You like water? - Elizabet

Sted: Indsøen.
Tid: 14:30
Vejre: Smuk vejr. Klar sol, dog med mørke skyer lurene i baggrunden. Frisk kølighed i luften.
Omgivelser: Naturen generelt. Ikke et øje i sigte.
Påklædning: (http: http://data.whicdn.com/images/7429740/covenant_large.jpg) (Den langhårede)

Kulde. Erics veltrænede krop, hamrede gennem den kolde vandoverflade, hvorefter det 'knustes' og vandet sprøjtede til alle sider. Efter et par få ivrige men kraftfulde svømmetag, søgte han igen mod overfladen. Mund, næse og så øjne. Han sugede dybt, og trak ivrigt den friske luft langt ned i lungerne. Det kolde vand, svøbte sig om hans krop, og prikkede flere steder i huden.

Dagen havde måske nok startet ud, med at være en smule kold og våd. Men da Eric først fik øjnene op for, hvor klart og smukt solen egentlig bagte på vandet, kunne han absolut ikke dy sig. Det var nu ikke fordi Eric i den forstand, var en direkte vandhund, som man nu kaldte det. Men en af de gode ting i livet for ham, var nu alligevel en god svømmetur. Med hans gode kropsbygning og imponerende muskelmasse for hans alder, var det alligevel en sport han kunne finde ud af. Han havde kort svømmet i skolen tilbage da de boede i Sverige. De. Eric lod sig kort flyde op på ryggen, og lukkede øjnene i. Et billede af Benedikte og hans moder, dukkede kortvarig op i hans hovedet, og fik trukket læberne op i et lille smil. Ellers lod han sig blot flyde rundt et godt stykke ude i vandet. Med solen skinnende på sin våde overkrop, og armene ud til siden.

Lyden af vandets overflade der brudtes kunne klart høres under vandet.
Kort kunne man skimte en mandlig figur længere inde mod bredden. Men kun kort, for så var han over vandet igen.
Elizabet svømmede rundt, under vandet, som om hun aldrig havde lavet andet.

Med en bikini der skjulte barm og skød. Intet andet. Hendes hår flød løst omkring hendes ansigt.
Omkring 30 sekunder senere, brød hun selv op over vandets overflade for at få luft.
Det sorte hår hang slasket om hendes ansigt, og de mange piercinger glinsede om kamp med vanddråberne i hendes ansigt.

Hun stirrede kort på den unge mand, inden hun svømmede videre, med hovedet over vande.

Vandet var næsten for koldt til blot at blive liggende. Men Eric gjorde det alligevel. Mærkede blot, hvordan bekymringer og små irritationer sivede bort, med de små skvulp fra vandet. Eric var normalt ikke fyren der blev irriteret. Og bestemt ikke vred. Kun ganske få gange, havde det virkelig sagt klik for ham. Men holdt man nallerne fra Benedikte, forblev alle glade og uskadt.

Lyden af en anden formegentlig menneskelig skikkelse, fangede hans opmærksomhed. Med lukkede øjne, krummede han kroppen sammen, og lod sig omsluge af vandet igen da han sank. Det varede dog kun ultra få sekunder, før han skød ansigtet over vandoverfladen igen, og fjernede det værste våde hår. Roligt padlende, svømmede han et par gange rundt om sig selv, alt imens den måske lidt forvirrende halvgud forsøgte at lokaliserer lyden.

Dér. Eric standsede øjeblikkeligt sin søgen, da han fik øje på en mørkhåret skikkelse længere fremme. Tydeligvis af hunkøn. Undrende lagde han hovedet en tand på skrå, og gav sig til at tænke efter. Lyden var kommet brat, og han mindedes ikke at have set nogen før han kom. Hvordan var hun kommet her? Alligevel til trods for sin undren, om pigens underlige tilstedeværelse, sendte han hende et prøvende smil. Det var måske lidt usædvanligt at mødes for en snak, lige midt i vandet.

Hun så lidt på ham, hvordan han svømmede rundt.
Da han smilede til hende, kunne hun ikke andet end at smile igen.

Kulden var skøn, den bed ind til benet, fik hende til at føle sig levende. Vidunderligt levende.
Hun svømmede hen mod ham, roligt.

(sorry kort svar, synopsissen drillet..)

