Det er kold(Dag)

Han kunne ikke lade være med at trække lidt i mundvigene da hun grinede. Han kunne godt lide hendes latter. Den lettede også på hans humør, hvilket egentligt var påfaldende dejligt.

"Viste han noget til det, eller troede han bare at det var en normal lejr? Det lyder lidt underligt? Var der ingen der kom og hentede dig da du fandt ud af dine evner?"

``han troede bare det var en lejer for for børn med problemer. nej der var ingen der kom, har skjult mine evner godt.`` hun smilede meget og gik over til ham og satte sig ned.

Han kiggede på hende, og klemte øjnene lidt sammen, som i et smil, da hun satte sig ned ved siden af ham. "Heldigt for dig." sagde han, og lænede sig tilbage igen, for at kigge på de begyndende stjerner. "Ellers var du nok blevet dræbt på et tidspunkt.."

Måske burde han havde fortalt lidt om sig selv - fortælle at det var præcist det samme han selv havde gjort - men det gjorde han ikke. Han gjorde bare som han plejede, og tiede stille. Nød stilheden, nød at hun sad lige ved siden af.

hun smilede ``ja det var jeg nok.`` hun lagde sig ned i græsset og kiggede op stjernerne der nu tittede frem på himlen. de minede om det lys der altid blev tændt i Jarkes øjne når han red på hende når hun var i hesteform. hun smilede ved alle de minder hun havde om ham, hendes lille guldklump.

Det var ikke særlig tit at han følte sig hjemme i lejren. Måske fordi han var lidt... anderledes. Det havde han i hvert fald altid været i samfundet, i menneskernes verden. Det ville nok tage lidt tid og nogle nye bekendtskaber for at føle sig hjemme. Han havde på fornemmelsen at han var på vej til at opnå nettop dette, når han sad her, stille, ved siden af en datter af Loke, i udkanten af skoven, under stjernerne.

// Bliver nød til at smutte ;) Ses i morgen?

//okay, skal også selv smutte. er klar i morgen //

ragn smilede og vidste ikke hvad hun skulle gøre. hun lod sin højre hånd glide gennem græsset, hun mærkede noget. det var hans hånd. hun smilede mere og lod sin hånd glide oven på hans. hun lagde sin hånd ned. og kiggede smilende op til ham. hun havde altid følt sig anderledes uanset hvor hun var. men nu og her følte hun sig for første gang i sit liv normal. hun ville ønske at dette øjeblik ville vare evigt.

// nåede lige ét svar til ^^'

Da han først mærkede noget på sin hånd, blev han overrasket og forskrækket, og kiggede ned - bange for at det var en slange eller et insekt. Da han så at det var en hånd, blev han lettet. Og forvirret. Det var Ragnhilds hånd.. Hvad var det nu det betød når nogen holdt en i hånden... I stjerneskind?

Han sank engang, da han pludselig fik besvær ved at skille nutid fra fremtid. Han vendte hovedet væk fra hende for at samle tankerne, men flyttede ikke sin hånd. Hvis det her var den fremtid hvor uglen....

En ugle tudede i det fjerne. Det var en ensom, mørk, nattelyd, og den fik Dag til at bide sig i læben.

ragnhild mærkede Dags forskrækkelse. hun trak stile hånden til sig. hun hørte en ugle tude i det fjerne. hun så godt at han vendte hovdet væk. hun kiggede på ham ``er der noget galt?`` hendes stemme røbede hendes tydelige bekymring for ham.
//kommer ikke på i weekenden, er på spejderlejer//

// Hyg dig! (:

Han vendte igen sit hoved imod hende, blinkede fraværende en gang, og så ud som om han kiggede på noget bag hende. Der gik et øjeblik inden han igen kiggede koncentreret på hende. "Nej, jeg er bare lidt svimmel. Ikke noget... alvorligt."

Han kunne ikke rigtigt lide hendes bekymring, så han sendte hende et tyndt smil. "Du behøver ikke at blive bekymret." For at skifte emne, lænede han sig hen imod hende, med hovedet på skrå igen. "Hvad er din evne? At forvandle dig til en kat?"

//takker //

hun smilede til ham... ``sig til hvis du får det værre, det kan være jeg har smittet dig eller sådan noget.`` hun var glad for endelig at slippe af med den hovdepine der havde gjort hende svimmel hele sidste uge og tidligere i dag. ``ja og nej. jeg kan skifte mig om til lige hvad det skal være,selv dig`` hun smilede drilsk og skiftede om til ham så han kunne se det. hun grinede kort og skiftede tilbage til hendes eget jeg. ``sejt hva?. hvad er din evne?`` hendes nysgerrighed var blevet vækket ganske svagt, hun ville selvfølig godt kunne forstå det hvis han ikke ville sige det...

noget kriblede på hendes hånd, det var en lille bille, en bænkebider vistnok. hun smilede og rystede den ned i græsset. hun kiggede ham i øjnene...

