Øvelse gør mester! ~ Ragnhild.

Solen stod midt på himlen, og luften var varm og tør. Skye lå på ryggen på forsamlings pladsen med en notesbog i sine ene hånd og en rød kuglepen i den anden. Hun havde lukkede øjne, så det var lidt underligt at hun tegnede. Hvor mange så man lige der tegnede med lukkede øjne.

Der var ikke så mange ud over hende. De fleste øvede deres kampfærdigheder, men der sad et par og snakkede rundt omkring hende. Skye så bare ud som om hun var ligeglade med dem, imens hun koncentrerede sig helt vildt om sin kuglepen og sin notesbog.

Ragnhild gik dovent rundt, solen havde gjort hende doven og lettere døsig. hun sukkede tungt. hun fik øje på et æbletræ,hun var sulten.det mærkede hun først nu...

hun gik hen til det og tog det store runde saftige røde æble,hun plukkede det stille og tog en bid af det. hun gik videre rundt.

Den eneste lyd Skye havde hørt var hendes egen skriblen, så lyden af nogen der bed i et æble, fik hendes koncentration til at vakle. Hun flyttede lidt på blokken så hun kunne se hvad det var. En pige med et æble. Hmm..
Hun lagde sig ned igen, og lukkede øjnene igen, imens hun prøvede at tegne et eller andet.

ragnhild gik rastesløs videre. hun kedede sig frygteligt i dag. hun var færdig med æblet..

hun kastede det ind i den nærmeste busk, så kunne fuglende spise resten af det.

hun satte sig ned i sandet,hun var ligeglad med at solen skinnede, hun rendte stadig rundt i lange cowboy bukser og store hættetrøjer, hun ville ikke vise sig eller slikke sol som nogle af de nærliggende gudinder gjorde. hun var tilfreds med sin bleghede uanset hvad..

hun tog en lille kæp og begyndte at tegne i det løse sand, hun lod tankerne flyve. lidt efter kiggede hun ned for at se på sit sandmaleri,det forstillede Dags ansigt. hun mærkede varmen stige i sine kinder, hun skyndte sig at hviske det ud igen.

Skye blev igen distraheret. Helt ærligt! Kunne man ikke få lov til at ... Da hun satte sig op, opdagede hun at der sad en pige tæt på, med en pind i sine hænder. Hun var vist i gang med at tegne, ligesom hende selv. Der var noget bekendt over tegningen... Et ansigt hun kendte?

Hendes notesbog faldt ud af hendes hænder, og viste nogle underlige tegninger der lignede en form for bogstaver, da hun rykkede hen imod pigen. "Hey, hvad laver du?"

ragnhild rettede sig op da hun hørte nogen tale, hun kiggede på en pige. hun var ganske køn,så køn ville hun selv aldrig blive men nå ja pyt. ``jeg tegner og visker ud. hvad laver du selv?`` hendes nysgerrighed var ikke videre vagt, hun forsøgte igen at tegne..

hun fik et chok,som hun ikke lod se, da hun havde tegnet sin søn. hun viskede på ny tegningen ud og tegnede i stedet for ulve flokken som Dag og hende havde været ude og `besøge`. hun smilede ved tanken, og begyndte at tenge mere natur bag ulvene.


//smutter for i dag,skal nå at læse lektier. god termins prøve

// Jeg får mine karakterer på mandag efter ferien, så nu må vi se hvordan det gik ^^'

Skyes blå øjne fulgte pindens bevægelser i sandet. "Du tegner flot - hvorfor visker du det ud igen?" Hun lød forvirret, som om hende og Ragnhild var på hver deres planet og overhovedet ikke tænkte på samme måde. Det gjorde de vel egentligt heller ikke.

En lille dreng? Hendes lillebror? Hun nåede ikke at spørge, før hun havde hvisket ham ud igen, og var begyndt at tegne nogle ulve. De var flotte! Hvor mon hun havde set ulve henne.

"Jeg hedder Skye." sagde hun bare, og hendes stemme lød lidt tynd i stilheden.

Ragnhild så op. hun nikkede da hun sagde sit navn. ``ragnhild`` hendes stemme lød fjern og hul. hun tænkte på alle de vidunderlige dage hun havde haft med sin søn,for ikke at sige år. ``jeg visker det ud igen fordi de er smertefulde billeder``

Skye kiggede direkte ind i øjnene på Ragnhild for at få lidt mere kontakt. Hun havde en eller anden fornemmelse af at denne var langt inde i sit eget lille univers. Hun ville helst ikke rive hende ud af det, siden hun havde masser af erfaring med Dag og hans underlige vaner med at falde i staver, men hun ville også vide mere om denne person.

Hendes ord fik hendes smil til at skrumpe ind. Med et bump faldt hun ned på siden, og støttede hovedet i sin håndflade. "Hvorfor?" Hun prøvede at lade være med at lyde alt for nysgerrig.