Crisp air ~ Åbent.

De halvguder der ikke endnu ligger i deres senge må være dem der nyder mørket og stilheden der sænker sig over lejren efter solnedgang - halvguder som Dag. Vejret slår fra støvregn til nogenlunde tørvejr, men det kan beskrives som høj luftfugtighed.
~ ☽ ~

Lejrens eneste søn af Nornerne havde brugt det meste af natten inde i sin hytte, men efter noget tid var det blevet for meget med den lumre, stille luft. Han havde ikke noget imod at være alene, men han havde stadig svært ved at omstille fra et larmende børnehjem og en lille lejlighed inde i den larmende by, til en stille hytte i lejren. Ikke fordi menneskerne var så forskellige fra alle mulige andre steder i Skandinavien, men nogen var specielle personligheder man skulle vende sig til, nogen andre følte man med det samme at man passede rigtigt med - ikke den der indbildske samhørighed man af og til kunne føle med de normale mennesker. De dødelige, som han af og til kaldte dem, med et af sine usynlige smil.

Nu sad han på taget af sin hytte - hvordan han var kommet derop kunne han ikke sige - men nu var han der. Selvom månen og stjernerne var klare på den mørke, dybblå himmel, var det ikke nok lys til at læse, så han havde bragt en lommelygte med ud, en stor, klodset sag. Lyskeglen var ikke meget, ikke særlig skarp, men nok til at hun kunne læse en linje af gangen. Lyset oplyste hans blege ansigt, og det lige så lyse hår. De grå øjne virkede for en gangs skyld næsten lige så lyse, men hver gang han blinkede blev de til sorte, tomme huller.

En forholdsvis stor, spinkel, halvt oplyst skikkelse oppe på et tag. Spøjst.

(kunne det tænktes at jeg måtte smutte ind her eller?? (; )

(Supær (; )

En pige, eller måske skulle hun betegnes som en ung kvinde, kom roligt gående i mærket som havde sænket sig over lejren. I hånden havde hun en mobil, hvor en tåget lys strålede fra, den lommelygte som nogle havde ment var forfærdelig nødvendig at smide ind i mobilen sammen med alle de andre ting som den var proppet med. Benedikte lod langsomt lyset, fra mobilens lommelygte, glide rundt mens hendes venlige blå øjne faldt på hver eneste overflade, som blev oplyst af lyset hun kastede. Hun var en af de få som ejede en mobil, uden at bruge den hvert minut. Hun brugte den kun til at ringe til hendes mor, og ellers som nu brugte hun lommelygten som den indeholdte. Men ellers lå den bare et eller andet sted i hendes værelse i den hytte som hun var blevet tildelt, som datter af Thor.

Hendes blik blev fanget af noget lys som kom fra siden, men samtidig oppe fra. Et muntert smil spillede svagt i hendes mundvig, ved synet af skikkelsen som sad på taget som blev oplyst af lyset fra en lommelygt. Hun rettede sit eget lys op i mod ham, mens hun nærmede sig den hytte han havde valgt at bestige. Det røde hår bølgede silkeblødt ned omkring hendes skuldre og flagrede kort da den vindstød ramte hende.
"Hej" hilste hun med en syngende svensk accent, som kun ganske svagt var præget af at hun havde boet 3-4 år i USA. Hendes blå øjne strålede venligt og i mødekommende. Smilet som spillede i hendes mundvig, blev venligt men voksede dog ikke til hendes læber. Hun ville se om drengen var alt for travlt optaget til at snakke lidt. De kendte jo ikke hinanden, og det var ikke alle som var videre snaksaglige når natten var faldet på. Hun stod et lille stykke fra hytten, for at hun kunne se ham så tydeligt det var muligt.

En stemme rev ham ud af sine tanker, og han kiggede forskrækket op. En lyskilde irriterede hans øjne i et stykke tid, men da han kunne fokusere, så han en rødhåret pige. Hans hud så usædvanlig bleg ud i det kraftige lys, og han blev nød til at misse med øjnene imod den lyskilde hun havde rettet imod ham, selv efter et stykke tid.

Han sænkede ikke bogen, men rettede sine fulde opmærksomhed imod hende. "Hej." gentog han, med en stemme der virkede tynd i mørket. Han havde antydningen af et skævt smil omkring læberne, imens han betragtede hendes ansigt med de skarpe skygger.

