Let The Hunt Begin - Elizabeth

Sted: Skoven, nær den Nordiske Halvblodslejr
Tid: ca. 05:45
Vejret: Duggen ligger stadig over de store enge, og nattens regnvand havde endnu ikke forladt jorden endnu. I Skoven lå vandet på træernes kroner, og dryppede af og til fra højderne ned imod en skovbund der var dækket af blade og kviste. Der var ingen vind, og mørket lå stadig som en dug over skoven. Dog var nogle solstråler begyndt at ramme skyerne i horisonten, så det ville ikke vare længe før solen stod op.
Omgivelser: En halvmørk skov, stadig regnvåd og med en svag tåge hist og her. Intet andet end uforklarlige lyde, og træstammer der ensomt stod i flok, og blev dryppet af vandet der løb fra træernes kroner. Det var snart i slutningen er brunsten for skovens dyr. Så af og til, ville en modig hjort eller et vildsvin udlade et brøl, der dog gik som et ekko imellem skovens stammer.

I snart fem år havde Cain boet i denne lejr, og havde vandret i denne skov. Det var skam også ved at være et velkendt faktum iblandt de mere garvede lejrdeltagere/beboere, at man ofte kunne regne med at Cain var ude i skoven. Det var dog ikke sikkert at man ville finde ham der. For Cain var som sin mor, en jæger, og kunne ikke indespærres i en hytte til evig tid. Ligesom hans mor havde længtes efter bjergene, længtes Cain ofte efter skoven og naturen.
Cain var ikke Iklædt andet end; en langærmet sort bluse - et par bukser af skinnet og pelsen fra en okse - et par bløde sko, og selvfølgelig det tykke bælte omkring hans liv. Iført dette, gik han langsomt, og med bøjede knæ igennem skovens krat. Han havde en bue i hånden, så det ville nok være tydeligt(hvis man altså fik øje på ham) at han var på jagt. Men han bevægede sig lidt hurtigere end hvad man ville regne med fra en jæger, og ville ikke kunne snige sig op på noget i denne fart. Han stoppede op og knækkede en lille kvist af en gren - på kvisten hang der noget gråbrunt pels, og Cain lugtede hurtigt til pelsen og til luften omkring ham. Han var ved at indhente den.

(Da hun er datter af Loke er hun formskifter, og i starten af emnet er hun en ulvinde. Blot fordi du lagde op til at jage et dyr. Så det ville nok blive sjovt?)

Lugten af jægeren fik hende kort til at stoppe op.
Hun kendte alle i lejren, men ikke denne fært. Gemt bag oksehud og muld stod duften af en ung mand. En ung mand, som uden tvivl ikke vidste hvad han jagede.

Hendes grålige pels dækkede hele hendes krop, da hun i sin ulveskikkelse fulgte hans fært.
Hun var glad for at hun i det mindste kunne ændre sig il hvad hun nærmest ville - specielt hvis han nu ikke kunne genkende hende som et menneske. På den anden side, når en halvstor ulvinde stod foran hende ville hun da heller ikke overveje om den var et menneske inden hun ville skyde.

Men hun sad bare og ventede, ventede på den unge mand og på at han ville finde hende.
Hun glædede sig næsten til at han fandt hende. Det kunne velsagtens blive ret sjovt.

Hendes isblå øjne måtte vel på et eller andet punkt afsløre hendes ikke så dyriske side. Men hvem ved, måske tænker han ikke før han skyder.

Hun var forsigtig, idet hun gik tilbage mod ham. Hvem der så hvem først, ville hun jo snart finde ud af.

