verdenen?" Hans stemme var tynd, men sikker.

Fordi jeg vil kunne forlade det her en dag... Og det kan jeg ikke." Sagde hun, inden hun så ud over vandet.
"Jeg kan ikke være mig selv, ikke her, ikke udenfor lejren.." Sagde hun inden hun så på ham kort.