Højt på strå - Peeta og Gale

Sted: Fjeldet - den nordiske halvblodslejr
Tid: Omkring klokken 19.
Omgivelser: Et par af lejrens beboere bader i indsøen under fjeldet. På selve fjeldet er der mennesketomt.
Vejr: Solen står stadig på himlen der er fyldt med let plyssede skyer. En vind blæser en gang imellem gennem området og rusker i træer og buske.

Det krævede en del af hendes kræfter, at hive sig den sidste meter op mod fjeldet. Svedperlerne hang mod hendes pande, og fik lidt af det mørke hår til at klæbe, selvom hun havde placeret det meste - strategisk i en rodet hestehale på ryggen.
Så snart hun havde hevet det meste af overkroppen op mod den resterende del op mod toppen af fjeldet, svang hun det ene ben over efterfulgt af det andet. Det var ikke første gang hun havde klatret derop - og aldrig havde hun gjort det hurtigere. Det var en del træning der endelig havde betalt sig. Tænk hvis de andre havde set hende nu! Et stolt smil gled over hendes læber, og tillod et varmt glimt af modskab at komme frem i de grønne øjne.

Hun satte sig på en afsats på fjeldets top. Herfra plejede lejrens beboer ofte at springe fra, når de ville dykke ned i indsøen. Og der var ganske langt ned. Meget langt. Derfor var der stadig nogen der ikke turde tage chancen. Linnea var nu ikke én af dem. Hun havde hoppet derfra en af sine første dage på lejren for omkring fem år siden.
Hun sad nu med benene hængene over afsatsen, og med hænderne placeret på hver side af sig selv. Blæsten rev i hendes hår, og tvang den lille sølle elastik til at løsnes, og frigive de sorte lokker.
Hun betragtede nogle af de badede unge halvguder og gudinder under sig. De så uendeligt små ud derfra - og det for en gangs skyld at være lidt hævet over dem, fik hende til at føle en smule mere selvtillid.

Solen skinnede og mange halvguder var ude i dette vejr, derfor var det oplagt med en spøg eller to i hvert fald når man var sønner af Loke, så var det med drilleri en stor del af dagens gøremål dog var der ikke mange af Lokes børn, kun tre og de to af dem var endda tvillinger så de talte næsten kun for en person især så meget som de hang op af hinanden.

Tvillingerne var allerede kendt i lejren selvom de kun havde været der i få dage, de var kendt for deres gode humør samt humor og som de mest larmende i lejren, noget der passe de to brødre helt fint, for ja de nød at drille samt lave sjov selvom de tit fik følger.

I bunden af fjeldet, stod to unge halvguder og kigge op mod toppen, de lignede hinanden på en prik.
De begge havde spinkle kroppe samt lys hud, udover det havde de begge brunt mørkt kort hår og brune øjne.
Begge to var i dag iført en kortærmet skjorte, samt et par mørke jeans og et par hvide all stars, den eneste forskel var at Peetas skjorte var lyserød imens Gales var blå.
Den eneste forskel der var på deres kroppe var at Peeta var et hovet højre end Gale, men ellers var de som to dråber vand, det var også ofte at folk ikke ku kende forskel men efter et stykke tid ville folk ku se forskel på de to.

Gale smilede let hvorefter han så på sin bror"hvem kommer først op?"surgte han drilsk, imens han let tog fat i klippevægen for at gøre sig klar til udfordringen, Peeta lo let"det må være mig"svarede han muntert og stillede sig også klar.
De udvekslede kort et blik før de så i fuld fart klatrede op for at nå først op, efter et stykke tid kom Gale først op på fjeldes top hvor han roligt satte sig ned, imens han så ned mod sin bror som netop også fik trukket sig op og tog plads ved hans side"okay så, du vand denne gang, nu står den 4-3"sagde han lidt surt men dog på en sjov måde, hvorefter han gav Gale et kram for så at gnubbe ham i håret så det uglede.

Man ku tydeligt hører de var kommet, freden der før havde været fik de hurtigt ødelagt med deres evige konkurrence for sjov, det var næsten vær dag de udfordrede hinanden.