(Det er skam i orden)

Det var rart se, at pigen faktisk smilede tilbage. Svømmende midt ud på en sø, lalleglad smilende for sig selv, virkede måske ikke som det smarteste i hans verden. Især ikke foran en af de potentielle lejerboer, som han gik ud fra, at hun måtte være.

"Hur..."

Han måtte kort standse sig selv, før han talte helt færdig. Efter flere år blot med engelsk eller svensk, var det nemt at glemme, at det ikke var alle der talte det samme sprog. Han tyggede lidt på ordende, inden han prøvede sig frem igen.

"Hvordan är vandet?"

Tilfreds måtte han smile over sit resultat, mens han betragtede pigens krop svømme i vandet. Den syngende svenske accent, lod ikke til at ville forlade ham uanset, hvordan han talte. Den spejlblanke overflade, der blev ramte af solen, gjorde at man knap kunne se kroppene der padlede rundt nede i kulden. Selvom hans egen krop var stor, var det ikke sikkert at hun ville kunne se ret meget af den.

Hun storsmilede da hun hørte hans tykke svenske accent.
''Verkligen trevligt'' smilede hun inden hun så på ham.
''Så du är från Sverige?'' spurgte hun roligt, dog uden accent.

hun havde varme mandelbrune øjne

"Ja, det är bra.."

Måtte han smågrinende konstaterer med hende. Det overraskede ham lidt, at hun kunne snakke svensk. Men det var kun positivt, også selvom det 'blot' var øvet. Det var nemt at høre, uden den accent, som han selv gik rundt og bar på.
Pigen virkede i sig selv, helt nede på jorden. De befandt sig begge, unaturligt tæt, og med ualmindeligt lidt tøj på. Men det sagde åbenbart ikke nogen af dem noget.
Han nikkede kort, med et bredt stolt smil.

"Kiruna. Och du?"

Erics egne mosgrønne øjne, betragtede hende mildt. Efter at have tilbragt det meste af sit liv, i tæt selskab med sin søster, var det at 'kigge-på-piger' aldrig rigtig noget der havde faldet ham ind. Der var selvfølgelig blevet grinet lidt med vennerne, og udvekslet kommentarer. Men Benedikte ville altid blive prioriteret højst.

Hun smilede blot endnu mere da hun så hans milde øjne.
''jeg er selv herfra... Jeg blev født her.'' hun så lidt op på himlen.

''mit navn er Elizabeth.'' smilede hun, inden hun rækte ham hånden.
''som du kan høre er mit dansk langt mere øvet end mit svensk.'' sagde hun med en mild latter.

Han nikkede langsomt og bekræftende, inden hans smil spillede sig op til noget lettere drillende. Han stille for sig selv.

"Lige här?.. I campen?"

Han sendte hende et kort og undskyldende smil, over sin egen platte humor, inden han tog imod hendes hånd, og trykkede den let. Den anden arm, tog stadig kraftfulde svømmetag, for at holde hans tunge krop, oven vande.

"Elizabet?.. Smukt nanm! Jeg er Eric."

De danske ord blev hurtigt grødet til af den tykke svenske accent. Men det var let at høre, at Eric faktisk lod til at trække de danske ord til sig. Han ville gerne lærer sproget. Især da de fleste af beboerne her, nok ikke talte det samme som ham selv.

"Dit svensk er bra."

Nikkede han bekræftende, og tog langsomt sin egen hånd tilbage igen. Kulden mødte den straks, da den blev sænket ned, for at hjælpe med at padle.

''ja. Her i lejren.'' sagde hun bare, med et lille smil.
''lad os komme lidt ind mod land inden du drukner'' grinte hun drilsk inden hun forsvandt ned under vandet.

Hun svømmede hurtigt ind mod bredden for at få fast land under fødderne

Han rystede smilende på hovedet af hende. Det kunne sådan set sagtens være sandt, men det lød alligevel som en sjov forklaring i hans øre. Men, hvem vidste, hvad der havde foregået her på lejeren før andre kom til?

"Jeg drunknar inte. Bare rolig."

Lo han efter hende, da hun forsvandt ned under vandet endnu engang. Tanken om at dykke ned, og lade sig omslutte af kulden endnu engang, fristede kort. Alligevel besluttede han sig for at få pulsen op kort. Med store bevægelser gav han sig til at crowle stilrigt ind mod breden. Blikket var ikke længere fokuseret på Elizabet. Med hendes snigende svømmetag, formodede han, at hun var fuldt ud i stand til at bringe sig selv sikkert i land.