Selvom dette slags vejr kunne irritere mange, så var det måske endda det bedste vejr at jage i? Den stille vind skjulte jægerens lugt fra de fleste dyr, og regnvandet dæmpede lyden at knækkede kviste. Cain havde selv jagtet dette samme dyr i flere timer, og vidste skam udmærket godt hvad det var han jagtede.
Han havde skamskudt en ung buk, og fulgte nu dyrets spor for at færdiggøre arbejdet, og ende dyrets lidelser. Cain havde en fordel i hans ekstraordinære sanser og instinkter, men selvom han kunne følge et sådan spor lige så præcist som et rovdyr, og langt hurtigere end et menneske - så tog det dog sin tid. Bukken var ramt igennem lårbenet og ind i maven, og ville stadig tage flere timer om at dø. Cain kunne vise langt større empati for dyr end for andre halvguder og mennesker - så han var urolig, og ihærdig efter at finde dyret.
Men med ét, stoppede han op ved stammen til et gammelt asketræ, og gik ned på hug, med det ene knæ i den våde skvobund. Han placerede sin hånd på træets stamme, og brugte et par sekunder på at stirre frem, alt imens han af og til rynkede sin næse og udvidede sine næsebor. Han kunne lugte noget... Pludselig vendte han sit hoved væk fra træet, uden at bevæge sin krop, og fik øje på en rimelig stor ulvinde. Den havde sikkert haft sine øjne på ham i nogle øjeblikke, men nu var hans øjne på den. Cain var gennemblødt, og hans let krøllede, halvblonde hår klistrede sig en smule til hans ansigt og pande. Tøjet han bar var også gennemblødt - men han frøs ikke, og kroppen vibrerede ikke af kulden.
Det var gammel nordisk skik, ikke at tro på alt hvad man så i tågen. For tågens lette dug og mørket spillede ofte én et puds. Og af og til var der rimelig store tågebanker der flød igennem denne skov - og mange havde snakket om utrolige ting. Selv havde han set en masse i denne skov. Derfor holdte han øjenkontakten med ulvinden, uden at rette buen imod den, men med hans ene hånd om en kniv i hans bælte. Ulvinden var ikke hans bytte, men jagtede hun mon ham? Faktisk var Cain meget overtroisk, så da han så et blåt glimt i ulvindens øje, troede han blot at det var tågen der spillede ham et puds. Mange ting kunne ske, og mange af dem ville overbevise ham om ulvens eksistens... men indtil videre nøjedes han blot med at betragte den, skarpt, men hans egne, grålige øjne. Det var næsten som to ulve, to jægere, der havde krydset hinanden færd.

Hun stirrede på ham, varsomt. Burde hun stole på at han ikke skød hende?
Hun gik nu hen mod ham, tøvende. En lejrbeboer, i skoven så tidligt, kunne da ikke være helt kedelig?

Mens hun nærmede sig ham, skiftede hendes øjne fra den isblå farve til en mørke mandelbrun.
Hun blinkede lidt og så ham direkte i øjnene, roligt.
Hun åbnede munden og gøede lavt - næsten en halvkvalt bjæffen.

Hendes hale logrede lystigt kort efter, som en hvalp

Snart var der ingen tvivl eller mistro at spore i Cains øjne. Denne ulv var til stede, og var meget virkelig. Og dog... meget usædvanlig. Aldrig før havde han stødt på en vild ulvinde der så villigt ville nærme sig et menneske, vel og mærke uden at være skadet eller såret. Ofte var ulve meget menneskesky, og nærmede sig kun jægere hvis en snare eller en snuble-tråd havde viklet sig om dets ben. Mennesket, og især halvguder som Cain selv, var en sær essens i den naturlige verden. Selv havde han en speciel effekt på dyrelivet. Selv alfa-ulve og bjergkatte havde stor respekt for ham, og krydsede aldrig hans vej - som om hans tilstedeværelse var en tydelig trussel imod deres eksistens. Men det var ikke frygt... nej, nærmere respekt.
Men denne ulvinde opførte sig yderst usædvanligt. Han havde op til få gange hørt om formskiftere, og vidste også godt at børn af Loke kunne skifte deres form. Men han var for optaget af andre ting, til at huske dette - og tænkte slet ikke over at det rent faktisk kunne være en anden lejrbeboer der nu nærmede sig. I et øjeblik rynkede han let sine øjenbryn, og kiggede en smule mistroisk på ulvinden, men slap dog hurtigt sin kniv. Det var måske ikke en så god ide, men i stedet valgte han at smide sin bue over skuldren, og derved hænge den tværs over hans overkrop. I hans ene hånd holdte han den lille klump af hår fra den buk han forfulgte. Han tillod sig at fjerne blikket fra ulvinden, som ikke længere var ham en trussel. Og med hans frie hånd, samlede han lidt regnvand op fra en lille pyt foran ham, og drak hurtigt vandet. Der var noget underligt beroligende over denne ulvinde, og dets blik var fattet og ikke vildt. Han kiggede ind i de mandelbrune øjne på ulven, og tænkte slet ikke over den isblå farve han tidligere havde kunnet se i disse øjne.
Ofte kunne sådanne møder med naturen, fortolkes religiøst og spirituelt. Og siden Cain var yderst spirituel og overtroisk, var han begyndt at tro at denne ulvinde var sendt af guderne. Måske som en hjælp? Det faktum at ulvinden begyndte at logre med sin hale, fortalte ham rimelig hurtigt, at den ikke ville ham noget ondt, og måske endda var villig til at hjælpe? Derfor, efter lidt tøven, rakte han den lille klump af hår imod ulvinden, langsomt, og ikke truende. Måske ville den kunne spore dyret bedre end ham? Måske ville den kunne lede ham til det sårede dyr?