Linnea lukkede øjnene og nød stilheden som fjeldet skænkede hende. Der var nu noget ved at tage en lille afstand til de andre lejrfæller. Her var der fred - og eftersoom hun havde haft brug for at klare tankerne lidt, var hun yderst tilfreds.
De små svedperler på panden, strøj hun væk med sin arm, og gav sig så til at redde håret lidt ud med sine fingre. Det var efterhånden blevet lidt filtret efter klatreturen, og det krævede en del for at få det til at se lidt mere ordentligt ud igen. Ikke fordi det betød så meget. Der var jo ingen der egentlig kunne tage hende nøje i øjesyn heroppefra. Alligevel tog hun et hurtigt kig ned ad sig selv. Den lysegrønne top var blevet lidt beskidt grundet klipperne der havde skrabet let imod den - og de sorte shorts havde fået samme omgang. De brune, korte lædderstøvler havde ikke just været besværlige at kæmpe sig op med. Derimod elskede hun dem inderligt for at hun kunne bevæge sig ligeså adræt rundt som hvis hun havde nogle af de klassiske kondisko på.

Eftersom hun nu sad stille kunne hun alligevel godt mærke at blæsten var køligere end hun havde troet. Især oppe på toppen af fjeldet. Det at springe ned derfra var selvfølgelig en mulighed - men bare tanken om at ramme det kolde vand, var ikke ligefrem noget hun så frem til.
Derfor blev hun siddende. Hun trak benene lidt op til sig, og smækkede armene omkring dem.

Netop i det samme sekund, hørte hun nogle stemmer lidt derfra. Et par drenge - eller unge mænd var de nok, klatrede op over fjeldet med en utrolig fart. Tydeligvis prøvede de at udfordre hinanden, for de kæmpede af alle kræfter mens det var som om smilene alligevel stadig tronede om deres læber. Efterhånden som de nærmede sig toppen bemærkede Linnea ligheden mellem dem. Så det var tvillingerne? Dem der havde fået et værre rygte, selvom de var nye i lejren. Linnea fnøs og fulgte dem med øjnene da de nåede op til kanten. Hun var nogle sollide meter fra dem, og alligevel skænkede de hende ikke et blik. Men fjeldets top var netop også så ujævnt, at hun sikkert sad godt i skjul fra dem.
Freden var forbi. Uden tvivl. De opførte sig ærlig talt som små børn - alligevel var de i det mindste på en sollid bølgelængde med hinanden. Det ville være rædsomt hvis de var den slags tvillinger der skændtes så alle andre måtte dække ørene.

Linnea rejste sig irriteret op fra sin plads, og balancerede sig lidt op på klipperne - som for at springe ned derfra. Alligevel ramte tanken om det kølige vand hende igen. Hun ville ikke indrømme at hun var bange - hun var ikke en kujon. Alligevel fandt hun pludselig sig selv i en situation hvor hun tøvede noget så gevaldigt.

Gale skubbe let til sin bror for at få ham til at stoppe med at ugle sit hår, dog hjalp det tydligvis ikke faktisk endte det blot med Peeta væltede ham og så begyndte at kilde ham.
Gale grinede muntert og prøvede på at slippe fri men det var ikke nemt dog smilede han glad, da han trods alt elskede sin tvillinge bror og vidste at han ikke ville ku leve uden ham, da de var så tæt knyttet nok fordi deres mor aldrig rigtig havde været der for dem, så deres eneste selvskab var hinanden"stop nu Peeta"lo Gale.
Kort tid efter stoppe Peeta dog også hvorefter han satte sig ved siden af ham"du kæmper godt"mumlede han let, med et stort smil på læben man ku tydligt se de morere sig og ikke rigtig tog sig af hvad de andre i lejren syns om dem, ja de var barnlige men sådan var det, de nyd at udfordre samt drille hinanden og larme ja det var de skam gode til.

Gale drejede let hovdet da han så en pige, han skyndte sig at sætte sig op imens ha let rette på det uglede hår, det opdagede Peeta og fik ham derfor også til at drejede hovdet for så at betragte pigen"Halløj"råbte han så venligt til hende imens han let smilede og vinkede.
Gale åbnede så også let munden "halløj"råbte han så også ligesom hans bror, dog ku man ikke hører den store forskel da deres stemmer var ens.

Linnea sukkede nærmest højt indvendigt da de to havde bemærket hende. Hvis hun bare havde taget sig sammen og sprunget fra kanten ned i indsøen, ville hun have været væk før de havde kastet øjnene mod hende. Alligevel havde de nu begge øjnene hvilende mod hende - ja, og de havde endda hilst på hende.

