Not one more...//Eric//

Sted: Arenaen af Ære.
Tid: 20:00
Vejr: Støvregn.
Omgivelser: Få halvguder som træner.
Tøj: Løs hvid top, og halv stramme militær bukser.

Solen var næsten gået ned, den sidste solstråle lyste lidt af arenaen op.
Varmen var så småt ved at forsvinde helt fra jorden overflade, og ikke længe tod kulden til og natten ville komme dem i møde.
Apollyon havde brugt meget af dagen i Arenaen.. Hun havde trænet for sig selv, med andre også endnu engang med sig selv.
Hun var begyndt med at blive ret så god med et sværd, eller noget i samme art.
Hun var begyndt med at træne med alt hvad hun hurtigt kunne få fat i, og hvis der ikke var noget brugte hun blot sine hænder, og ben.
En dygtig kriger, det var hvad hun var.
De sidste halvguder ud over hende selv var så småt begyndt med at pakke sammen, og på vej væk fra Arenaen..
Alene og forladt. Det var hvad hun var.
Hun gik forsigtigt og stille midt ud i arenaen og begyndte med at øve sine yndefulde bevægelser, når hun var i kamp uden noget våben.
Det så faktis ret så godt ud, men kunne næsten forveksle det med en underlig dans af en art.
Som et split sekund forsvandt den aller sidste solstråle, og det blev mørkt, dog ikke så mørkt at man ikke kunne se noget.
Hun sukkede kort, og fortsatte så træningen.
Hun lavede nogle sving i luften med benene og nogle yndefulde, men kraftige slag med armene.

Lyden af et par nedslidte gummisko der sjoskede over den bløde jord, og nogle cowboybuksers slidte ben der hvislede mod hinanden, var umiddelbart det eneste tegn på at noget nyt liv nærmede sig den efterhånden forladte kampplads.

Eric der stadig var i gang med at tjekke det meste af lejeren ud, havde besluttet sig for at det nu måtte være Arenaens tur. Meget tydede på, at mange elever tilbragte en del tid her. Og siden Eric aldrig rigtig havde været den helt store kæmper, eller havde haft mulighed for at afprøve det, var det måske på tide, at give sig selv lidt prøvelse.

På kroppen bar han en ganske enkelt hvid t-shirt, svagt fugtet af regnen og nogle sædvanlige mørke cowboybukser. Skoene var ikke meget at råbe hurra, men de holdt hans fødder forholdsvis tørre.

Med et sløvt blik bevægede han sig ind i Arenaen. Det første der skuede hans blik, var en dansende skikkelse en anelse længere fremme i mørket. Ukendt. Med en lettere mistroisk skæven, bevægede han sig lidt ud langs siderne. Hvis personen var her for at kæmpe, virkede det en anelse forlegent at blive opdaget uden et eneste våben. Prøvende løftede Eric et mellemstort sværd, fra en hylde med en lille udvalg. Han svang det testende et par gange, tydeligvis utrænet. Alt imens han hele tiden holdt øje med skikkelsen bag sig.

Apollyon havde ikke opdaget at der var en der havde sluttet sig til hende, så hun ikke var helt alene i Arenaen. Hun opdagede det først da hun hørte et par sving i luften, manden havde taget et sværd fra en hylde, og svunget den i luften. Hun vendte sig ikke om en eneste gang for at kigge, hun kunne godt forstille sig at der var kommet en, og at det var en mand.. Det var blot et lille skud i tågen. Der kom små lyde fra hendes hænder når hun skar igennem luften med hendes hånd, selv nogle svage pust havde lagt sig over hendes læber. Regnen havde gjort hendes hår vådt og det klistrede sig til hendes hud.
Pludselig faldt hun sammen på jorden og landte på knæerne, hun tog sig til hovedet og et lille smertes skrig slap forbi hendes læber, hendes øjne lyste op som et lyn der ville bredde sig ud på en mørk himmel. Synet som hun fik varede kun ved i nogle få sekunder, men inde i hendes hovede var det meget længere.
Det regnede og der var blevet helt stille i Arenaen, men efter kort tid var der en kamp. En kamp mellem den nyankommet og Apollyon
Det var det eneste hun kunne se. Hendes øjne havde været åbne i de få sekunder, men som alligevel var et langt forløb for hende, dette var dog kun et lille syn hun havde fået - heldigt for hende at det ikke var længere.
Hun fjernede forsigtigt hænderne for hovedet og lod dem begrave sig selv i jorden nede foran hende. Hun bøjede sig lidt ned og pustede ud mod jorden, det var hårdt at få et syn. Det gjorde ondt og det værste var at hun ikke selv kunne bestemme hvornår synet kom, for hvis hun kunne det ville hun aldrig have det til at komme igen.
Hun vendte hurtigt hovedet over mod manden, et mistroisk blik havde lagt sig over hende, hun sad stadig lidt og pustede ud, hun skulle lige forstå hvad det var der ville komme til at ske i den nærmeste fremtid..
Pludselig gik det op for hende, det var ham hun havde set i synet det var lige præcis ham..