det kolde måne vand //Benedikte//

omgivelser: nogen træer den smukke og stille sø ikke nogen mennesker
vejre: dejlig sommerdag med en lille let brise og masser af sol
sted: indsøen
tid: middags tid
tøj: humør bukser, hans hvide trøje //se profil billede// og et par kappa sko

han gik stille langs søen ind til han satte sig ned i det bløde græs, han så stille op på himmelen mens hans tænker kresede om ham. han viste ikke hvad han skal med sit liv det kunne man også se på hans blik. han tog sin mp4 frem og satte noget mosik mens han tog høre telefonerene i ørene han låg bare og slappet fulstændig af mens han bare kigget op på den blåe himmel med et smil som om han kunne se noget oppe på himmelen han tænkte lidt på hans far han aldrig har mødt eller kendt så han tænkte bare på hvordan han mon er og hvordan han set ud. han lukket stille øjnene mens smilet forsvandt langsomt væk fra hans læber han slapper fulstændig af og så sår fredelig ud som om der aldrig kunne ske ham noget det var længe siden han havde følgt det sådan her det var helt ret at komme væk fra træningen

Benedikte kom stille gående ned mod søen. Hun havde været overrasket over vejret, når man tog årstiden i betragtning, så hun havde hurtigt valgt at tage en tynd sort sweater på, som havde en lidt dybt v-udskærring og som også var figursyet. Sweateren var varm nok til at stå sig imod den lette brise, som legede en smule med hendes rødehår. Gik man meget op i gudeforældrene blandt lejrens beboere, ville man hurtigt mistænke hende for at være Thors datter, blot på grund af hendes røde bølgende hår.
Hun puttede sine kolde fingre ned i lommerne på hendes lysegrå jeans, som sad stramt omkring hendes slanke ben. Benedikte var den type som altid frøs sine fingre, den mindste smule kølighed i luften omkring hende og hendes fingre ville blive lyserøde af kulde.

En lille skikkelse sprang lystigt afsted ved siden af hende, og et højt mææhn, fik hende til at smile muntert og lod sine blå øjne med et kærligt skær, falde på den lille vædder som havde gang i en lystig leg med sig selv, som blot gik ud på fart og at hoppe på at den kunne komme til. Benedikte elskede hende lille vædder, hendes lille Asmund, som han hed. Hendes far, Thor, havde for kort tid siden vist sig for hende og hendes tvillingebror, og givet dem hver især en gave. Hun havde været heldig at få en lille vædder, efterkommer af Thors egne vædder som trak hans vogn. Asmund var nu ikke gammel, kun nogle måneder, hvad han helt præcis var vidste hun ikke. Men han var begyndt at få sine horn, som viste sig som små holde buler på dens hoved.
Asmund havde fået øje på en dreng, som lå i græsset og sprang livligt afsted mod en mulig legekamerat. Asmund stillede sig ved drengen hoved, stak hovede frem henover drengens pande og lod hovedet synke lidt længere ned, inden han mæhede højere end Benedikte nogensinde havde hørt ham. Men hun havde heller ikke haft ham særlig længe.
"Asmund! Kom hit!" kaldte hun med en syngende svensk accent, og klappede i hænderne i håb om at tiltrække hans opmærksomhed. Han drejede hovedet kort, mææhede lystigt af hende, som om han ville have at hun skulle komme og være med.