Världen är liten - Cain

Tid: 17:21
Sted: Lejrens have, Labyrinten
Vejr: Koldt, blæst og få skyer
Omgivelser: Fredelige

Det røde hår havde takket ja til blæsten, og dansede nu en lystig dans. Musikken stoppede og håret faldt på plads omkring Benedikte's skuldre. Et muntert smil gemte sig ved hendes mundvig, og afslørede at hun var i godt humør. Hun var næsten lige gået ind i labyrinten, og gik med rolige langsomme skridt, mens hendes altid venlige blå øjne gled over hver eneste overflade. Det var første gang at hun var i haven, og hun havde ikke kunnet modstå fristelsen som labyrinten udgjorde. Hun elskede ideen med en labyrint og desuden syntes hun også det var umådeligt romantisk, men det krævede at man havde en kæreste med. Men eftersom hun ikke havde en, blev det let svært. Hun stoppede kort op for at bestemme sig for om hun skulle gå til højre eller venstre. Hun rynkede svagt den fine næse, med fregnerne, da hun et øjeblik lod tankerne flyve på hvilken der var den rigtige. Hun tog chancen og gik til højre. Det kunne jo ikke gå helt galt, men hun ville dog synes at det var noget flovt hvis hun var nød til at råbe om hjælp. Mundvigende bøjede mere op ad ved den ide hun fik, hun var jo ikke videre genert anlagt, og der var jo ikke andre, så vidt hun kunne hører.
"Hejsan! Kaldte hun med hendes syngende svenske accent, mens hun vendte ansigtet op mod himlen, hvor en doven sky sævede afsted med vinden. "Är det någon här!?" kaldte hun videre og lod smilet vokse lidt endnu. Det var da en måde at finde ud af om der var andre, og måske gøre folk opmærksom på at hun var der. Hun ville helst ikke risikere at overraske nogen i labyrinten. Hun lod hendes hænder finde vej ned i lommerne på hendes jakke, med den bløde pelskant ved hætten. Hun frys altid hendes fingre, og gik stort set altid med hænderne i lommerne når det var koldt. Endnu engang bød blæsten det røde hår op til en dans, og en klukken forlod hendes rosa røde læber, da hun prøvede at fange det med den ene hånd så hun ikke fik det i ansigtet og derfor fik svært ved at se ordentligt. Hun fik det ned, da blæsten slap sit greb og hun trak fingrene gennem det så det igen bølgede silkeblødt ned omkring hendes skuldre.

Lejrens have var altid et godt sted at komme hen, hvis man havde i sinde at slappe lidt af, og tage en smule afstand fra det daglige liv og rutinerne. Cain havde en masse forskellige rutiner, og en masse at lave i naturen. For han ville hellere være udendørs, end sidde indenfor. Og hvis man som Cain, stadig havde lyst til blot en smule spænding og noget nyt, så var labyrinten et godt sted at starte. Den var stor, og man skulle bruge meget tid der for at lære den at kende fuldt ud. Cain kendte den ikke ud og ind, men det var nu af og til et sted han vovede sig ind for at udforske en smule.
Han sad på hug ved hækken, inde i labyrinten, og plukkede nogle hvide svampe fra jorden. Han smed svampene i en pose han havde om sit bælte, og så sig bagud. Han var som sædvanligt iklædt en sort langærmet bluse, med en lettere spraglet vest ovenover. Om benene bar han et par bukser af bomuld, og benvarmere af ulvepels om skinnebenene. Kulden gjorde ham intet, og håret var en smule vådt af en smule regn tidligere på dagen. Han kiggede op i vejret, overrasket, da han hørte en blød stemme råbe op. Han rynkede sin pande og vidste allerede hvor stemmen kom fra. Den kom fra den anden side af den hæk han stod ved! Han stillede sig oprejst og gik tættere på hækken, for at lytte til hvem der mon stod på den anden side. Han sagde intet, men smilte blot en smule skummelt... uskyldigt selvfølgelig. Stemmen kaldte på svensk, så det var uden tvivl en landsmand(kvinde) der nu også var i labyrinten. Det ville nu være sjovt hvis han kunne forskrække eller i det mindste overraske den intetanende person. Han var ikke partout en legesyg personlighed, men han havde sine dage hvor han tog en lettere tilgang til de fleste ting. Han gik lidt længere væk fra hækken, og fulgte en anden, næsten listende, imens han lyttede efter fodtrin eller flere udråb fra personen. "Javisst..." Sagde han så, svagt. Det var ikke engang sikkert at hun ville kunne høre det, men hvis hun kunne høre det, ville det være utydeligt, og ikke til at spore. Han puttede kniven tilbage i hans bæltespænde, og spændte også posen om hans bælte. Nu havde han jo noget andet at lave.

