Det er kold(Dag)

T:20:30.
S:Lejerens store bål.
O: andre hal guder/inder, det store bål, nogle træer og buske.
V:kold, en jævn vind.

Ragnhild stod i skyggen af træerne, hun så på de andre halv guder/inder. hun smilede ikke, hendes ansigt røbede ikke den sorg hun følte inden i sig. hun gik hen til bålet og satte sig.

Dag var kommet ned til bålet, fordi han ikke havde noget bedre at tage sig til. Siden han godt kunne lide at være udenfor, kunne han lige så godt læse udenfor. Og der var hyggeligt nede ved bålet, på trods af de mange, larmende menneskerne.

Nu lå han på siden, imens han læste i skæret fra ilden.

ragnhild smilede et kort lille smil,men der var ingen glæde i det. hendes ansigt var stivnet, det kunne næsten være lavet af sten. hun skiftede form til en lille sort kat. hun gik væk fra bålets skær og gik ind i skyggen fra et træ. hun skiftede tilbage til menneske og lod sorgen komme frem. hun mærkede tårene komme men følte ikke nogen trang til at tøre dem væk...

Selvom han virkede fuldstændig fokuseret på sin bog, og bogstaverne deri, lagde han alligevel mærket til at en af pigerne forvandlede sig til en kat. Han fulgte hende med øjnene, imens hun forsvandt i mørket.

Han lå et øjeblik og pillede ved et af siderne i bogen, imens han kiggede ind i flammerne. Latteren fra de andre gav ham hovedpine. Gjorde ham lidt svimmel.

Han rejste sig op, stak bogen ind under den ene arm, imens han børstede noget skidt af trøjen. Han kunne lige så godt gå lidt væk. Han kunne ikke læse i al den larm.

I starten viste han ikke hvad det var for en lyd kan kunne høre, men så gik det op for ham at det var gråd. At der var nogen er græd. Han stillede sig op af et træ, da han fik øje på en skikkelse. Var det hende?

ragnhild satte sig ned i det dugvåde græs. hun lagde armene om knæene og hvilede sin pande imod kæene. hun mærkede hendes bukser blive våde af hendes tåre. hvorfor hende, kunne det ikke være hvilken som helst anden pige? det var en tanke hun havde stillet sig selv mange gange. hun havde en sitrende fornemmelse af at blive iagtaget. men i dag ignorerrede hun alle sine instinkter. hun lod tårestrømmen fortsætte.

Dag lod sig forføre af sin nysgerrighed, og stak bogen ned i bukselinningen. Det ville nok ikke blive der, men han ville holde øje med at den ikke faldt ud og blev fugtig i græsset.

Da han stod ved siden af den sammenkrøbne pige, bukkede han sig ned ved siden af hende, så de var på højde med hinanden. Han en smule højere, men tæt på. I stedet for at sige 'er der noget galt?' som almindelig mennesker måske ville sige, selvom man tydelig kunne høre at der var noget der gik den stakkels pige på, lagde han bare hovedet på skrå og kiggede nysgerrigt på hende. "Hvorfor græder du?"

ragnhild fik et chok da hun hørte en stemme tæt ved hende, hun rejste hovdet op og havde genvundet det meste af den fyrighed der var i hende ``hvorfor vil du vide det?`` hun snerrede ikke eller noget, hun var for træt til at gøre det. hendes sorg havde gjort hende træt og tung i kroppen.

Da hun løftede ansigtet, begyndte han med det samme at betragte hende. Hendes øjnes mørke, hendes hårs blødhed, hendes læbers krusning, hendes øjenvipper der var klistrede af tårer.

"Fordi jeg godt kunne tænke mig at vide det." sagde han bare, i mangel på bedre udsagn.

Hans ansigt var ret neutralt. Han smilede ikke, men han så heller ikke sur ud. Han så bare... nysgerrig ud.

ragnhild sukkede og tørrede de værste tåre væk med ærmet fra hendes hættetrøje ``det er bare noget med familien`` hun ville ikke sige at det mest var noget med hendes søn, den eneste der kendte til ham fra lejeren var lily. og sådan skulle det blive ved med at være, indtil videre...

