walking... - Dag

t omkring 22.00
s forsamlingspladsen
v småregn, lunt og rart
o forsamlingspladsen


Regnen var svag, mild og lun, ikke normalt for en Septemberaften..
Alligevel, så var regnen så forfriskende når man tænkte på hvor skidt hun havde haft det de sidste par dage. Undervisning ville snart finde sin plads på lejren, og så ville alt være skole. Hun var aldrig blevet undervist. Aldrig. Alt hvad hun kunne var på grund af Jon eller hende selv.

Hendes ene arm var dækket af en bandage, med små meget svage tegn på gennemblødning. Nylige tegn på kamp. Om de var fra træning eller fra forsvar var ikke umiddelbart til at se.
Hendes hår hang løst, bølgende over hendes skuldre og ned over hendes lænd. Uden andet end et par skotskternede natbukser og en grå t-shirt samt et par flade sandaler, gik hun roligt rundt i den lune nat og nød at folk ikke snagede i nyheden om hendes 'trolovelse' mere.

Dag havde været her i et stykke tid. Skye havde travlt med at finde nye venner, og så længe de var her, var hun i sikkerhed. Hun havde ikke brug for ham til at beskytte hende længere. Det var både skuffende og lettende. Han viste ikke helt hvad han skulle tænke. Derfor sad han nu på en af forsamlingspladsens forhøjninger og nød stjernerne. Han havde læst da han kom, men nu havde han lukket bogen og havde stukket den ned i bukselinningen. Han kunne jo ikke læse når det regnede. Hvis den blev våd løb blækket.

Der var ikke andre personer da han kom tidligere, så da han fangede en bevægelse ud af øjenkrogen, fulgte han det. En ung kvinde. Det var nemt at se på skikkelsen. Slank og kurvet. Hun var svær at skilne fra mørket, så han satte sig op og fulgte hende med blikket. Hvem var det nu lige det var? Han glemte aldrig et ansigt, men det var svært at se hendes i mørket.

Hun trak vejret tungt, inden hun satte kursen mod forsamlingspladsen. Hun var ikke glad for den besked alle havde fået, om muligheden for at vinde hendes hånd.
Specielt ikke når hun vidste at dem hun ikke ønskede vandt, havde den største chance...
Hun så ned, inden hun hurtigt så op og stirrede direkte på Dag. dog havde hun ikke set ham. Han var for svær at se i mørket.
''hallo?'' sagde hun hurtigt, dog forsigtigt. Med sin dårlige arm havde hun svært ved at forsvarer sig.

Dag blev lidt forskrækket, da hun pludselig vendte sig om og kiggede direkte på ham. Sådan føltes det i hvert fald. Han kunne næsten mærke hendes øjne.

Han opfangede det skjulte spørgsmål i hendes stemme. "Bare rolig, jeg er harmløs." I princippet var han ikke særlig harmløs. Han var ikke den bedste fægter i lejren, men han var hurtig og smidig, og god til at undvige. Men han lød harmløs. Hans stemme var blid.

Han genkendte hendes stemme. Den anden pige i Loke-hytten. Elizabeth, hvis han huskede rigtigt.

Hun stirrede bare på ham, mens hun ventede på at hendes øjne lod hende se lidt bedre i nattens muld og mørke.

''harmløs, siger du? Hvordan kan jeg vide mig sikker på det?'' Hun spurgte, med et lille grin. Mest af alt af ren og skær nervøsitet.
Gad vide, om han havde hørt om hende? Om Elizabeth, lejrefterfølgeren?
Nk ikke, han måtte være ny. Sjældent så man folk herude så sent, og sjældent dem som allerede var tilvænt deres hytter.

Hendes nervøse latter fik ham til at røre rastløst på sig. "Det kan du ikke." sagde han bare.

Han fortrød et kort øjeblik at han ikke var blevet tilbage i sin hytte, alene, under sin dyne. Det var ikke det samme som den sprøde aftenluft, men han elskede sin dyne og at være alene. Hans muskler var spændt, og han forventede hendes reaktion. Hun virkede nervøs.

Hun kunne mærke sin kæbe spændtes ved hans svar. Hun havde flere gange mødt det svar og fortrudt yderlige samtaler. Derfor valgte hun det mest rationelle hun kunne komme på, at træde væk fra ham.
''Undskyld forstyrrelsen.'' sagde hun stille, og vendte om for at gå tilbage til hendes hytte. Så hellere hører på tvillingerne og Ragnhild.