Benedikte tog et lille skridt til siden, mens hendes blik faldt på hækken hvor en svag stemme havde svaret hende. Det mente hun i hvert fald, men det var ikke blevet sagt højt så hun overvejede om det bare var noget som hun bilde sig selv ind, hun havde jo til tider en livlig fantasi. Hun trådte et skridt hen mod hækken og lænede sig en smule frem, for at se om hun bedre kunne hører nogen hvis hun kom tættere på. Hun bemærkede lyden af en som bevægede sig, helt hvad vedkommende foretog sig kunne hun ikke regne det ud, ved hjælp af lydene.

"Vem är det?" spurgte hun mere forsigtigt end hun behøvede, for vedkommende var jo på den anden side af hækken og det var jo ikke sikkert at der over hovedet var en. Hun håbede lidt at der var, det kunne være rart med lidt selskab. Men alligevel blev hun lidt mistænkelig over at vedkommende ikke havde hævet stemmen noget mere. Hun havde jo bidt mærke i at det var en dreng og enda en svensker, eller måske bare en som havde kunnet svensk. Hun havde jo mødt Ragnhild som havde kunnet snakke svensk. Men det var nu meget rart at nogle forstod hende ordenligt, eftersom hun stadig var lidt bagefter med at lære sproget. Men hun var jo lige ankommet. De blå øjne prøvede at se gennem hækken, men det lykkedes ikke rigtig for hende eftersom at hækken var for tæt. Hun havde fået en undrende tænksom rynke i panden. Hun puttede begge hender i de varme lommer, og trak skulderne lidt op, som om at hun frøs. Men jakken holdte hende varm, selvom hendes jeans var lidt for tynde til kulden.

Der gik ikke lang tid inden Cain var begyndt at liste væk fra netop denne hæk. Han kunne høre hende igen, så han tænkte at hun nok ikke havde tænkt sig at fjerne sig fra netop den hæk foreløbigt. Han fortsatte længere ind i Labyrinten, og stoppede op ved at hjørne af hækken, hvorved han 'gemte' sig. Den kolde blæst tvang sig vej igennem og imellem rækkerne af hække der skabte labyrinten, og gav derved rimelig kraftige briser der rokkede lidt med Cains hår. Det var også snart ved at være sent på eftermiddagen - så det ville heller ikke tage lang tid inden solen var forsvundet fra himlen. Han forsøgte at komme længere væk fra hende, men ikke for langt væk - for han ville gerne kunne fornemme hvor hun var. Han smilte svagt og holdte begge hænder om omkring hans læber, og vendte hovedet opad. "en röst i vinden.." Sagde han så, højlydt nok til at det ville kunne høres i labyrinten.

Hun ville sikkert kunne høre hvor stemmen kom fra, så med det samme bevægede han sig igen, og løb i en anden retning. Så hurtigt stod han et andet sted i forhold til hvor han sidst havde vidst hvor hun var. Igen holdte han sine hænder om hans læber, og kaldte endnu engang ud. "kanske är jag din fantasi?" .. Et smil bredte sig på hans læber, og med det samme derefter bevægede han sig igen. Denne gang listede han elegant og smidt rundt. For han ville ikke risikere pludselig at løbe ind i hende - og så var 'legen' jo ikke så meget værd. Det handlede jo om at hun enten fandt ham, eller at han fandt hende - og forhåbentligt, kunne forskrække hende. Han var en jæger, og hans evner gjorde at han nemt kunne lugte hende og høre hende hvis hun kom for tæt på - og især hvis vinden bar hendes duft imod ham.

