new at the camp? ~ Eric (og Benedikte, evt.)

(emnet er lavet til at Benedikte kan komme ind når det passer hende )

t - omkring 06.02
s - fjeldet
v - køligt, tåget og med let vind
o - ingen andre, de sover jo nok.
p - hvid t-shirt, sort hoodie, sorte jeans, converse.

Lyden af tomme skridt spredte sig fra fjeldet. Uden egentlig at ville det, sparkede Micke til sten på hans vej, og lod dem falde ud over fjeldets kant.
Han havde hætten slået op over sit sorte hår, som gemte hans øjne.

Han nynnede stille for sig selv, nød den rolige fred der var når alle tøserne ikke kom rendende med ønsker til ham.
'syng igen', 'gør det der!', gentagelser og gentagelser om diverse ting.
Trøstende nok, så påvirkede hans sang ikke mænd, og det var da en rar ting når man så på at han så aldrig ville kunne gå i fred, hvis mænd også gjorde det.

( Great )

Den milde morgevind fangede et par lokker af det vilde hår, og slyngede dem i hovedet på ham. Men Eric var ligeglad. Hans blik var målrettet placeret mod fjeldens top, hvor disen ikke havde kunne nå mere. Dér, som en bar plet, stak spidsen op i vejret og kaldte på ham. Isolationen var ikke noget han var vant til. At skulle være på et bestemt område, og følge en, hvis mængde regler.. Og dog. Hans hjem havde ikke været megen anderledes, men da han alligevel havde en, hvis magt som manden i huset, havde han for det meste gjort som han ville. Dog inden for rimlighedens grænser.

Nu havde han brug for fred, og at strække sig. Som det morgenfriske menneske, han havde opdraget sig selv til, var han per automatik vågnet en del tidligere end alle andre. Og da det til sidst blev for kedeligt at lytte til snorken, samt diverse andre søvnige lyde, var en lille travetur, hans bedste bud for dagen.

Nu var han så her. Alene, lod det dog til. Få centimeter fra at ryge direkte i vandet, standsede han op, og snusede ind. Hans grå men yderst enkle t-shit, var strammet over det muskuløse bryst, der langsomt hævede og sænkede sig. De slidte cowboybukser var let fugtige i kanten, af at have trippet rundt i det fugtige græs. De forholdvis nye sneakers lod heller ikke til at byde vandet velkommen, og var lidt fugtigere end han egentlig ønskede det. Men, hvad pokker. Traveturen havde givet ham varmen. Han rakte om, og tog sin mørkeblå cardigan af de store overarme. I samme øjeblik han drejede sig en smule, bemærkede han en mørk skikkelse længere væk. En elev? På denne tid? Mistænksom men også nysgerrig blev han stående og betragtede skikkelsen. Mandlig, lod det til.

Benedikte kunne ikke forklare hvorfor hun var vågnet så tidligt som hun havde. Blot lyden af velkendte skridt, havde med det samme trukket hende ud af den dvale hun nu godt kunne lide. Det venlige munte smil havde med det samme fundet vej til hendes rødelæber og udenproblemer slog hun dynen tilsiden for at stå op. Hun kastede de blå øjne mod et vindue og kunne let konstanterede hurtigt at det var noget tidligt. Især når de andre endnu ikke var stået op, dog var hun vant til en tidlig morgenrutine fra den gård hun og hendes bror, havde boet på før lejren.
Det røde hår stod vildt omkring hende, da hun trippede hen til den lille kommode som indeholde hendes tøj. Hurtigt fiskede hun en alt for stor rød og blå ternet skovmandskjorte op, et par lyse grå stramme jeans. Ikke det bedste tøj at træne i, men til et lille morgen tur var det nu meget fint. Inden hun forlod hytten, stadig med et smil hvilende på hendes læber, lod hun en børste ordne hendes hår, så det lagde sig pænt og bølgede silkeblødt ned omkring hendes ansigt og skuldre. Hun lod kun kort blikket glide forbi det lille sminke spejl som stod på kommoden, hun lavede en munter grimasse til sig selv, og vippede kort med lille fine næse, som havde et drys af fregner ned over sig.