Om end hun var bange eller ej, så var hendes stemme et tydeligt tegn på nervøsitet og frygt.
Hun havde ikke lyst til at møde mennesker som hun ikke kendte og stolede på når det var mørkt.

På den ene side var han lettet da hun trådte væk. Han var ikke i humør til at skulle forholde sig til nervøse kvindfolk. Dem vidste man aldrig hvor man havde, de blev så nemt fornærmede og voldelige. På den anden side var han skuffet. Han havde på fornemmelsen at Elizabet ville være... spændende.

Han bed sig i læben og skældte sig selv ud over at være så impulsiv - det var hans ellers aldrig - inden han igen åbnede munden og talte med den der blide stemme, som om han prøvede at tæmme et dyr. Han havde det som om han skulle til at vælge imellem den røde eller den blå ledning. Han måtte hellere snakke lidt med Skye senere, han kunne godt bruge noget pigevejledning.

"Hvordan går det med din arm? Har du fået en healer til at se på den?"

Det var derfra han viste hvem hun var. Han havde set det. Da hun kom tilskade. En af de dage han var alene og bare gik rundt og klippede imellem tidspunkter.

''healere kommer aldrig tæt på mig. Jeg har en tendens til at skræmme dem..'' sagde hun stille, inden hun rystede på hovedet.
''hvem er du? Du kan umuligt vide hvem jeg er, medmindre du... Vent, er det dig der er Dag? Søn af nornerne?'' hun så nu ligefrem nysgerrigt på ham.

En der kunne se fremtiden, fortiden... En der kunne se hvad andre måtte opleve. Det måtte være så.. fascinerende.

Hun så bare hen på ham

Skræmme healere? Okay, nu begyndte det at kilde ned langs hans rygsøjle. Han rørte rastløs på sig, i sin sidende stilling. Hans øjne var ved at vende sig til mørket, men han kunne stadig ikke se hende klart.

Ouh - han hadede når folk sagde sådan. Han foretrak at være så anonym som muligt, selvom det måske burde gøre ham stolt at han var kendt udi lejren allerede. Dog kunne han ikke rigtigt lyve for hende, sige at han var en anden. Hun ville vel finde ud af det på en eller anden måde. Genkende han stemme eller sådan noget.

"Ved du det fordi du er lejrlederens datter?" Det var da snyd at hun havde sådan et væld af information i form af hendes far. Han viste alt om alle deltagerne, og hvis hun ville vide noget, kunne hun bare spørge ham.

Hun så nu lidt ned igen, ved hans spørgsmål.
Nej, Jon var ikke hendes far, det var jo åbenlyst. Han havde elsket hendes mor, af hele sit hjerte. Og den kærlighed var blevet til beskyttelse for hende.
Hun så lidt væk, inden hun hurtigt gned sine tårer væk. Det var ikke lykkelige minder fra de første år af hendes liv. Jon i sorg. Ville hverken kendes ved Elizabeth selv, eller hendes mors eksistens.
Hun sukkede og trak vejret rystende.

''Jeg er ikke hans datter. Ikke biologisk. Han er bare en gammel ven af familien.'' sagde hun, da hun endelig havde genvundet sin stemme.

Det var for mørkt til at han kunne se hendes ansigt, men han kunne nemt høre på hendes stemme at hun græd - eller var tæt på. Der var en sårbarhed, en rysten, der fik ham til at føles næsten fysisk dårligt. Følelser gjorde ham lidt nervøs. Skyes fjollede, naive glæde kunne han godt klare, stilheden også, men han blev altid meget bevist på sig selv når folk græd... Eller var tæt på det.

Han tøvede et stykke tid, fokuserede på hendes skikkelse og den skarpe luft han trak ned i lungerne. "Det ved jeg." endte han bare med at sige. Hun var datter af Loke, så langt så godt, men guderne var jo aldrig deres rigtige forældre. De tog sig ikke af dem, viste dem ikke engang at de var klar over deres børns eksistens. Han så i hvert fald ikke nornerne som sin mor. Han så ingen som sine mor. Det var simplere på den måde. "Men fungere han ikke som din far? 'Far' er et vidt begreb." Han ville faktisk gerne forstå hvordan det så berømte bånd imellem børn og forældre fungerede.

''jeg har ingen forældre.'' Hun prøvede at sige det uden skælvende stemme. Men det var sandheden.
Jon havde på det sidste opført sig som hendes mand. Som om han havde fuld ret over hende.
Hun så lidt ned.
''jeg vil overlade dig til din bog igen.'' sagde hun stille. En fordel ved at kunne skifte ind til dyr. deres sind blev langsomt ens eget.
Følelsen af at kunne se i mørket var ikke kun en følelse længere. Gennem årene var det blev en realitet.