"Lad mig gætte, du havde lyst til en måneskinstur?" Han overraskede sig selv lidt over at være så snakkesalig.

Benedikte bemærkede at lyset hun havde rettet mod ham irriterede ham, da hun bemærkede at han missede med øjnene. Hun sænkede lyset, så det ikke ville ramme ham i hovedet, hun ville jo ikke blinde ham.

Da han svarede hende lod hun smilet brede sig til hendes læber og hun skiftede vægten til højrefod. "Det måste man vara två till" sagde hun med en udfordrende stemme og smilede charmerende til ham. Hun var normalt ikke en der flirtede, men hun kunne ikke lade være eftersom det var så oplagt at sige. Hun lod øjnene være flirtende også, men på en lidt overdrevent måde, så han ville kunne regne ud at hun blot lavede sjov med ham. Men hun mente dog at man skulle være to til en måneskinstur, og hendes udfordring i det hun sagde mente hun samtidig også. Smilet blev et ganske kort muntert, ved tanken om hendes beskyttende bror, det var nok meget godt han ikke var med. Hun havde oplevet hans temperament når en dreng sagde noget forkert til hende, efter hans mening. Men han var jo kun sådan fordi han elskede hende, men de var også tvillinger og der var tit et stærkt bånd mellem tvillinge søskende, hvis de plejede det.
Hun lod lyset sænke sig til jorden for an hende, så hun var sikker på at hun ikke skræmte ham væk på grund af lyset.

Da hendes lys sank, kunne han se hendes brede smil der næsten lyste lige så meget op som hendes telefon. Han fulgte lyset med øjnene, indtil det faldt til ro på hendes sko.

Pigen, eller den unge kvinde, slog ham som en helt almindelig lejrdeltager. Eller... så almindelige som de nu engang var her i lejren. De fleste var enten cocky, eller brugte det som dække for den forvirring og utilpashed man af og til fik når det gik op for en hvad gudeforældrene trak en ind i. Hendes let muntre, let flirtende tonefald fik ham ikke til at skifte mening. Hun var sikkert vant til at alle flirtede skamløst med hende? Selv i det sparsomme lys kunne han se at hun var smuk, køn om ikke andet, og for de fleste hankøn skulle der ikke særlig tit mere til.

Han tøvede dog med at hoppe ned, men da han gjorde det, var det hurtigt og smidigt, næsten helt feminint. Det var heller ikke særlig tit man betegnede Dag som mandig.

"Hvis du siger det på dén måde," sagde han, og stak sin paperback ned i bukselinningen. "så okay da."

Benedikte smilede muntert til ham, da han hoppede ned fra taget. Hun tog det med det samme som at han havde taget imod hendes udfordring om at gå en måneskinstur med hende, selvom de ikke kendte hinanden. Selv var hun ikke bange for at der skulle ske noget forfærdeligt i lejren, det var jo ikke som i resten af verden når man gik sent rundt.
Hun lagde mærke til hans lidt feminine måde han bevægede sig på da han hoppede ned til hende. Hun overvejede kort om der var noget med det feminine, men det ville jo ikke gøre hende noget hvis der var noget i det.

Langsomt gik hun ham imøde, og lod samtidig lyset fra hendes mobil falde på hans krop, så det ikke ville blænde ham, men også så hun kunne kaste et par blikke på hans krop og vurdere ham en smule. hun måtte indrømme at selvom han var lidt feminin, så så han jo godt ud. Men hun havde efterhånden fundet ud af at det lå meget til gudebørn at være atraktive. Hendes smil var blevet mere afdæmpet og lige så venligt, som hendes blå øjne altid var.
"Jag heter Benedikte" Præsenterede hun sig selv da hun var nået hen til ham, mens hun endnu engang sænkede lyset, så hun var sikker på hun ikke ville irriterer ham med det.

Hendes lys var nok til dem begge, så han slukkede lommelygten og proppede den ned samme sted som bogen. Selvom hun lyste på ham, var det nok lys til at han også kunne se hende godt nok. Det var i det mindste mere lys end han plejede at have til 'måneskinsture'.

"Dag." præsenterede han sig, og lagde hovedet på skrå med et af sine næsten usynlige smil. En typisk Dag-gestus. Siden hun ikke så ud til at være håndtryks-typen, så lod han armene hænge løst ned langs siden.