På de få meters afstand der var mellem dem, følte Linnea at det ville være umuligt at ignorere dem, og lade som om hun intet havde hørt. Derfor rettede hun øjnene helt og holdent mod dem, og smilede tøvende.
"Hej." kom det så fra hende. Hun sprang ned på afsatsen hvor de befandt sig, og nærmede sig en smule.
"I er de nye, ikke?" spurgte hun for ikke at virke alt for uhøflig. Blikket flyttede hun skiftevist mellem den ene og den anden. Trods de lignede hinanden var der en forskel. Alligevel regnede hun ikke med at kunne se hvem der var hvem i løbet af ingen tid.
Hun lagde armene lidt over kors og ventede på deres svar. Hun bad til guderne for at de i det mindste ikke ville færdiggøre alle hinandens sætninger, eller måske endda smide hende i vandet.

Peeta og Gale smilede venligt til hende, især da hun hoppe ned til dem og ikke blot ignorrede dem som mange andre var begyndt på, dog plejede deikke at tag sig af det men det var dog ikke sjovt når folk ikke gad snakke.
Peeta nikkede let til hendes svar samtidig med Gale"jep vi er nye?"scarede Gale let, hvorefter Peeta fortsatte"vi forstår godt vis du ikke vil være sammen med os, det er der så mange andre der ikke vil"sage han let med en lidt skuffet tone der fortalte at det ikke var så sjovt.

Gale klappe let sin bror på skuldren for at fortælle han var enig, dog vidste de to alderst inde at de altide tænkte det samme, de havde faktisk deres eget sprog som ingen andre forstod det var endten en masse uforstålig ord eller så var det blot et blik som fortalte hvordan den anden havde det.
Når den ene af dem kom til skade ku den anden altid mærke den same smerte dog svager men den ku mærkes, desuden vis de var væk fra hinanden ku de altid udvksle tanker eller de ku forneme hvordan den anden havde det, det var et særligt bånd de havde som kun få Tvillinger ejede men de havde fået denne sære evne.
Det var endnu en grund til de var så tæt knyttet, desuden var det også derfor de altid ku svare på hinandens sætninger da de vidste hvad den anden ville sige.

Linnea lagde armene lidt over kors ved deres ord, da hun pludselig følte sig lidt utryg i situationen. De havde nærmest læst hende som en åben bog - de havde opfattet at hun tøvede, og nu betalte hun da for det. Det var den skuffede tone i deres stemmer, der fik hende til at krympe sig lidt.

"Jeg kender jer ikke...-" begyndte hun roligt: "-så jeg burde måske ikke dømme jer, før jeg i det mindste har snakket lidt med jer..." hun håbede da at de ville give hende en chance. Fjender var ikke noget hun havde mange af i lejren - men der var folk der ikke talte til hende. Nogen følte hun var for alvorlig til tider - andre kunne ikke klare hendes rædselsfulde temperament når først man havde tirret hende nok.

Hun satte sig ned - i håb om at de ikke ville rejse sig op og gå. På trods af at de havde forstyrret hendes ny-fundne fred - kunne det vel ikke skade at føre en samtale med dem. Om så hun måtte være vidne til endnu mere støj end før.

"Jeg hedder Linnea..." sagde hun så, og rakte hånden frem mod dem - faktisk vidste hun ikke hvem af dem hun umiddelbart var rettet imod - men det ville jo vise sig: "Velkommen til lejren" tilføjede hun så. Alt andet ville være uhøflig.

Snart gled et venligt smil over hendes ansigt - et smil der virkede imødekommende.

Gale nikkede let af hendes ord da hun sagde hun ville gi dem en chance, så nu sku de ikke kludre for meget i det så hun skiftede mening faktisk syntes Gale hun var ret køn"tak det vi glade for"svarede gale på ham og hans brors vegne, Peeta smilede også glad da hun sagde at de fik en chance desuden ku han fornemme på sin bror at det var vigtig for ham at de snakkede med hende.

Da hun rakte hånden frem mod dem så de kort på hinanden før de så begge tog hendes hånd, og gav den et let klem"Peeta er mit navn og det er Gale"sagde peeta let og nikkede mod Gale som stadig holdt hendes hånd selvom Peeta havde sluppet den, dog fandt Gale ud af at det var på tid at slippe hende så han lage sin hånd på sit skød imens han smilede"Tak det er skønt at være her"sagde han let.