Hun bukkede kort for ham, som et tegn på respekt

Han kiggede skuffet på hendes silhuet, og rettede på bogen der stak ham i siden. Måske fik han et blåt mærke. Han måtte simpelthen lade være med at tage en bog med når himlen var grå og regn var på vej. Han kunne ikke blive ved med at give sig selv blå pletter på den måde.

Kort så han mørket ændre sig, som om hun flyttede sig igen. Hendes farvel var rimelig utvetydigt, og denne gang følte han ikke rigtigt at han var i sin ret til at stoppe hende. En gang var mere end rigeligt, og ret atypisk af ham. Hun virkede også som om hun havde lyst til at være alene, så han ville ikke stoppe hende.

Han rejste sig langsomt, og mærkede først nu hvor kold han var blevet i røven. "Godnat." Han stemme lød lidt malplaceret, især fordi hans tonefald var lidt forsigtigt. Han burde måske komme tilbage til sin seng. Få bogen ind i tørt klima. "God bedring med armen. Du burde altså få en healer til at se på det." Ellers ville der gå betændelse i det. Hun ville lægge et par dage i sengen, og Jon ville blive syg af... Uhm, det ville hun nok ikke vide, så han tiede bare stille.

Hun så ned, bag hendes sorte silluet var der kortvarigt en ulv at skimte, inden hun gik hen til ham.
Hun ville ikke gå, hun ville se ham - som det menneske han nu engang var.

''Mit navn er Elizabeth, men det ved du jo.'' sagde hun, og rakte sin raske hånd frem.
''undskyld hvis jeg virker forvirrende. Smertestillende har en tendens til at gøre mig groggy.'' sagde hun med et lille smil.
Man kunne svagt skimte hendes ansigtstræk.
Hun havde sort hår. isblå øjne med en blød varm gylden flydende undertone. Lange mørke øjenvipper.
Hun var næsten for tynd, anorektisk. Hun så lidt væk.

Han blev helt overrasket da hun kom tættere på. Mørket blev tættere og tættere, indtil han endelig kunne se hendes farver og former skarpere. Håret faldt stadig i et med mørket, men hendes blålige øjne skinnede næsten i ansigtet. Han glippede med øjnene. Han havde set hende før i klarer lys, men når man så nogen i mørke, var det som om man så dem bedre. Alle deres skygger.

Han var selv mere tydelig, med alle hans klare farver. Klassisk, nordisk udseende. Skarpe kanter, askeblond hår, bleg hud, gråblå øjne. Hans ansigt der var svær at finde en følelse der passede til. Halvvejs blidt smil, halvvejs uinteresseret.

Dag tøvede et kort øjeblik, inden han blidt, næsten forsigtigt, trykkede hendes hånd. "Det er en lidt underlig præsentation når vi begge kender hinandens navne." Hans stemme var som honning i mørket. "Men en præsentation, none the less."

Hun smilede svagt, og gned igen et par tårer væk.
''at vi kender hinandens navne, er ikke lig med at vi kender hinanden.'' sagde hun smilende.
Hun så på ham, studerede hans ansigt. Hun havde set hans billede i hans mappe, men ellers ikke. Han så... næsten normal ud.
Han lignede ikke de andre dog. Hans ansigt udtrykte ikke følelser, hvilket gjorde hende en smule utilpas.
Men hans stemme... Den var næsten til at smage. Så blid og sød. Fantastisk.

Der kom næsten noget sørgmodigt over hans ansigt. "Nej, det har du ret i." Gid han kendte alle de mennesker han kendte navnet på. Hvis han forstod dem, kendte deres motiver.

"Derfor må du hjælpe mig med at forstå dig." Det lød mest af alt som et spørgsmål. "Hvordan er det at være dig?" Ja, han kendte hendes navn og hendes gudeforældres navn, men han kendte ikke hende. Og han kunne mærke at han rent faktisk godt kunne tænke sig at lære hende kende. Hvis han skulle være her, kunne han lige så godt prøve at lære nogen at kende.

''lovet væk til en fremmet... bundet til stedet her for evigt..'' hun trak på skuldrene.
''det er fint nok at være mig. Der er mange som mig. Og alligevel er der ingen som mig.'' hun smilede stille.

''jeg synger, danser, tegner, maler, læser, træner. Jeg er bare mig'' sagde hun med et lille smil.
''og hvad med dig? Hvordan er du?''