"Burde du ikke ligge i din seng? Jeg tror det er over din sengetid." Det var ikke fordi hun lignede en lille pige, i virkeligheden var hun sikkert lige så gammel som ham selv. Af og til kunne han bare godt se ældre ud end han faktisk var. Især når lyset kom fra en så uflatterende vinkel.

Benedikte smilte af hans navn, hun havde ikke før mødt en med det navn. Men hun kunne nu meget godt lide det, for hende virkede det som et positivt navn, som noget lyst også selvom han ikke virkede til at være den stor smilende type. Men indtil videre virkede han nu meget flink.

"Arh, Jag kan sova senare" sagde hun med et muntert smil spillende ved hendes mundvig, hvor hendes smil for det meste lå og puttede sig, indtil hun tillod at det overtog hendes læber. "Men ska vi inte hellre fokusera på måneskinsturan?" spurgte hun med et venligt smil, som kort sneg sig ind over hendes læber da hun kort lod blikket flyve til himlen, da hun ville sikre sig at der var en måne at gå en tur under. Det var vel oftest noget man ville gøre med en kæreste, eller noget lignende, men det var jo også mest for sjovt. Med en hurtig bevægelse strøj hun pandehåret til siden om bag øret, så det ikke skulle falde ned foran hendes øjne og irriterer hende.

Han holdt hænderne afværgende op foran sig, og kom med noget der lød lidt som latter. Han følte sig usædvanlig let her til aften. "Som De ønsker." sagde han galant og vippede drillende med sine lyse øjenbryn. Han lavede et lille bitte buk i hendes regning, og drejede rundt på hælene. Efter et par meter stødte de på den sti der bugtede sig igennem lejren. Den pegede imod forsamlingspladens og hovedbygningen til den ene side, og skoven de bruge til flagerobring til den anden side.

Han stoppede op og kastede et blik over skulderen, for at se om hun fulgte med.

Benedikte smilede muntert af hans drillende vippendes øjenbryn. Hun kunne lide hans væremåde og langsomt fulgte hun efter ham, da han begyndte at gå. Hun lod lyset fra hendes mobil falde på jorden, og løftede det nogle enkelte gange så det faldt på hans ryg. Hun sendte ham et venligt smil, da han så tilbage på hende.
"Jag är med"sagde hun med et smil og blinkede kort til ham. Hun gik op ved siden af ham og lod lysset falde på jorden foran dem. Hun lod kort blikket gå rundt, i en kort søgen efter andre individere som havde valgt at blive oppe selvom mørket var faldet på. Men en anden grund til at hun så rundt, var faktisk at tjekke om hendes bror var oppe. Han var jo så beskyttende, og så vidste hun ikke hvordan han ville reagere på det, at hun gik rundt i mørket med en dreng, eller en und mand, hun var ikke sikker på hvor gammel han var, men han så faktisk ud til at være ældre end hende selv.

Det føltes en smule underligt at stå der, ham og hende, de to, ved sådan en skillevej, midt om natten. Det føltes som noget han burde have set, men sjovt nok havde han ikke så meget som fornemmet at han en nat ville komme til at stå her med en rødhåret halvgud.

"Det havde jeg skam også regnet med." Efter et kort øjeblik, begyndte han igen at gå. Imod lejrens lille skovområde. Gad vide om de ville se nogle ulve? Han kunne ikke glemme da Ragnhild havde vist ham dem. Gad vide hvor længe hun ville blive ved med at have strøm på telefonen?

"Hvilken gudeforældre har du?" endte han med at spørge om. Det var vel et samtaleemne man altid kunne bruge, og vist var meget populært her.

Benedikte puttede smilet ind i hendes mundvig, og lod det hvile uden at smilet rigtig forlod hendes ansigt. Hun rettede lyset lidt mere frem da han gik videre og hun fulgte lige så stille med ham. Hun tilpassede hendes skridt så de passede med hans.
"Thor, Vem är din?" Spurgte hun med et smil som voksede sig frem på hendes læber igen, efter det kun for en meget kort tid var lagt til hvile.

Hendes smil afslørrede at hun ikke havde noget imod hendes gudeforælder, som nogle andre i lejren havde. Hun forstod ikke helt hvorfor, hun regnede ikke med at nogle af lejrens beboer kendte deres gudeforælder videre godt. Det eneste hun havde imod hendes far, var det åbentlyse fakta han havde været sammen med andre end hendes mor, som tydeligt havde været fuldstændigt fortabt i Thor.