// Har selv været på min andel af spejderlejrer //

"Smitter mig? Det tror jeg ikke at du skal regne med." Han trak svagt på skuldrene. "Med mindre du altså er forkølet. Så kan det være." Sygdomme havde altid taget let på ham. Det var svært at finde en dag om vinteren hvor han ikke var forkølet eller noget i den stil.

Han kunne ikke lade være med at løfte sine øjenbryn en smule, da hun skiftede skikkelse til ham. Det var som at kigge sig selv i et spejl! Hov... sad hans hår sådan? Han løftede langsomt den ene hånd og strøg den igennem håret med et af hans betagede udtryk. "Fantastisk."

Bænkebideren fik mere opmærksomhed fra ham, end den burde. Han betragtede dens flugt igennem græsset, imens han tænke sig om efter et passende svar. Det var ikke alle der blev så glad for at høre om nogen der kunne se ud i fremtiden. Eller fortiden.

"Jeg ved ikke så meget om mine evner endnu. Det lykkedes mig at undertrykke dem i mange år. Det er derfor jeg først er kommet hertil nu." Han pillede i sin tommelfingernegl, og kiggede derfor ikke på hende. "Nogen gange ser jeg ud i fremtiden. Eller fortiden."

hun smilede ``jeg har næsten lige været forkølet,`` hun lyttede opmærksomt til det han sagde ``det lyder sejt og vildt uhyggeligt at kunne se ud i fremtiden og fortiden.`` hun gøs uvilkårigt, en brise ramte hende og hun trak bluse tætter om sig, hun begyndte stille at fryse..

Han kiggede på hende igen, og blinkede en gang. Det var ikke svært at se at hun frøs. Hende underarme var plettet med gåsehud. Han frøs ikke selv, men var lidt bange for at bogen blev våd. Han følte ikke nogen grund til at kommentere mere på sin evne, så han rejste sig langsomt og elegant fra græsset. "Vil du med tilbage til bålet?"

hun smilede ``meget gerne`` hun rejste sig op med et lille hop, og gik langsom og roligt hen til bålet,hun vendte sig om og kiggede på ham ``kommer du?`` hendes ansigt lyste op i et mildt smil.

Han fulgte med hende, efter kort at have strøget sine ben af for jord. Han slikkede sig over læberne, og kom om bag hende, på sine lange ben.

Da de kom tilbage til bålet, var der ikke helt så mange tilbage. Flammerne var faldet lidt ned, men gløderne lyste op i mørket. Nogen grinede, men tiede stille da han satte sig ned. De begyndte igen, et kort øjeblik senere.

Varmen fra bålet var dejligt, selvom han ikke havde frosset.

hun smilede da hun satte sig ned ved bålet, varmen fra de gløder der stadig lyste op var behagelig, hun hørte latteren fra nogle andre halvguder, de stod lidt længere derfra og dystede mod hinanden. det gik tydeligvis ud på at vælte modstanderen ned. de kiggede over på hende, hun kneb hendes øjne lidt sammen om så ondskabsfuldt på dem. hun lukkede øjnene helt, og vendte ansigtet mod bålet. hun åbnede øjnene igen, hun så på Dag ``hvor længe har du været her?``

Han flyttede ikke blikket fra de grinene halvblods, ovre på det ene bord. Altid så stridbare.. Voldelige og konkurrerende. Overraskende at han var en af dem. De så verdenen så anderledes end han gjorde. Ellers ville de da ikke opføre sig sådan...

"Jeg har været her i et kort stykke tid. Tre uger, måske." Tiden var svær at bedømme for ham, især med al den skiften fra fremtid til nutid. Tre uger var slet ikke nok til at vende sig til halvblodslejren.

hun hørte en fnise og vendte sig om for at se hvor den kom fra. det var nogle halvgudinder der havde kig på dag og de andre halvguder. hun rystede på hovde, de fleste af pigerne i lejeren var ligsom gæs, tomme i hovdet, eller næsten da. de havde kun øjne for halvguderne. hun sukkede lavmælt, nogle gange ville hun ønske hun var født som dyr...


hun så tilbage på dag, hun nikkede og smilede ``hvad syns du så om lejeren?`` hun var nysgerrig efter at vide om han havde den samme opfattelse af stedet som hun havde...