Ja, han ville vel også være lidt halvtrist hvis det var ham der var lovet væk. I det mindste ville det blive til den bedste halvblods i lejren. Det ville da altid været noget, ikke? Så kunne man bare håbe at han var sød. Eller hende? Hvem ved? Eller ville Jon ikke være særlig imponeret over det? Skye havde foreslået hende at stille op til udfordringerne, men han ville aldrig vinde. Han var ikke interesseret i at strides om Elizabets hånd, ikke rigtigt interesseret i tanken om kærlighed. Han havde heller ikke haft særlig lang tid til at træne sine færdigheder, så han ville sikkert ikke have en chance.

"Wow, det er meget kreativitet på et sted." mumlede han, med øjenbrynene let løftet. Der spillede et svagt smil om hans læber i mørket, men det ville være svært at se for almindelige øjne. "Jeg er nok knapt så interessant. Ikke helet så talentfuld. Jeg.. skriver og tegner lidt. Mere sådan noter." Han glemte ting, så han havde tit en notesbog med. Nogen gange beskrev han eller skriblede små tegninger af nogen af de ting han så. Det hjalp ham tit med at huske dem, måske lærer noget, ligefrem.

''som søn af Nornerne..'' mumlede hun nu, en smule tøvende.
''må jeg spørge dig om noget? Det er noget med konkurrencen..'' hun så ham kort i øjnene, med oprigtighed.

''kan du se de opgaver konkurrenterne skal udføre?'' spurgte hun, og så derefter ned.
Hun kendte ikke meget til Jons planer. Om så han ville slå alle ihjel og have hende for sig selv, lå det hende uvidst.
Der var jo flere år til.

Han hadede alle sætninger der startede med: må jeg spørge dig om noget. Han havde lyst til at løbe skrigende væk hver gang, men det kunne ikke ses på ham. Dag var så fandes kontrolleret hele tiden, så meget at det godt kunne være lidt irriterende for normale folk der ikke var vant til det. Hvis man ville have en ordenlig følelse fra ham, blev man nød til at vente til han selv valgte at vise den, eller hvis han blev så fraværende at han slet ikke var klar over det.

Og netop, hvis han ikke havde haft den evne, ville hans ansigt have fortrukket sig i en ubehaget grimasse. Han havde altid fokuseret på at han ikke ville bruge sin evne til at søge information... ikke før han bedre fandt ud af hvordan den fungerede. Det var svært at lukke op for evnerne og vælge et bestemt tidspunkt - nogen gange skete det bare automatisk, så han slet ikke kunne vælge.

Han tøvede, og hans øjne flakkede lidt. Selvom han ikke havde det svar hun gerne ville have, ville han alligevel gerne sige et eller andet. "Jeg har ikke set klart hvilke udfordringer der kommer, men jeg har set... dagen, hvis du ved hvad jeg mener. Masser af pile, dueller... Alt for mange mennesker..." Der havde været mange deltagere, så meget viste han i hvert fald. Nu var det ikke fordi at Elizabet var utiltrækkende, og nogen gange skulle der ikke mere til.

hun nikkede stille. I det mindste ville Jon ikke snyde dem alle sammen. Det var vel meget godt.
Langsomt så hun op på ham igen, med et lille taknemmeligt smil.
''Tak, Dag. Nu er jeg lidt mere rolig'' smilede hun inden hun så på himlen.

''din evne... Den er fantastisk. Men.... Den må næsten være et helvede for dig en gang imellem?'' hun smilede, og lod igen blikket falde på ham

Hvis hun var taknemmelig, var han glad for at hun ikke havde set det han havde set. For ham havde det været mere eller mindre pandemonium. Teenagedrenge der skulle kæmpe imod hinanden i voldelige dueller for at vinde ære - og til og med en flot ung kvinde? Hendes smil fik ham dog til at holde sin mund.

Han skiftede vægten imellem sine ben, og så væk et øjeblik. "Et helvede? Nej. Jeg har styr på det." Det var kun en lille hvid løgn, men den overraskede ham. Hvorfor løj han over for hende? Og så overbevisende. Han skræmte næsten sig selv lidt.

For at dække lidt over det, ikke løgnen, men hans forskrækkelse, skyndte han sige at tale videre. "Hvad er din evne så? De fleste efterkommere af Loke skifter skikkelse. Gør du også det?"

Hun så på ham.
''ja, jeg skifter skikkelse. Men jeg manipulerer også med andres syn...'' mumlede hun stille.
Hun var ikke stolt over det, men det var jo nyttigt. Hvis hun ikke havde den evne, ville alle se hendes rigtige udseende. Det ville ikke være så rart.