walking... - Dag

Han lagde sit hoved lidt på skrå, så et glimt af stjernerne blev reflekteret i det grå. Han fik det er udtryk af dæmpet nysgerrighed igen. "Manipulerer du med mit syn lige nu?" Han lød ikke som om han ville blive sur eller noget, men som om han blev nød til at vide det hvis han ikke ville være vanvittig. Typisk Dag.

Hun nikkede stille over hans spørgsmål.
Lige nu, så han på en pige - en menneske pige.
Hvis hun 'slukkede' for den manipulation hun altså holdte kørende, ville han se en dæmon.
En kvinde, med hud der glødede som lava, med horn som djævlen. Med en hale - smidig og elegant.

Men alt dette ville han nok aldrig få at se, Ingen ville få det at se.
Hun så på ham igen.
''Du ser et menneske. Det er manipulationen. Hvis jeg lod dig se mit rigtige udseende...'' hun tav. *ja, hvad så? Han løber nok ikke skrigende væk?*
Hun sukkede kort af sig selv.

''du må undskylde mit vrøvleri.. Jeg er træt..'' sagde hun med et undskyldende grin

Hendes stille nikken gjorde ham kun endnu mere nysgerrig. En næsten sygelig kilden bredte sig langsomt i hans bryst. Den forsvandt dog hurtigt, da hun ikke virkede til at ville åbne sig for ham. Skuffende.

"Aha, så du er ikke et menneske?" Der var en tone af drilleri i hans stemme. "Du er vel ikke halv flodhest eller sådan noget?" Hans falske forfærdelse var nem at se igennem, men han holdt hans skuffelse tilbage. Hvis hun ikke ville vise ham hvad end det var hun maskerede, ville han ikke presse hende.

Så trak han på skuldrene. "Det er også sent. Vil du følges til din hytte?"

''jeg kunne sagtens vise dig hvad jeg virkelig er... Men er du sikker på at du vil se det?'' spurgte hun stille, inde at hun så lidt ned.
Hun så igen på ham, denne gang med øjne der næsten lyste i mørket. De var isnende blå og skæret fik dem til at se frosne ud.

Hun stod lidt fra ham, omkring en meter, da hun skriftede skikkelse. Fra at være et menneske med sort hår og normal hud, var hun nu noget nær en dæmon.
Elegante horn, hud der glødede som lava, øjne der lyste op som frost. En lang hale snoede sig bag hende.

Hun stod kun sådan i omkring et halvt minut. Så var hun et menneske igen. Hun så lidt på ham, inden hun så ned.
Hun bakkede et kort skridt væk fra ham

I mørket havde han ikke engang fået et særlig godt syn på hendes menneskekrop, men da hendes skikkelse pludselig ændrede drastisk udseende, og en eller anden lyskilde pludselig fik hende til at gløde, fik han så meget at se på at hans øjne voksede og hans pupiller trak sig sammen.

Selvom det havde været et godt stykke tid at lave ingenting i, var der ikke sket noget som helst i det halve minut. Han havde stået helt stille, helt ude af stand til at bestemme sig hvad han skulle gøre. Hun var så... hun havde været smuk i forvejen men... hold da op.

Han fandt det lidt ironisk at det var hende der trådte tilbage, da hun skiftede tilbage, manipulerede med hans syn, og det atter blev mørkt.

Da han sagde noget igen, lød hans stemme fuldstændig normal. "Hvor mange ved det?"

Hun stod igen, usikker som hun var, og stirrede på sine fødder.
Kunne han ikke se hvilket monster hun egentlig var?

Hun så lidt op på ham, da han spurgte ind til hvem der vidste det.
''kun lejrlederen og Bite.. Jeg ved ikke om Ventor har lagt mærke til det endnu..'' mumlede hun stille.
Hun var tøvende, med god grund. Hvis Dag fandt hende værende et misforster, ville hun blive endnu mindre værd i andres øjne
- og ikke mindst i sine egne.

Dag fandt sig selv lige så usikker som Elizabeth. Han viste ikke helt hvad han skulle sige til at hun havde åbnet sig så tilpas meget op imod ham, at hun følte sig sikker nok til at vise ham sit... sande jeg, åbenbart. Der var ikke mange der viste det, og det hjalp ikke. Det var ikke særlig tit han fandt sig selv i en situation med så mange løbske følelser, og han følte sig ikke særlig tryg ved det. Hvordan fanden skulle han reagere?

Usikkerheden fik ham til at handle uden at tænke over det, og det fortrød han lige så snart hans læber havde bevæget sig "Det er..." Hans stemme fadede ud i mørket. "Hvorfor?" sagde han i stedet, imens hans blik sank nedad. Han følte sig ikke tryg ved at se på hende, især ikke hvis hun kiggede op og fangede hans øjne.