Hun stoppede op omkring tyve centimeter fra hans hånd, og så på den. Pelsen stak frem i totter, men så ikke særligt indbydende ud.
Stille snuste hun kort til pelsen, inden hun trak sig lidt væk fra ham.
Hun nøs et par gange og gned snuden mod sit ben inden hun så på ham igen.
Hun bakkede rastløs væk fra ham og satte i spring i retningen mod den sårede buk.

Hun løb, uden tanken om at jægeren nok ville følge efter hende.
Når hun havde ledt ham til bukken ville hun forsvinde igen, uden at han ville vide hvem hun var.
Sådan var det altid.

Hun snusede kort til jorden, inden hun løb videre igen. Dette gentog hun for hver tiende meter for at være sikker på at hun ikke ledte ham på afveje.

Dette var i sandhed et unikt møde i naturen. Hvis han vågnede op i hans hytte, ville det slet ikke overraske ham, og så ville alt dette blot være en god drøm han aldrig ville glemme. Han kørte den anden hånd tværs over hans pande for at fjerne det våde hår fra ansigtet, og betragtede nu ulvinden imens den nøs. At den havde været villig til at snuse, og rent faktisk forstod hvad han ville, var vidunderligt. Derfor kiggede Cain nysgerrigt og med et diskret smil på hans læber. Det var ikke ofte han smilte af forundring, men når naturen viste sig således for ham, kunne han ikke andet end at nyde det og finde det fascinerende.

Hurtigt satte ulven i spring, og Cain gjorde derved det samme. Han satte fra af den våde skovbund, og trådte i adskillige vandputter inden han indhentede ulvinden. Han kunne uden tvivl finde ud af at bevæge sig i en skov, og var yderst adræt. Han så alt hvad der foregik, og vidste hvordan hans kulle undgå grenene og sno sig forbi træstammer. Han løb ikke bag ved ulvinden, men forsøgte så vidt som muligt at holde sig på siden af hende, med et par meters afstand. Når ulvinden stoppede op, tillod han også selv at snuse lidt til luften - og rigtig nok, ulven ledte ham på rette vej...

Efter at have løbet rundt hist og her i noget tid kom hun til en stor såret buk.
Med et sår der gik igennem låret og ind i buen på den gik den svageligt med ørerne vagtsomt rettet mod dem.

Hun stoppede op, og begyndte at knurre mens hun skød ryg af bukken.
Hun havde på fornemmelsen af at jægeren selv ville nedlægge hans bytte, men fristelsen var næsten for stor til at modstå.
Hun kunne lugte blodet, og tænderne løb allerede i vand nu. Men hun holdte sig tilbage, knurrede blot.
Bukken måtte være ekstremt svag nu, når den ikke sprang væk ved hendes knurren.

Hun stod der bare, afventende.

Da Cain nåede frem, lidt efter ulvinden, bøjede han let i knæene og betragtede den store buk. Han var forbløffet over bukkens styrke, og det faktum at den stadig stod på alle fire. Der løb blød fra bugen og ned af dets bagben, og Cain skævede til ulven idet den begyndte at knurre. Han forventede næsten at ulvinden ville springe på bukken, hvilket ikke ville være godt... Men da den syntes at holde afstand, trak Cain sin jagtkniv fra bæltet, og gik langsomt nærmere.

Den store buk blev tydeligvis nervøs, og vaklede en smule til siden, idet Cain nærmede sig. Cain rynkede sine øjenbryn og betragtede bukken. Den prustede og hev anstrengt efter det mirakuløse åndedræt der ville få smerten til at forsvinde. Men det var et dødeligt sår, så der var intet at stille op. Han gik med rank ryg imod bukken, og med jagtkniven i hånden. "Jag är jägaren som har skapat ett hål i din mage. Ett hål som har förorsakat dig stor smärta..." Sagde han, lavt, til bukken. Bukken vendte hurtigt hovedet imod ham, og forsøgte at stange Cain. Men Cain fik hurtigt fat om bukkens nakke... og inden der var gået et splitsekund, havde han skåret et dybt sår i bukkens hals. Blodet begyndte langsomt at flyde, og selvom den svageligt sparkede til ham, blev han ved med at holde den, og lagde den ned at ligge. Han holdte bukken, som en fader der holdte et aggressivt barn. For den vred sig, og blev ved med at sparke til ham. "Men Gudarna har sett din smärta och dit mod, och hedra dig min vän. För ditt liv och ditt blod kommer inte bara att fattas av en människa, men av ett av gudarnas barn. Må du alltid vandra över slätterna hinsidas, och en dag returneras till Midgård for att leva, ras och dö igen..." Fortsatte han så, lavmeldt til bukken, alt imens den langsomt døde. Cain havde tydeligvis stor respekt, og følte måske endda skam over ikke at have slået den ihjel med det samme? I stedet havde denne mægtige buk gået i smerte, med et dødeligt sår, og blot ventet på at dø. Han slap bukken, og satte igen jagtkniven i hans bælte. Derefter fandt han en vinsæk frem, og holdte den frem under bukken hals. Han begyndte derved at samle det varme blod i vinsækken.