Hans øjne flugte hendes ærme, da hun tørrede sig i hovedet. Det fugtige spor på stoffet. Han nikkede umærkeligt, og sukkede svagt. "Familieproblemer er normale i vores verden." sagde han, og mærkede en eller anden knugen i brystet. En lyst til at muntre hende op. "Vi har alle familieproblemer. En halvgud i en kernefamilie - findes simpelthen ikke."

ragnhild nikkede svagt. hun kiggede på ham. han var meget køn. ``halvguder burde efter min mening afleveres her i lejeren når de blev født, eller i hvert fald når man fandtd ud af de havde kræfter.`` hun smilede svagt, men det var ikke hendes sædvanlige levende smil. det lys der plejede at spille i hendes øjne var nu svagt, hun prøvede at tænke på noget andet.

Hans øjne glitrede. "Det gør de fleste allerede. Hvis de er i fare, i hvert fald." Han så ud som om han tænke sig om. Som om noget bevægede sig bag det grå i hans øjne. "Men jeg er enig."

Han lænede sig en lille smule frem imod hende, og fik et lidt bedre blik på hende i mørket. "Hvem er din gudeforældre? Loke?" Han var ikke helt dum, og det var ikke alle guders halvbørn der kunne forvandle sig til dyr. Katte.

hun smilede mere nu, lyset i hendes øjne var kommet mere frem nu. hun kiggede ham i øjnene ``ja, jeg gætter på du så mig som kat?hvem er din gudeforældre?`` hun smilede og lagde sig helt ned i græsset, hendes hår flød ud bag hendes hovde som en bølge eller en pude.

Hans øjne fulgte hver og en af hendes bevægelser. Han var godt i gang med at finde ud af hvem hun var. Altså, hvilken slags person.

"Nornerne." svarede han, og blinkede en gang. Det havde altid været et mysterie for ham, hvordan tre damer alle sammen kunne være hans mor, men der var vist også flere guder der havde flere forældre. På en eller anden underlig måde... Eller måske var det bare en af dem der var hans mor. Det ville være nemmere.

"Hvad hedder du?"

hun lagde sit hovde på albuen og kiggede op på ham, hendes øjne lyste af liv og hendes smil var ikke længere koldt. der var kommet en varme i det. ``Nornere, er det ikke dem der spinder folks livstråde?`` hun mente at have hørt om dem. hun smilede endu bredere til ham ``Ragnhild,men du kan bare kalde mig rang. dit navn?`` hun smilede lettere drilsk men stadig venligt og varmt.

Han var tilfreds med sig selv. Det havde lykkedes ham at gøre hende i lidt bedre humør, og underligt nok, kunne det ikke også lade være med at gøre ham lidt mere glad selv.

"Jeg hedder Dag." Han rakte hende sin hånd, selvom det var lidt akavet, fordi der var kortere end en armslængde imellem dem. Han vippede lidt på sine tæer, et øjeblik inden han fik balancen igen.

Måske ville hun ikke tale om det, men han havde stadig ikke fået stillet sin nysgerrighed. "Hvorfor græd du? Din far er lidt grov af og til, men jeg har set værre."

ragn gav ham hånden. hun hørte hans spørgsmål da han nævnte hendes far undslap en lille ironisk latter hende. ``det er ikke min far der er noget i vejen med, selvom jeg somme tider hellere end gerne ville køve hovdet af ham så nej. det er problemer med min mor`` hun sluttede sætningen der. hun vidste ikke hvor meget hun turde betro sig til ham, hun mærkede igen savnet af sin lille søn. hun mærkede tårene løbe stille ned af kinderne, hun mærkede deres salte smag på læberne. hun rullede rundt i græsset. hun havde rullet hen til et træ, hun satte sig op ad det og begyndte at pille blade og mindre kviste ud af hendes fugtige hår.hun holdt hele tiden øjnene på ham...

Hans øjenbryn løftede sig en lille smule længere op i panden, da hun begyndte at græde igen. Ups. Følelser var så nemme at ødelægge. Han kiggede på hende, da hun flyttede sig. I stedet for at følge efter hende, satte han sig bare ned i græsset med et bump. Om han blev våd af dug var han ligeglad med. Han mærkede noget hårdt stikke ham i siden, og han kom i tanke om bogen.

Han lænede sig tilbage og støttede sig på sine hænder. Himlen var flot. Stjernerne var ved at komme frem. Den blå time var lige ved at nå sin slutning, og farverne var ved at komme tilbage til deres sædvanlige mørke.