Peeta nikkede let til sin brors svar og klappede ham kærligt på skulderen "jeg er enig med ham"svarede han muntert, lige nu var de næsten helt nede på jorden men der sku ikke meget til før de ville larme igen, Gale smilede let"hvilken gud er din forælder?"spurgt han nysgerrigt da hun nok havde gættet deres.

Da de begge tog hendes hånd, kunne hun næsten ikke lade være med at lade en let latter unslippe sine læber. Hun fandt det måske temmelig mærkværdigt at de nærmest handlede ens konstant, og talte for hinanden, men alligevel var der noget kært ved det. Hun havde aldrig selv haft søskende : ja, og hun havde ikke kendskab til andre med den samme gud som far - derfor havde hun intet begreb om hvordan det måtte være, at være knyttet til et andet menneske på den måde.
"Jeg håber I vil falde til her."

Da ham, der så måtte være Gale, ikke med det samme gav slip på hendes hånd, kunne hun ikke lade være med at sende ham et lidt skævt tandsmil. Da han så endelig slap grebet om hende, tog hun sin hånd til sig og foldede den mod sin anden.

Da spørgsmålet om hendes relation til guderne kom på bane, vædede hun kortvarigt sine læber. Hun lignede ikke sin far. På mange måder gjorde hun vel, men det mørke hår og ansigtsformen kom vist fra moderens side af familien. Det var nok nærmere en del af hendes personlige egenskaber der afspejlede sig i faderens billede. Det var så svært at leve op til ham - en Gud som var kendt for at være elsket blandt alle. En Gud hun kun havde mødt på tværs af sine drømme.

"Balder..." svarede hun så, "Lysets Gud." hun smilede mildt, og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun så fra Peeta til Gale: "Hvem er Jeres?"

Gale smilede let men kigge dog lidt væk efter hendes sklæve smil, da han rømede svagt det ku Peeta fornemme og derfor tog han så samtalen"Tak det håber vi os, altså vis folk vil lade os få en chance"svarede Peeta let, Gale fik dog hurtigt den røde farve væk og vendte hovdet mod hende igen.

De to brøder var rent faktisk bange for at møde en af guderne selvom det også var deres store drøn, de havde det fint med folk samlignede dem med deres far da de var stolt af ham, han var trods alt deres far og han havde kontaktet dem et par gange i drømme for atsige at han var tolt af dem begge og at de sku holde sammen.

Gale to så igen over da hun sage at hun var Balders datter, noget der fik et skævt smil frem selvom han ikke vidste så meget om andre guder end deres far"Balder ham har vi vist ikke hørt om før"svarede han let men nysgerrigt, han smilede så lidt stolt da han sagde"Loke er vores far"men da han sagde det kom de same ord også ud af Peetas mund, så de igen sagde det samme på samme tid, det måtte hun nok venne sig til at det var en vane for dem.

Da Peeta nævnte det med, at de sikkert ville falde til hvis folk gav dem en chance, måtte Linnea lige afholde sig selv fra at sige, at de måske ikke nødvendigvis gjorde det let for de andre i lejren. Hun havde jo selv været tvivlende. Nok mest fordi hun ikke holdt af store omvæltninger i sit liv, og anså drengene for at ændre lidt på lejrens atmosphære. Men var det en dårlig ting? Det måtte tiden vise
"Det vil de sikkert," sagde hun så og smilede. Hun håbede nu på at andre også ville begynde at lukke til op for Peeta og Gale så de ville føle sig velkomne.

Da de sagde de ikke havde hørt om Balder før, var det faktisk noget der lettede hende. De ville sikkert ikke kunne drage paralleler mellem hende og hendes far - og hun ville derved ikke mærke de sædvanlige forventninger folk havde til hende. Sådan var det at være et gudebarn - der var noget at leve op til. Nogen valgte at følge det, andre fornægtede det.

Da de sagde at Loke var deres far, forsvandt smilet lidt fra hendes ansigt. Hun havde hørt mange historier om Loke - hørt hvordan han var skyld i hendes fars død engang, fordi Loke var misundelig på ham. Loke havde dræbt ham? Linnea havde aldrig hørt det fra sin fader selv, men sagnene havde kommet ham i forkøbet. Hun vidste ikke hvor meget der var sandt.

"Jeres far, og min var nærmest en form for brødre." fortalte hun så roligt, og smilede lidt tøvende: "Ja, men Loke var nu af jætteslægt, men gudernes konge Odin tog ham nærmest til sig... Odin er min farfar."