Uden rigtig at tænke over det, svømmede hun bare videre.
Det var tydeligt at se under vandet, at hun ikke svømmede som en 'normal' ung kvinde.
Hendes ben var samlet, og bevægede sig som 'havfruers' haler.
Vidste man ikke bedre, skulle man næsten tro at hun var en 'havfrue'.
Dog var sagen lidt anderledes. Hun havde evnen at skifte udseende. Hun smilede roligt da hun satte sig ved bredden og så på ham

Blikket var ikke specielt rettet mod Elizabet. Alligevel kunne han skimte hende under vandet, de gange hans eget ansigt røg under overfladen. Stille imponeret over hendes unikke svømmemåde, måtte han stoppe op et kort øjeblik for luft, alt imens han betragtede hende finde ind til bredden. Der var et præg over hende, som han ikke lige kunne sætte fingeren på. Måske den snigende væremåde, som virkede mere mystisk end menneskelig? Med et skuldertræk var han på farten igen.

Ikke mange sekunder senere efter Elizabet, dukkede Eric op. De alligevel noget brede arme, landende med et vådt klask, og strakte sig. Erics egen krop fløj hurtigt op af vandet, og landede siddende på bredden, en passende længde fra Elizabet.

"Du.. Er fra lejren, right? En.. gjammel beboer?"

Han sendte hende et prøvende smil, uden rigtig at vide, hvordan han skulle formulerer sig. Elizabet virkede langt mere sikker, end Eric ville turde sig ud for, her de første par dage i hvert fald.

''jeg er født her'' sagde hun med et roligt smil.
Hun så på ham, med et varmt og modtagende smil.

''og jeg kommer også til at dø her. Når den tid kommer. Min kære plejefar - Jon - har valgt mig og en eller anden heldig gut til at overtage efter ham.'' mumlede hun og så på ham igen

Født her? Okay, den var ny. Eric nikkede anerkendende og en smule overrasket.

"But.. Jeg troede man kom her?"

Han kørte fraværende en hånd gennem det våde halvlange hår, i et simpelt forsøg på at ryste de værste dråber ud af håret, inden han igen placerede hånden på bredden. Hele Erics krop var stadig dækket af små funklende dråber, der alle blinkede let i solens klarer stråler. Kroppen i sig selv, bar tydeligt præg af hårdt fysisk arbejde. Landlivet var ikke en leg, når man var manden i huset.

"Så.. Du kan aldrig.. rejsa? Du kan inte flytte?"

Han hævede undrende et fugtigt øjenbryn, alt imens han betragtede hende. Elizabet virkede i hans øjne, ikke specielt lykkelig over situationen. En trist skæbne i Erics øre.
En let bulren lød ikke langt fra dem. De mørke skyer på himlen holdt stadig afstand, men gjorde tydelig tegn på at ville mere end blot pynte.

Hun så på ham, stille.
''nej, jeg kan ikke flytte herfra. Sådan er reglerne jo.'' sagde hun bare, med et lille smil.

''hvad med dig? Hvor er du fra?'' smilede hun stille, inden hun så på himlen med den buldren

Eric sukkede let. Reglerne. Han var ikke sikker på, at han overhovedet kendte halvdelen. Den eneste regel han sådan set havde i hovedet, var at man opførte sig pænt, hvilket han bestemt også havde tænkt sig... Alt imens han ville overvåge sin søster.

"Jeg kender vist inte de regler.."

Lo han undskyldende. Betød det mon, at han aldrig kunne rejse hjem heller?

"Jeg er fra Sverige!"

Sang han, med sin fyldige svenske accent, selvfølgelig mens han smilede stolt.

"Jeg komme fra Kiruna i Sverige.. Men også fra USA."

Himlens buldren lod til at fortsætte ganske mildt. Eric efterlignede kort Elizabet, og kastede et kort blik op mod skyerne. Han virkede langt fra irriteret eller bange over det ulmende uvejr. Faktisk ganske tryg. Det mindede ham i korte træk om hans rigtige far. Thor selvfølgelig.

Hun smilede.

''det er kun fordi jeg er arving.'' sagde hun roligt.
''i andre kan rejse når i vil. Men der er ingen tvang.'' sagde hun med et lille varmt smil til ham.