Hun rystede på hovedet.
''jeg skulle ikke.. undskyld.'' sagde hun og bakkede igen væk, inden hun begyndte at gå mod hytterne.
Det var bedst hvis hun ikke talte for meget med ham - så kunne han ikke såre hende.
Hun travede i raskt tempo mod sin hytte. Var hun heldig var hendes søskende ikke hjemme, og hun ville kunne tæve sine frustrationer ud på boksepuden.

hun nåede dog ikke langt før hun stoppede op og så sig over skulderen, for at se om han var fulgt efter hende.

Hans krop havde åbenbart tænkt sig at opføre sig helt vildt dumt i aften, for han kunne slet ikke styre sine ben da de bevægede sig. Han stod lige bag hende da hun vendte sig om. Han kunne se farven i hendes øjne, ikke så ulige Skyes klare blå øjne, men der var et langt anderledes skær over dem. Ikke kun farven men også følelsen bag dem. Hans læber blev tynde.

Et øjeblik hang hans hånd imellem dem, men heldigvis fik han den til at falde ned langs hans side igen, inden den nåede at røre hende.

"Elizabet..." Hans stemme ebbede ud igen, inden han kunne nå at sige mere. Han lænede sig en smule fremad, og hans øjenbryn pegede opad i et omvendt V.

hun så stille på ham, afventende.
''jeg burde ikke have vist dig det. Undskyld.''
Hun så stille på ham, inden hun så lidt ned på sine fødder igen

Rynkerne i hans pande voksede i dybde. "Du skal ikke sige undskyld." Han løftede igen hænderne for at holde dem afværgende op. "Der er ikke sket noget som helst, hvis du fortryder det." Han kom med et lille opgivede suk. "Jeg siger det ikke til noget, hvis det er det du tror. Jeg ville ikke presse dig til noget du ville fortryde. Jeg undskylder." Han var tilbage i sin gentleman-rolle, noget han kørte galant og høfligt.

''jeg... jeg fortryder ikke..'' mumlede hun tøvende.
hun bed sig kort i læben.

//ved godt at jeg svarer meget kort, men jeg gør rent..//

// Uha, forfærdeligt! Efterårsrengøring! xD

Han trak på skuldrene med et lettet smil. "Fint, så er der vel ingen skade sket?" Han lagde hovedet på skrå, og prøvede at dreje sit ansigt i en grimasse han håbede på lignede et opmuntrende smil. "Du fortryder ikke, jeg fortryder ikke, win-win, right?"

//naah, min fyr kommer bare på besøg efter vi har været på hospitalet imorgen, så er nødt til at gøre rent //

Hun så lidt på ham, tavs.
Hvad skulle hun sige? Hvad var der at sige? Hun rystede på hovedet.
Hun så lidt ned på sine fødder.
''vil du med ned til indsøen? Jeg kunne godt trænge til en dukkert?'' hun så på ham igen, med de halvlysende blå øjne

// Hader når jeg skal ryde op fordi jeg får gæster... ^^'

Han blev lidt forvirret, fanget på det forkerte ben, da hun pludselig nævnte indsøen, men det betød vel at hun ikke havde nogen problemer med at være sammen med ham - det var da en god ting, efter aftenens dramatiske begivenheder.

"Selvfølgelig." Han trådte et skridt til siden, og gjorde plads til at hun kunne komme forbi, selvom der var masser af plads omkring dem. Han kunne godt selv bruge noget koldt vand og klar aftenluft. Søvnen tilbage i hans ensomme hytte virkede alligevel langt væk.

//ja, har været sammen med ham i en uge i træk, i dag. Så trængte til en lille pause. ^^'

Hun så på ham, inden hun begyndte at gå. Hun smilede stille, mens hun gik mod indsøen.

Vandet var iskoldt, og det var skønt! Alle de bekymringer hun havde haft blev skyllet væk i takt med vandet gled over hendes krop.
Hendes tøj lå ved vandkanten. Hun havde en bh på og trusser, intet andet. Hun svømmede rundt, og sukkede afslappet over vandets effekt på hendes humør.

Dag lod sig dumpe ned ved søbreden, og sparkede sine sko af. Efter at have pillet strømperne af, vendt dem rigtigt igen og puttet dem ned i skoene, stak han fødderne ned i vandet. Han fik gåsehud med det samme, og gispede. Vandet var koldt, men ikke ubehageligt. Faktisk dejligt forfriskende, ikke andet end man kunne forvente af vand her i verdenen.

Han var ikke ligefrem interesseret i at se på Elizabet halvnøgen, men nu var han jo en dreng, så hans blik flakkede lidt fra stjernehimlen til hendes silhouet i vandet.