//Oversættelse:
"Jeg er jægeren der har skabt et hul i din bug. Et hul som har forsaget dig stor smerte" [...] "Men guderne har set din smerte og dit mod, og hædrer dig min ven. For dit liv og dit blod bliver ikke blot taget af et menneske, men af et af gudernes børn. Må du til evig tid vandre over de hinsides sletter, og en dag komme tilbage til Midgård for at leve, yngle og dø igen" //

Hun så på Cain, mens han holdte bukken og gjorde en ende på dens lidelser.
Hun knurrede forsat, indtil bukken var helt død. Så bakkede hun væk, mens skyggerne langsomt opslugte hende.

Hun håbede at han var for optaget af at tappe bukkens blod, til at ligge mærke til hendes forsvinden.
Mens hun bakkede ind i skyggerne blev hun langsomt til sin menneskelige skikkelse.
Dog kun iført bh og stramme jeans. Hun havde haft travlt da hun endelig fandt på at tage på jagt i morges.

Hendes sorte hår hang ned langt hendes skuldre og ned på ryggen. De brune øjne var der stadig, dog med øjenbryn der var piercet. Hun så på ham, fra skyggerne, inden hun begyndte at gå ved fra ham, ind mellem en masse træer, så han ikke ville kunne forbinde hende med ulven.

//du behøver ikke oversætte, snakker skam selv svensk //

Cain var for optaget af bukken til at bemærke at ulvinden langsomt forsvandt i skyggerne. Cain fjernede sin ene hånd fra vinsækken, og førte den under bukken ene lår, og løftede det slappe kadaver en smule op. Han skulle samle så meget blod som muligt. For selv hvis maddiker og fluer begyndte at æde af bukkens kød, så ville der stadig være blod at ofre til guderne. Men efter lidt tid, indså han der ikke længere lød den insisterende knurren bag hans ryg. Derfor vendte han sin opmærksomhed fra det løbende blod, og så sig over sin ene skulder. Ulvinden var selvfølgelig væk...

Det var vel også forventet at ulven forsvandt? Måske havde han bare regnet med et par øjeblikke mere i dets selvskab - for det var ikke hver dag, ej heller for en halvgud, at man havde et sådan møde med naturen. Han havde altid følt sig selv som værende lidt af en vinterulv, på en symbolsk facon. Han var ikke rigtig god til andet end at jage.
Da der var samlet nok blod i vinsækken, bandte han hurtigt en knude om sækken, der nu indeholdte omkring halvanden liter varmt blod. Der var stadig mere der skulle gøres inden han kunne slæbe byttet hjem til de kære madkoner. Han humpede lidt til siden, og stillede vinsækken fra sig. Han trak hurtigt sin jagtkniv, og brugte et øjeblik på at se sig omkring. I sådanne skove som denne - med mytologiske væsner og sultne dyr, så skulle man vogte over sit bytte, ligesom ulvene og resten af rovdyrene ville gøre det. Efter at have kigget skarpt rundt med et opmærksomt blik, satte han sine knæ i jorden, og lænede sig lidt ind over dyret. En distinktiv lyd kunne høres da jagtkniven blev stukket ind i bugen på dyret - og som en sav begyndte at at skære maven op. Damp kom derfra, sammen med en mindre behagelig lugt idet maven blev sprættet op.

efter at han havde sprættet bukken bug op, og kroppen var holdt op med at dampe,
kom hun endelig frem fra træerne, i den modsatte retning af hvor ulven havde forsvundet.
Hun regnede ikke med at han ville forbinde en ung kvinde med en ulvinde.

Hun så lidt på ham, inden hun lukkede øjnene kort.
''jager du alene? Er det ikke imod lejrreglementet?'' hendes tone var drilsk, dog rolig.
Bh'ens ene strop havde fundet på at skulle glide ned på armen, mens jeansne sad lidt lavt om taljen.
Hun smilede lidt, og afslørede et sæt næsten perfekte hvide tænder.