Skoene samlede hun op på vej ud af døren, hun hoppede på det ene ben, mens hun fik en sko på den løftede fod. Hendes strømpe sugede hurtigt det fugt som jorden havde i sig, til sig. Hun skiftede ben og hoppende fik hun en sko på den sidste fod. Det måtte have set noget komisk ud, men hun gav sig end ikke tid til at tjekke om hun havde haft puplikum før hun begav sig mod fjeldet, som hun mente at de velkendte skridt var gået for lidt tid siden.
Hun lod dog farten være i gå gang, så hun ikke ville indhente vedkommende medmindre at denne holdte en pause for måske at nyde den fredsomlige morgen. Hun fyldte lungerne med den kolde og friske morgen luft. Hun holdte nu meget af naturen, men efter at have boet på en gård, fandt hun friluftlivet meget naturligt.

fristelsen til at springe i indsøen voksede og voksede mens han i sin egen verden stod og kiggede ned af fjeldets meget stejle skrant.
Fred, ro, ingen der beder en gøre alt muligt. Han elskede naturen. Han trak vejret dybt da han kort gjorde anledning til at springe ned i søen.
Men lige da det så ud som om han sprang, landte han ned og sidde på kanten med benene ud over kanten.
''hvorfor en i alverden sendte du mig herud?'' han så op på himlen. Han stemme var bebrejdende, såret.
''du ved at ingen her ser mig som en af dem! I Italien var jeg i det mindste NOGEN!'' han bed hårdt sammen inden han smed en sten ned i søen.

Han følte sig svigtet. Det havde han gjort hele sit liv, men kun på grund af sin far. Han vidste at han ikke kunne være hos sin mor.
Men hans far havde afvist ham. Hans liv før gaden talte han aldrig om. Heller ikke med Atka - hans bedste ven nogensinde - hans hund.
Atka var død, få timer før de ankom til lejren. Nu lå han begravet omkring en kilometer inde i skoven, hvor kun Micke ville finde ham.

Stille så han ud over vandet, mens han prøvede at forstå det hele igen. Hvorfor han var blevet sendt hertil - uden at Atka var her. Hans eneste rigtige ven var væk.
Nu havde han intet tilbage.

Uvidende om, at hans egen søster var på vej op af selv sammen bakke eller, at hun i det hele taget havde bemærket ham, blev Eric roligt stående, og betragtede den duggede morgen. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt ledt hen til den sortklædte skikkelse endnu engang, da personen åbenbart ikke lod til at nyde denne morgen som Eric gjorde. Tvært i mod så personen ud til at ville springe, af ren frustration. Springet var der sådan set ikke noget i vejen med. Tanken om at springe selv, havde strejfet Eric før i den korte tid han havde været her. Frygt for højder, var ikke noget han ligefrem led af. Men, hvis personen ikke var helt klar i hovedet af sine frustrationer, kunne det ende ret galt.

Med et lille suk, smed han cardiganen over skulderen, og bevægede sig langsomt hen mod den fremmede. Det kunne være farligt at forskrække en anden, så tæt på et 20 meters frit fald. Han ønskede i hvert fald ikke at påtage sig skylden, hvis der pludselig røg mennesker overbord.

"... Er alt i orden?"

Forsøgte han mildt, mens han bekymret skævede til fyrens reaktion. Så tæt på, kunne han da fastslå at det VAR en fyr. Klar til at gribe ind, hvis han nu faldt, blev Eric stående, som en høj kraftig stolpe, unaturligt placeret på det morgenduggede græs, og med vinden i håret.

Benedikte gav sig god tid, hun lod sig endda holde en kort pause, mens hun betragtede en due som havde sat sig oppe i toppen af et træ. Den var stor, rundt og mægtig som den pustede brystkassen frem, dog faldt noget af det majestætiske af den eftersom grenen den havde sat sig på bøjede under dens vægt. Smilet spillede i hendes mundvig, da hun kom i tanke om at hun faktisk var på jagt efter hendes bror.
Den lette vind, skiftede for en kort tid og blev kræftig nok til at byde hendes hår op til en dans. Hendes skridt blev noget langsommere, da hun ikke kunne se ordentligt for det. Men med to fingre fik hun dog hurtig håret til siden, så det ikke lå ind over hendes ansigt. Hun lod ikke sine tanker gå særligt længe til, hvordan hendes hår nu sad. Men heldigt for hende var det blot dalet ned omkring hendes ansigt og lagt sig stort set som da hun var taget afsted.

De altid venlige blå øjne faldt på en velkendt skikkelse og en anden som hun ikke kunne kende for den afstand, men hun kendte endnu ingen udover hendes bror. Hendes brors velkendte holdning og krops størrelse var ikke til at tage fejl af, især ikke da hun hørte hans stemme. Der var dog noget ved tonen, og eftersom hun kunne se at den anden stod tæt på kanten, fik hun en mistanke. Dette gjorde at hun ikke satte farten op, men forblev i sit halv langsomme tempo, med blikket fastlåst i drengenes retning. Smilet var ikke rigtig til at se længere, da hun havde fået en svagt alvorligt udtyrk i ansigtet. Det var dog ikke videre tydeligt og man skulle kende hende godt for at man virkelig ville bemærke det.