Hun svømmede forsat rundt, grinende.
Hun elskede vandet, det var altid tættest hendes drømme.
Drømme om at sejle væk - aldrig se tilbage. Forlade det hele og skabe et nyt liv for sig selv.
Men, det var ikke en mulighed. Snart ville lejrens leder bede hende udvælge tre fra de tilmeldinger som lejrlederen havde modtaget.

Hun sukkede kort over tanken, hvis man absolut skulle tænke på den slags, så skulle man se det fra en god vinkel.
En hun kunne holde af, en der var til at stole på. En der ikke var der for at skade hende.

Hun glædede sig allerede en smule til at se tilmeldingerne. Hvem der havde valgt at tage udfordringen op.

Hun så tilbage, ind på Dag, som sad i vandkanten. Hun svømmede langsomt ind mod ham igen, og satte sig foran ham, i vandet.
''hvad tænker du på?'' spurgte hun med et lille smil

Lyden af hendes latter fik ham til at skifte stilling. Han sukkede og smilede svagt, imens hans blik atter rettedes imod himlen. Lyden af hans føder der pjaskede i vandet, overdøvede af og til hendes grinen.

Da han kiggede ned igen, sad hun lige foran ham. Det krævede kun et minimum af kontrol at kigge på hendes ansigt. "Det er svært at tænke på noget når du larmer så meget." Hans stemme var præget af et sjældent, kærligt tonefald.

"Vinterbader du tit?" Vinterbadning var måske så meget sagt, men vandet var i hvert fald ikke charterferie-temperatur. Måske lå det bare til de nordiske halvguder at kunne klare mere kulde. Det ville ikke undre ham. Han følte sig et kort øjeblik fristet til at springe i sammen med hende.

Hans tonefald fik hende til at rykke en lille bitte smule væk.
Hun smilede stadig, dog tøvende.
''men.. Hvad tænker du på?'' spurgte hun nysgerrigt.

''og jeg bader hver nat her, når jeg ikke kan sove.'' sagde hun roligt.
Hun var udmattet, og af og til kom der glimt af hendes 'rigtige' jeg.

hun så på himlen

Hans pupiller trak sig en smule sammen da hun rykkede sig væk, men hans ansigt forandrede sig ikke. Han udnyttede pladsen til at strække sine ben lidt.

Siden hun syntes at det var vigtigt nok at spørge om to gange, kunne han vel lige så godt sige det. "Helt ærligt - så tænker jeg ikke på så meget. Af og til er det nemmest at holde hovedet tomt. Men det er svært ikke at tænke på dig når du sidder der lige foran - i undertøj til og med." Han lød halvvejs seriøs, halvvej spøgefuld.

''jeg kan sagtens tage mere tøj på, hvis det gør dig glad?'' hun lagde hovedet lidt på skrå, inden hun rakte tung kort af ham.
Ikke barnligt... Mere som når man prøvede at opfører sig frækt.
Ikke at hun kendte til den slags.

Hun smilede lidt, og satte sig op ved siden af ham

Han havde svært med at slippe hende med øjnene. Hendes nuværende påklædning var nok ikke hele grunden, men hvis han indrømmede den anden ville hun nok blive lidt... sur.

"Jeg er skam glad." sagde han bare, med et skævt smil klistret på sit blege ansigt. Han havde ikke så meget erfaring med smalltalk, så han tav bare og kiggede på hende. Han prøvede ikke at stirre, men forskellen imellem at kigge og stirre var åbenbart meget lille.

Gad vide hvorfor hun sad her. Med ham.

Hun smilede forsigtigt, og gled tilbage til at være sit menneskelige udseende. Så tog hun sin trøje på, den klistrede lidt da hun stadig var våd, men det var bedre end at hun var halvnøgen foran ham.

''Dag, hvordan har du det med at være her?'' spurgte hun med et lille smil

Han kom med en blading af et fnys og et suk. "Hvorfor er det mig der skal øse ud af mine tanker hele tiden?" spurgte han drillende, og lod sig dumpe ned langs siden. Han stak håndfladen ind under kinden, så han kunne hvile sit hoved der, imens han kiggede på hende med halvt lukkede øjne.

Siden de var i gang med at være totalt ærlige, så han ingen grund til at han skulle holde op. "Jeg er forvirret. Helt vildt. Men jeg har efterhånden vænnet mig til ideen om at jeg er halvgud, og jeg føler at jeg... passer ind her. Måske ikke så meget med de fleste af menneskerne, men... yeah." Han gav op med et fjoget smil. "'Home is not where you live, but where they understand you', som Christian Morganstern så klog sagde."