Benedikte havde en undrende lille rynke i panden, da hun hørte stemmen igen, men denne gang kom den et andet sted fra og var lidt lavere. Men det skyldtes nok afstanden. Hun havde hun ikke hørt noget om at labyrinten skulle være hjemsøgt, og i det hele taget troede hun ikke på spøgelse. Men hun kunne da godt komme til at tvivle engang i mellem, når noget som dette skete. Men der plejede altid at være en forklaring til sidst.
Med langsomme skridt begyndte hun at gå mod stemmen, da hun hørte den igen. Eller hun gik ikke direkte efter den, hækkende krævede at hun tog valg og hun kunne blot håbe på at hun fandt stemmens ejer. Hun havde glemt alt om at holde øje ved detajer ved de forskellige hække og ved stien som hun gik på, hun ville umuligt kunne huske hvorfra hun kom. Men det fyldte på inden måder hendes tanker lige nu.
Hun lod fingrene fange et blad fra hækken, hun vendte og drejede det med fingrene, mens hende tanker mest gik til at hører stemmen endnu engang. Hun pillede fraværende det lille blad i stykker og pustede det sidste lille stykke hun havde tilbage i hånden væk, og et muntert smil bredte sig på hendes læber da hun så det svæve i en dans ned til jorden. Den undrene rynken forsvandt, da hendes tanker begyndte at gå til andre ting endnu engang.
"Kom ut lilla vän, jag ger dig en kyss som belöning" sagde hun og lod sin stemme syngende. Hendes lige så syngende accent fik hende til at lyde bedårende og man samtidig yngre end de 19 år hun var. Måske 15 år igen.
Blæsten fandt vej ned i labyrinten og tog hendes hår til endnu en dans, det afdæmpede smil pyntede hendes læber, mens hun lavede en pirouette og en fin latter forlod hende.

Cain løb stadig rundt i labyrinten, og forsøgte at placere hende derinde. Det var nemmere sagt end gjort, og hele tiden måtte han skifte til en anden retning end den han gerne ville fortsætte i. Det mindede ham en smule om barndommen, hvor han ville løbe igennem skoven eller tværs over en legeplads og have det sjovt imens han gjorde det. For dette var faktisk blot en smule morsomt. Nu ville han også løbe igennem en skov, men sædvanligvis for andre grunde end morskab.
Men dette var nu også noget nyt. Han var sædvanligvis ikke så løssluppent som dette, og havde altid gang i andre ting. Men det måtte vel betyde at det ikke var så spændende at samle svampe, eller at han nu blot manglede noget andet at lave? Men betød det så at det var spændende for ham at gemme sig på denne måde for en fremmed pige? Han var i hvert fald ikke typen der normalt ville lege 'gemmeleg' med en tøs. Han stoppede op, og rynkede sin næse, og snuste til luften i labyrinten. Vinden gjorde det en smule svært at placere duften, men det kom i hvert fald fra en pige, og var rimelig kraftig. Han smilte diskret og kiggede ned af en gang. Han havde fundet hendes spor, og fulgte det nu roligt og langsomt. Imens han langsomt fortsatte, kunne han igen høre hendes stemme, en bedårende stemme der sang sig vej igennem labyrintens gange, og trodsede vindens hylen om hjørnerne. Hen tilbud om et kys fik ham til at smile, men mere et usikkert smil. Var det i alvor, eller blot en del af legen?

Han var begyndt at kunne placere hende i labyrinten, og da hun sidst havde talt, var det tydeligt at hun ikke var ret langt væk fra ham. Så han tiede stille i et stykke tid endnu, og gemte sig rundt om et hjørne da han hørte en fin latter der sikkert kom fra hende. Lidt efter trådte han frem fra hjørnet, og kunne nu se hende! Han betragtede hende piruette og smilte skævt. Men han gemte sig igen bag hjørnet. Han vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle svare hende. Skulle han lege med, og byde kysset velkommen? "Det tar mer än en kyss.." lød det så endeligt fra ham, og han talte i et rimelig normalt toneleje, da det ikke ville kræve mere for at hun skulle kunne høre det. Hans stemme var en smule hæs, og var uden tvivl en mandsstemme, men stadig ung. Den kolde vind bar stemmen som om det var et ekko fra bjergene. Efter at have talt, ville hun sikkert vide hvor det kom fra, så han gemte sig atter en gang, lidt længere væk, men sørgede stadig for at han altid vidste hvor hun var.

Benedikte smilede muntert af stemmen som svarede hende, den var ikke langt væk fra hende og noget ved stemmen sagde hende noget, men hun lod det hurtigt gå i glemme bogen. Hvis hun genkendte stemmen, havde hun sikkert bare hørt den i lejren. Hun var ikke den bedste til at huske stemmer, og der var også kun en lille bitte ting ved denne stemme som hun mente at kende. Men den lød ikke helt rigtig, så hun kunne ikke sætte navn på det. Hun ville have den til at være mere ung, meget mere ung end den lød.