Af en eller anden grund kiggede han på hendes fødder et øjeblik. Kunne ikke lade være med at smile over det, og skyndte sig at kigge op igen. Direkte på hendes imponerende røde hår. "Med den manke er det lidt åbenlyst." Hans eget hår var ret kedeligt i forhold til hendes. Bare lyst, almindeligt, naturligt blond. En dag havde han vist hørt at kun 2% af verdenens befolkning var blonde af natur. Så var han vel ikke så almindelig igen.

"Nornerne." Han smilede og bed sig i læben, hårdt nok til at de blev blege hvor hans tænder trykkede. "Ikke videre de mest spændende gudeforældre at have." I princippet var det vel lidt lige meget hvem ens forældre var. Man hverken mødte eller snakkede jo med dem. Den eneste forskel var ens evner.

Benedikte lyste op i et strålende smil, da hun hørte hvem som var hans gudeforældre. Hun havde altid syntes at nornerne, som jo var de nordiske skæbnegudinder, var utrolige facinerende og spændende at hører om. I følge hende er det mere spændende at hører om nornerne og deres evner, ens at hører om Thor som brugte sin tid på at smadre de ting han kunne komme til at smadre, med hans hammer, Mølner.

"Jag tycker nu att det är spännande." sagde hun med et venligt smil, og sørgede for at putte smilet lidt væk ved hendes mundvig, som hun så tit gjorde, for ikke at skræmme folk væk og hun ville specielt ikke skræmme Dag væk. Hun havde ikke rigtig fået sig nogle venner endnu, og indtil videre havde hun ikke fundet nogen minuser hos Dag.
"Det är mer spännande än Thor, som krossa saker" tilføjede hun med et lille venligt smil, som tilpassede sig hverdagsagtigt på hendes læber.

Lige så snart han så hende smile over hans gudeforældre, smilede han også. Dog var hans lidt mindre munter. Han følte sig lidt utilpas over sådan en reaktion. For hans skyld kunne han lige så godt have været søn af en eller anden Gud - en der smadrede ting i stedet for at klippe livstråde over. Se færreste tænkte over det på samme måde som ham. Han håbede bare at han ikke en dag pludselig ville sidde og kigge på en halvguderne til morgensamlingen - og mærke at denne kun havde timer tilbage. Det var vel sådan nogle ting nornernes børn burde kunne, ikke?

Hans smil blev dog lidt mere ægte da han vendte sig imod hende. "Jeg kan forstå hvad du mener. Jeg er ikke rigtigt smadre-typen." Han regnede med at det ikke var særlig svært at se på ham. Han var ikke ligefrem særlig buff.

Benedikte lod lyset falde på hans krop, da han snakkede om at han ikke var typen som smadrede. For hende lignede han en rar og behagdelig type, og han virkede også som det indtil videre. Men han kunne jo nå at ændre sig, med tiden. Nogle brød først igennem med deres personlighed, når de kendte den anden, men dette resulterede i at den person stille person man godt kunne lide, blev alt for højlydt og vild. "Du verkar trevlig och vänlig typ." sagde hun med et venligt smil som puslede frem på hendes læber. Hun mente det som en venskablig kompliment, hun regnede nu ikke med at han ville tage det negativt, at hun havde fået det indtryk af ham.

Hun lod lyset fra mobilen falde frem igen, efter hun kort tjekkede hvor meget batteri der var tilbage. 7 % var tonet frem med rødt på skærmen og varslede om at den snart ville lade dem gå i mørket. Hun tog det dog ikke så tungt, for Dag havde jo en lommelygte og hun ville ikke få brug for mobilen, regnede hun med.

Han lød både lidt overrasket, men også rimelig tilfreds da han åbnede munden. "Det tager jeg i så fald som et kompliment. Mange tak." Det måtte da være det første kompliment han havde fået i lejren indtil videre. Han følte sig også lidt ekstra luftig og munter i nat. Hyggeligt. Måske skulle han begynde at anstrenge sig lidt for at blive lidt mere udadvendgt? Det kunne være at han kunne få flere venner på den måde. Så snerpede han læberne sammen, hov, hun skulle nok have et kompliment igen. "Du virker også som en herlig person, men nu er vores måneskinstur jo kun lige startet." Han blinkede drillende til hende.

Skovens mørke silhouet trådte frem foran dem, og han stak hænderne i lommerne med et halvt undertrykt smil.