Han rystede opgivende på hovedet, lige så meget over hendes spørgsmål, som over de fnisende piger. "Folk her er så... impulssive. Opfører sig som små børn." Det var måske fordi de var små børn. Nogen var 13 år gamle, måske yngre. Han havde bare aldrig opført sig som dem, så måske var det derfor at han kaldte dem for børn.

"Men jeg skal nok komme til at nyde det. På et tidspunkt." Troede han, i hvert fald. Der var masser af spændende glimt fra fortiden. Måske fandt han en dag et med Ragnhild.

hun smilede, han havde samme opfattelse af lejeren som hun havde. ``du er ikke den eneste der syns det, jeg er enig med dig.`` hun kiggede på ham og så hørte hun en ulv hyle i det fjerne. i dag gad hun ikke hyle tilbage som svar. hun kiggede ind i gløderne og rakte hænderne frem for at få varme i hendes fingre. hendes fingre var begyndt at fryse meget, hun gættede på at de var frosne. hun ville ikke engang forsøge at bukke dem.

Han var lettet over at hun var enig med ham. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas, at der også var en anden der delte hans synspunkt. Det ville have været trist, hvis hun havde vist sig at være en af de der fnisende piger, der stod og hujede af dem der stod på bordene og prøvede at vælte hinanden ned.

Da lyden af en ulv der hylede flængede hans stilhed, kiggede han tilbage. En rynke trådte frem imellem hans øjebryn. Var der rigtige ulve i lejren, eller var der andre der kunne forvandle sig til dyr?

hun bemærkede hans panderynken. hun smilede varmt ``det er rigtige ulve,de bor i skoven.`` hun kiggede over på halvguderne der forsøgte at imponerre pigerne, hun fik en drilsk ide. noget som der nok kunne gøre aftnen lidt sjovere. hun rejste sig og uden at blive bemmærket skiftede hun om til en stor muskuløs dreng....

hun gik over til drengene og prikkede ham der lige havde vundet på skulderen, hun pegede på bordet og stillede sig derop, hun smilede lumsk da han stillede sig op foran hende. da han gik imod hende flyttede hun sig bare lidt til siden. han landte i græsset med den andres latterbrøl skiftede hun tilbage til hende selv og smilede veltilfreds. en lille latter undslap hende...

hun gik over til dag igen og satte sig muntert ved siden af ham.

Tanken om rigtige ulve i skoven gjorde ham både nervøs og spændt. Han kunne godt lide ulve. Det var smukke dyr. Deres flokinstinkt interesserede ham grænseløst.

Han fulgte det lille teaterstykke ved bordet. Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Okay, Ragnhild var ikke som de fnisende piger. Hun var sjov. Rigtig sjov, ikke den der måde med dårlige jokes, men... rigtigt. Han sendte hende et opmuntrende smil, og han havde svært ved ikke at se på hende som om hun lige havde wrestlet med en bjørn. Halvguderne stirrede stadig efter dem.

"Så fik de den." sagde han og blinkede til hende.

hun smilede og var glad for at han havde humor ``det trængte de også til`` hun hørte flere ulvehyl, de var ude ved hule. det regnede hun med. hun savnede dem meget, hun så smilende på ham ``vil du se ulvene,sådan rigtig tæt på?`` hun ønskede at han ville sige ja, hun gik lidt væk fra bænken og skiftede til ulv. hun satte sig ned og logerede med halen, og udstødte et langvarit hyl, det var fuld af glæde og savn. hun havde altid set hendes hylen som hendes egen måde at synge på. hun havde aldrig kunne synge..

Han nikkede, og rettede sine gråblå øjne imod hende. Han regnede ikke med at en enkel nedtur ville gøre noget i det lange løb, men man havde vel lov til at nyde de små sejre. Han nød i hvert fald deres overraskede blikke.

Han hadede lidt at hun altid overraskede ham. Han havde godt nok set et glimt af en ulv ved bålet, men han havde ikke regnet med at et ville være ham og Ragnhild... "Selvfølgelig!" Som sædvanligt havde han svært ved at skjule sin forventning, og rejste sig for at følge efter ulven - som han fortalte sig selv var Ragnhild. Hendes øjne var mere eller mindre de samme, men hendes krop... hun var så... ulveagtig. Pelset.

// Bliver nød til at smutte.. Jeg kan ikke love at jeg kommer tilbage i dag ^^