''Kiruna? Det har jeg aldrig hørt om før. På den anden side, jeg har jo heller aldrig været udenfor lejren'' sagde hun roligt

Han nikkede, en smule mere forstående. Arving lød som en stor ting her i lejeren. Især, hvis hun ikke måtte forlade det. Det måtte vel betyde...

"Du arve lejeren? Det din?"

Hendes andre ord, måtte han puste lettet ud over. Selvom lejeren var et skønt sted, kunne han nu godt tænke sig at opleve andet, når han nu følte sig klar til det.

"But.. You.. Ahem. Man kan bo her?"

Eric samlede et nedfaldend blad op, og drejede det mellem fingrene.

"Det nordlige Sverige.. Long from here. Long home."

Det sidste blev sagt i et lidt tvivlende stemmeleje. Erics nuværende 'hjem' var godt nok i USA, hos hans mor og stedfar. Men inderst inde ville det altid være Sverige, der var hans oprindelige hjem. Der havde Thor mødt hans mor, og begge tvillingerne var blevet født der.

''intet forbyder dig i at besøge Kiruna igen. Så længe du passer på og giver besked om at du er okay. Vi holder ikke på dig.'' sagde hun roligt.

''har du ikke set flyvesedlerne? Udfordringerne begynder om to ugers tid..'' mumlede hun inden hun så på ham.

Han sendte hende et mildt smil.

"Jeg behøver inte besöka. Min familie bor i USA. Men jeg skal nok skribe!"

Han slap bladet, og lod det glide den korte afstand der var mellem dem og vandet. Lydløst ramte den overfladen, og lod sig dovent glide længere ud i vandet.

"Flyyyve... Når! Jo kort, men jeg tænkte vist inte over det."

Han strakte sin svagt nedkølede krop, og sendte hende et undskyldende smil. De havde nævnt noget om en udfordring, ikke? En udfordring om..

".. Du."

Uden rigtig at vide, at han talte højt, betragtede han hende indgående. Nærmest som en sporjagt, på tegn efter minder fra sedlerne.

det er Jons måde at finde en god mand til mig... Jeg er jo tyve nu... Snart vil det være tid til at jeg overtager lejren, og til det skal jeg have en livsledsager. Jon er meget gammeldags på det punkt.
Så om to ugers tid vil udfordringerne begynde.. Og enhver der melder sig til, får en chance..'' sagde hun stille

Det var tydeligt at hun ikke var helt vild med ideen om at andre kunne vinde hende. Men hun vidste at det var for hendes eget bedste.

"Really?..."

Åndsfraværende stirrede han tomt ud i vandet, alt imens han forsøgte at fordøje nyhederne. Én ting var, at han stadig forsøgte at vænne sit hoved til alle de forskellige sprog. Dansk ikke mindst. En anden ting var få smidt sådan en... overvældende nyhed smidt i hovedet. Giftes?.. Nu?!

"Megen gammeldags.. Så du inte vælger? Det virker trist."

Han rystede opgivende på hovedet over sit eget dansk. Der var ikke meget at råbe hurra for der.

"Men.. Jeg tror inte jeg deltager. Det virker inte som mig."

Igen det spørgende skæve smil, der forsigtigt blev rettet mod hende.

''nej, jeg vælger ikke selv...'' sagde hun med et sørgmodigt smil.
''og det er kun dem der vil, der deltager. Har man ikke lyst skal man ikke tvinges.'' sagde hun roligt inden hun så ud over vandet som begyndte at blive uroligt.

Han nikkede stille. Håret som langt om længe, endelig var begyndt at dryppe en smule af, vippede let i takt med hans hoved. Nogen af de forreste lokker svang sig om, og dækkede halvt for de muddergrønne øjne, imens han så ud over vandet. Det skvulpede let mod bredden, hvor de sad, imens blæsten svagt tog til. Nu tydede det for alvorlig på en smule regn.

"Det er inte et valg, for alle andre end du.. Fair?"

Han lo tørt, som om han delte den samme følelse som hende. At det måske ikke var overlykkeligheden der talte. Hvis Elizabet havde været hans søster, hans rigtige søster Benedikte, ville han have forsvaret hende med liv og sjæl. Kæmpet for at få hende fri af denne kontrakt. Såvel måske endda opstillet en tvekamp mellem ham og de mulige bejlere. Men da han hverken kendte Elizabet, lejeren, Jon eller reglerne specielt godt, var det måske ikke lige tiden til at råbe op.

"Hvordan har du det.. med gifte?"