Mørkt vand - Sacri

Uden at tøve sprang Linnea i vandet, fra en lille ophøjet bakke ved indsøen. Armene havde hun strakt over hovedet, så de ramte vandet som det første, da hun dykkede. Vandet var koldt, og fik sent kuldegysninger gennem hele hendes krop. Alligevel var hun opsat på at dykke ned mod bunden. Men søen var dyb. Derfor blev hun hurtigt nødt til igen at nå op til overfladen, og hive den kølige aftenluft ind i sine lunger.

Med let baskende ben holdt hun sig oppe ved søens overflade, og med et par svømmetag fik hun bevæget sig længere ud på midten af vandet, der næsten så helt sort ud. Ved hjælp af hendes evne til at lys manipulation kunne hun lige nøjagtigt oplyse stedet en smule mere til at kunne se omridset af den anden side af søen. Noget praktisk kunne hun nu bruge sine kræfter på.

Endnu en gang dykkede hun, før hun svømmede ind mod bredden. Da hun satte sig i den lidt mudrede vandkant trak hun en stor trøje over hovedet, for at dække kroppen der ellers var iført en mørkeblå badedragt. Lidt stolthed havde hun da i sig.

sacri gik langs søen med kun iført sin jakke, bar mave, og bukser, og selvfølgelig sit sværd som han havde over skuldren. han havde sat sig hved vand kanten af søen da han lod mærke til noget lys lidt længere ude. han rejste sig stille op og gik stille og roligt mod skikkelsen, som åbentbart havde kommet ind til land, og havde en trøje på sig. *gad vide hvem hun er datter af" tænkte han imens han gik roligt og afslappet mod hende. han havde sat sine hænder i lommen og kigget fra top til tå for at studere hende og se om hun mulighvis ville være en sjov lege kammerat hvad hun i hans hoved langt fra så ud som.

Linnea tog fat op en tot af sit hår, og vred det over den ene skulder og ned mod græsset. Denne procedure fortsatte hun indtil det værste vand var dryppet af alle de sorte lokker. Alligevel havde dette efterladt en del våde pletter på den store trøje der netop nåede ned på midten af hendes lår. Heldigvis frøs hun ikke endnu - og hvis det ville ske, kunne hun altid hoppe ud i vandet igen, selvom det måske ikke virkede logisk. Alligevel var det at svømme rundt ganske dejligt, når man forsøgte at få varmen. For efter nogle få øjeblikke i vandet, ville det virke varmere, og dejligere end at sidde forfrossen på land.

Hun sad absolut i sine egne tanker, indtil hun hørte fodtrin lidt derfra. Selvom hun ikke havde en tendens til at lade sig forskrække så let, undslap et let gisp fra hendes læber, da hun så en skikkelse tage hende i øjesyn bare få meter derfra. Havde hun set ham før på lejren? Han så ikke bekendt ud i hendes øjne, og det var netop dette der gjorde hende en anelse mere utryg, end hun ellers ville være.

"Ehm.. Godaften." lød det så fra hende, da hun havde taget sig lidt sammen.

han stoppet kun to meter fra hende, og kigget bare ned på det sorte tøj, selvom det nu kedet ham. "godaften" sagde han og kigget op på himlen , han syntes han bemærket torden skyer men det var vel nok bare hans fantasi der spillede ham et pus. han vendte blikket tilbage på pigen. "undskyld min uhøfelighed, jeg er Sacri" sagde han og rakte sin ene hånd mod hende. han smilte venligt til hende, han vidste ikke hvorfor men der var en slags udstråeling fra hende. men han ville aldrig ændre sig. *hvem er hun datter af* det var det eneste han tænkte på, selvom det nok ikke ville være så svær at gætte var det for ham.

Hun betragtede ham kortvarigt, men måtte erkende at hun virkelig ikke havde den ringeste ide om hvem han var. Havde hun mon strejfet ham i lejren før? Der var stadig halvguder og halvgudinder hun endnu ikke kendte - nogen hun endnu ikke havde snakket med. Og han var så en af dem.

"Det er helt fint." lød det fra hende, da han undskyldte. Hun var blot glad for at han rent faktisk tog initiativ til at præsentere sig. Alt andet ville have virket mystisk: "Jeg hedder Linnea." hun tog hans hånd og gav den et klem - uden rigtigt at tænke over at hendes hånd stadig var let våd af vandet fra søen.
"Undskyld." mumlede hun så, en anelse flovt og så ud over søen et kort øjeblik.

Men snart måtte hun igen vende de grønne øjne op mod ham: "Har du lyst til at sætte dig ned?" spurgte hun så. Han skulle ikke stå der for hendes skyld, medmindre han ikke ønskede at holde hende med selskab.

Hun lagde kun mærke til at hun stadig påvirkede lyset en smule, da hun opdagede at nogle skygger fra de omkringliggende træer konstant lod sig trænge bort, istedet for at kaste sig ned på jorden, og forme omridset af træer og buske.

han begyndte at smår grine da hun sagde undskyld, og tørede stille sin hånd i sine bukser. "jo tak" sagde han og slænget sig ned på jorden med armene over hovedet. han rakte hånden mod hendes hånd og træk hende hurtigt ned til sig, med armen over hende sagde han "så hvor kommer du så fra". han rykkede sig lidt ind mod hende, og kigget bare på hende med lidt nysgerrige øjne.