Idet dampen og den varme luft fra bukkens bug steg til vejrs, blev han også selv lidt varmere. Han pustede en lille lok af hans hår væk fra sine øjne, og fortsatte med at skære i dyret inden knivens blad var nået helt ned imellem dets lårben, og han kunne fornemme dyrets tarme. Dampen var varm, men fordi han var der, var luften stadig kold omkring ham selv og dyret. Hans egen ånde udgav ikke damp, men var som en kold vind der pustede fra imellem hans lunger. Hans puls var dog stadig en smule hævet efter jagten, men han fandt dette underligt beroligende.
Selvom dunsten af blod lagde tungt i luften, begyndte han at kunne lugte noget helt andet ikke lang fra ham. Faktisk var lugten så markant at han var overrasket over at han ikke havde lagt mærke til det før. Han lod dog som ingenting, og blev ved med at skære en smule af huden af bugen før han så reagerede efter at have hørt en kvindelig stemme. Instinktivt trak han sin blodige jagtkniv, og rettede den lettere aggressivt imod hende. I et øjebliks tid var hans næse rynket og han skar sine tænder - som et dyr der vogtede over sit bytte. Men lidt efter lidt blev han mere afslappet, og trak kniven til sig igen. Han rømmede sin stemme, og stak hurtigt kniven i jorden ved siden af sig før han smurte sine ærmer op til albuerne. Det var ikke underligt at han havde kunnet lugte hende. For al den bare hud hun viste, udgav distinktive feromoner og duftpartikler... og det var kun pga hans højnede sanser at han kunne lugte dette. Faktisk var det nu ret underligt at hun gik så let påklædt, for selvom de ikke var langt fra selve lejren, så var de dog et godt stykke inde i skoven.
Han måtte tænke en smule over sine ord, for han måtte lære ikke altid at tale svensk overfor andre som måske ikke altid forstod hvad han sagde. "Det er tydeligvis ikke alle der lægger så stor... vægt, i lejrens reglement." Svarede han så, rimelig køligt, med hans distinktive svenske accent. Men hurtigt derefter skævede han kort til hende med et diskret smil. For hvis det for ham ikke var tilladt at jage alene, var det så tilladt for hende at gå rundt i skoven alene? Han vidste desuden også hvem hun var. Han havde trods alt været i lejren i snart 5 år. Så selvom han måske ikke havde udvekslet ord med hende før, så havde han dog stadig hørt om hende, og hørt andre tale om hende. Han fjernede sit blik fra hende, og rakte begge hænder og arme ind i bukkens bug. Han trak en håndfuld organer ud derfra, og lod dem rulle ud på jorden imellem hans knæ. Lever, nyrer, tarme og mavesæk. Han kiggede på sine blodige hænder og arme, inden han igen rakte ind med hans ene hånd, og lod den anden placere ovenpå bukken. "Desuden..." Der lød nogle knæk idet han rakte imellem ribbenene og begyndte at hive i dyrets lunger og hjerte. "... så er reglerne til for at beskytte dem der ikke kan klare sig selv herude... og så er der forresten heller ikke ret mange der er villige til at jage en hel nat." Tilføjede han, stadig med det diskrete smil over hans læber. Hans ord grænsede sig vel næsten til at lyde hovmodige og selvsikre... men han havde jaget siden han var et barn, og havde gjort dette siden hans første år i lejren. Han trak en enkelt lunge ud fra sprækken, og rakte atter ind i dyret. Madkonerne syntes i hvert fald ikke at klage synderligt over hans 'arbejde'. Og hvad skulle han ellers lave? Kæmpe i arenaen?stå i en smedje... hah!

Cain. Som om han overhovedet kunne tro at han kunne få hende til at trække sig tilbage.
Tvært imod gik hun helt hen til ham.
''du havde da inden problemer med mig lige før? Hvorfor så aggressiv nu? Jeg æder skam ikke din buk - ellers tak.'' sagde hun og satte sig på hug ved siden af ham.
''reglementet er til for at blive overholdt. Dyr hører ikke ind under reglementet, og derfor kan jeg gøre hvad jeg vil. Og du - tilsyneladende også'' sagde hun med en rolig røst.

''det er længe siden jeg har set nogen så tryllebundet af mig. Tak for jagten.'' hun rejste sig igen, velvidende at hendes ord kunne opfattes som et angreb.
Hun begyndte at gå, roligt, væk fra ham og hen mod en smal sti der førte tilbage mod lejren