"Är en kyss är inte värdefull nog för dig?" sagde hun med et smil og lod stadig sin stemme være syngende. Hun gik rundt om hjørnet hvor hun mente at stemmen kom fra, men der var ingen. "Mmh..."sagde hun næsten lydløst til sig selv. Hvem en det var som havde startet legen, så var vedkommende god til det.
Hun trippede lige så forsigtigt videre af den gang hækkende skabte, og stoppede op da hun endnu engang skulle tage en beslutning for hvilken retning hun skulle gå. "Vad är så värdefull för dig, käre vän?" spurgte hun med et dæmpet smil hvilende på hendes læber. Hun blev stående for at vente på svar, hun vidste ikke hvilken retning hun skulle vælge og hun var så småt ved at blive bevidst om at hun ikke anede hvor i labyrinten hun befandt sig. Men hun bekymrede sig nu ikke videre meget om det, så længe legen fortsatte var det jo noget som underholdte hende. Hver sorg til sin tid. Hun puttede hænderne så dybt i lommerne som det var muligt for hende. Hun frøs altid så let hendes hænder, den mindste smule kulde og hendes hænder var endnu koldere.

Cain kunne bruge hele dagen på at skjule sig, og undgå hendes blikke, men ville han opnår noget ved dette? De kunne blive ved indtil de begge kendte labyrinten ud og ind, og indtil det ikke længere ville være spændende at komme der. Men selvom det måske ikke bar nogen betydelig mening at skjule sig, så kunne han vel godt fortsætte en smule længere. Så han sørgede for stadig at skjule sig, og gemme sig rundt om et af de mange hjørner. Han snuste til luften, og havde nu sporet sig fast på hendes duft - en næsten euforiserende duft der bragte noget næsten nostalgisk med sig. Det var som når han jagtede i skoven, og lugten af et vildsvin eller en buk krydsede hans færd... blot sødere, selvfølgelig.
Han smilte da hun spurgte til værdien i et kys, og havde lyst til at svare - men gjorde det dog ikke. Hun behøvede ikke at vide sådanne ting om ham. Men havde det værdi?... måske. Han blev stående hvor han var, og kiggede hurtigt rundt om hjørnet, men trak så hovedet til sig igen da han så hendes skikkelse med det røde hår.

Han tøvede med at svare på hendes spørgsmål, og fugtede sine læber inden han vendte hovedet i retningen af hendes stemme. "Allting har sitt värde..." Lød det så fra ham. Men var det sandt? Til en vis grad var det vel sandt, men måske snakkede han bare fordi han ikke rigtig vidste hvad der var værdifuldt for ham? Han vidste hvad han var god til, vidste hvad der gav ham styrke og frihed - og han vidste hvad der gjorde ham tilfreds og hvad der var nødvendigt. Nødvendighed var nok det gyldne ord til hans liv indtil videre... Men var der overhoved noget som bar en større værdi end så meget andet? Han skjulte sig stadig et sted i labyrinten, og syntes nu godt om at udveksle ord med hende, uden at udveksle blikke. Det var altid mere simpel at tale med folk når blikretninger var parallelle f.eks... Alt det med intime blikke og nærhed var ikke ligefrem hans kop te.

"Vad är då lika värdefull som får se dig?" spurgte hun med sin muntre syngende stemme og gik roligt rundt om et hjørne. Hun morede sig stadig over deres lille leg, det var jo meget underholdene og samtidig var der jo noget spændende over det. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Hun spekulerede kun kort på om hun mun havde set ham tidligere i lejren, men hun havde ikke været der længe nok til at kunne placere hvert et ansigt til de forskellige hytter og ting.

Hendes blik faldt på en bænk, som stod tæt op af hækken. Hækken var klippet, så bænken nærmest stod en smule inde i hækken. Hvis ikke hækken blev klippet, ville den på et tidspunkt opsluge den fine gamle træbænk. Hun besluttede sig hurtigt for at sætte sig, så kunne vedkommende som legede labyrintens stemme løbe lidt rundt endnu, imens hun selv ville tage et lille hvil og nyde den friske luft. Hendes hår var blevet noget rodet efter at blæsten havde leget med det et par gange nu, så hun valgte at bruge hendes hvil på at få styr på det. Med langsomme bevægelser lod hun fingrene trækkes gennem det bølgende røde hår, indtil det endnu engang bølgede silkeblødt ned omkring hendes ansigt og skuldre. Det venlige smil som spillede i hendes mundvig bredte sig til hendes læber, samtidig med at hun lod de altid venlige øjne glide skiftevis til hver ende af den gang hun sad i. Hun ventede på et svar på hendes spørgsmål, mens hun lyttede så godt hun kunne og sad så lydløst det var muligt for hende. Hun ville se om han ved et uheld ville gå ind på den gang hun sad i, fordi han ikke kunne høre hende.