"Hvad er der med din mor? Er hun syg?" Dag havde svært ved at sætte sig ind i pigens følelser. Han havde ikke selv haft nogen mor, på noget tidspunkt. Heller ikke en far. Han kunne ikke engang huske nogen af dem. Han havde aldrig haft nogen han kunne knytte et stærkt bånd til. Om det var en velsignelse eller en forbandelse, var svært at sige.

ragn lo en latter der afspejlede hadet til hendes mor så tydeligt som nogensinde. hun stoppede med at le og så ham i øjnene ``nej, det er hun desværre ikke. nej... hun har måske bare dræbt min søn, fordi jeg nægter at vende hjem og gifte mig med en hun finder`` hendes øjne lyste af had da hun sagde ordet `mor` somme tider ville hunu ønske at hun aldrig havde haft hende...

hun lagde ansigtet tilbage i venlige folder, han kunne jo ikke gøre for at hendes liv var et ragnerok i sig selv.

Dags læber skiltes i overraskelse, så man kunne se mørket imellem hans læber. Ragnhilds latter fortalte dets tydelige sprog. Hun kunne ikke lide sin menneskemor. Hendes blik var heller ikke det mest behagelige, men Dag blev ved med at kigge hende i øjnene. Det var ikke ubehageligt - endnu.

I stedet for at falde længere ned, lukkede hans kæber i med et klank. Han havde fået nogle nye informationer at bearbejde. 1: Ragnhild var mor, selvom hun så ung ud, yngre end ham selv. 2: Hun ville ikke giftes imod sin vilje. 3: Hendes mor lød ikke særlig sød.

"Hvorfor vil du ikke? Tage tilbage og gifte dig?"

hun rystede stille på hovdet og smilede, hun afslørede lidt af sine tænder. det var et sjældent smil, et tegn på at hun stolede på folk eller personen. ``jeg vil ikke tilbage fordi at så tror min mor at hun kan styre mig, og jeg vil ikke giftes for det er imod min vilje og sæt nu ham jeg bliver gift med ikke er sød,sjov og rar. ligsom jeg kan lide mænd og drenge... hvad han nu er`` hun sukkede og lod sit hovde hvile op af træstammen. hun lukkede kort øjnene og slappede af, hun åbnede dem igen og så på ham med et nyt livsfyldt lys i øjnene. hun smilede stadig med let åben mund.

Han lavede igen den der grimasse, man kunne godt tro at det var et smil, men hans mundvige blev aldrig løftet. Alt smilet befandt sig i hans øjne. "Ja, det ville jo være skidt hvis du blev gift med en idiot." Han trak på skuldrene og rystede på hovedet, som for at ryste noget af sig, selvom han havde svært ved at bryde øjenkontakten med hende.

"Hvorfor vil din mor have dig gift med ham? Og hvorfor har hun din søn? Og er du ikke lidt ung til at have en søn?" Han måtte anstrenge sig for at holde alle sine spørgsmål bare lidt tilbage.

hun smilede ``den landsby jeg bor i er ALDRIG kommet ud af vikingetiden/bronzealderen i hvert fald så var jeg træl. og mændene må gøre med trælle som de vil, sådan fik jeg min søn. og min mor kan bestemme over mig fordi jeg er hendes træl.`` hun sukkede hun havde altid syntes det var dybt uretfærdig at hun var en træl bare fordi at Høgne ikke var hendes rigtige far. hun gned sine tindinger. hun så ham dybt i øjnene. ``du spøger bare alt hvad du vil, hvis der er noget mere du vil vide``

Han fik en rynke imellem øjenbrynene, der kun blev dybere jo længere hun talte. En by der var ligesom i middelalderen? Mente hun det bogstaveligt, eller bare fordi den var primitiv? Han valgte at tro på det sidste, selvom det ikke gjorde det hele bedre. Det var da forfærdeligt at de bare kunne begribe sig på hende som de havde lyst til. Utroligt at Loke havde ladet det ske. Dag ville da havde troet at han holdt lidt øje med sine børn. Godt nok havde han aldrig set sine mødre - eller forældre for den sags skyld - men nu havde han heller aldrig haft brug for dem. Ja, hans liv havde ikke været nemt, men han havde kunnet klare det uden problemer. Ensomhed og børnehjem gjorde ham ikke noget. Han behøvede ikke en familie..

I stedet for at blive frastødt, blev han blot endnu mere nysgerrig og interesseret. "Hvordan kom du til lejren?"

hun begyndte at smile stort ``jeg havde drillet byens smed lidt for meget. han fandt denne lejer og sendte mig hertil uden min mors samtykke. og han vil aller helst ikke have mig tilbage`` hun begyndte at grine en hjertelig og varm latter...

hun stoppede med at grine men lyset havde ikke forladt hendes øjne, hun bad stille til at Loke passede på hendes søn... som jo var hans barnebarn..