Cains fingre samlede en lille gren op fra jorden, og hans blik hvilede på den imens han hørte den syngende stemme atter en gang. Han blev stående hvor han var, halvt lænet imod den tætbevoksede hæk bag ham, og smilte diskret for sig selv. Det var fascinerende hvordan et førstehåndsindtryk kunne udforme sig for hans øjne blot ved at høre hendes stemme og lade hendes duft bebo hans næsebor. Der kunne spekuleres meget over hvordan hans billede af hende mon så ud allerede i disse øjeblikke - men det var måske blot mere sikkert at forholde sig til hans instinkter. Selv hvis han blot forlod labyrinten nu, ville han stadig føle at han havde mødt hende ansigt til ansigt. Men... han havde nu lyst til reelt at se hende, møde hende - hvis kun i et kort møde. Han begyndte at plukke de små blade af grenen og kiggede halvt op i luften. "Så du vill se mig?" lød det så fra ham, og han smilte lidt bredere. I spørgsmålet lå det lidt indforstået at hun nok skulle få ham at se... måske inden længe?

Han vendte sit blik ned igen, imod grenen, og der var nu ikke flere blade derpå. Han så sig lidt omkring imens han trommede den lille gren imod hans håndflade. Hurtigt derefter smed han grenen fra sig, og stillede sig oprejst. Denne tid havde han stået lige rundt om hjørnet til en gang hvori hun sad. SÅ han drejede rundt om hjørnet, og stoppede op med blikket på hende. Der var stadig næsten tyve meter imellem dem i den lange gang - så han smilte diskret for sig selv inden han blot begyndte at gå imod den bænk hvorpå hun sad. "Det är skönt att träffa en annan från det kalla norr..." sagde han roligt og med en lidt underlagt drilskhed. Han fastholdte ikke sit blik på hende idet han kom nærmere, da det bare virkede underligt. Så i stedet kiggede han mere på jorden foran sine fødder idet han kom nærmere hende.

Det venlige smil, som spillede i hendes mundvig, blev muntertd hans ord om at hun ville se ham. Selvfølgelig ville hun det, enhver pige ville sikkert forestille sig prinsen på den hvide hest, når de oplavede noget som dette. Dog regnede Benedikte ikke med at møde en anden som ville lege labyrintens stemme. Men man havde dog lov til at bibeholde nogle af sine barndoms fantasier omkring prinsen, som kunne dukke op som en frø eller som måske nu, i en labyrint. Men det var dog disse tanker, som gjorde hende munter, hun var alt for gammel til den slags. Hendes muntre tanker, optog hendes opmærksomhed så meget at hun ikke fik svaret på om at hun ville se ham, selvom det nok ikke var et spørgsmål han forventede et svar til.

Benedikte drejede hovedet til den anden ende af gangen til hendes blik faldt på den drengen som kom gående mod hende, smilet voksede fra mundvigen til læberne og hendes blå øjne strålede muntert. Hun lagde dog ikke meget mærke til hans udseende, kun tøjet og kropsbygningen, eftersom hans ansigt var rettet mod jorden mens han nærmede sig og talte til hende.
"Ja, det är alltid trevligt" sagde hun med en fornøjet stemme, det var tydeligt at hun ikke var skuffet over den måde han havde valgt at afslutte legen mellem dem. Han havde jo bibeholdt det mystiske, ved at gøre det svært for hende at se hans ansigt. Kort gik hendes tanker til om han forventede et kys, eftersom hun jo havde snakket om det, skulle det blive aktuelt måtte hans nøjes med et kindkys.
"Men låt mig höra namnet på den som spelar labyrint röst?"sagde hun med de venlige øjne hvilkende på ham, samtidig med at hun rejste sig op så hun høfligt kunne hilse på ham. Hun rettede kort på jakken, og fejede hendes røde hår om bag skulderne med et let fej med hendes højre hånd.