En rolig aften - Ragnhild

Tid: 22:43
Sted: Forsamlings pladsen
Vejr: Koldt, lettere skyet og en smule blæst
Omgivelser: Fredeligt, og stilhed

Benedikte gik med langsomme rolige skridt ind på forsamlings pladsen. Hun havde besluttet sig for at gå en tur, da hun ikke havde været træt og havde tængt til noget frisk luft. Den kolde blæst fik fat i det røde hår og løftede det op i en vild dans, inden den forsvandt igen og håret faldt ned omkring Benediktets ansigt. Et venligt glimt i de blå øjne, fik hende til at se yndig ud med det lille muntre smil som havde lagt sig ved hendes mundvig, da blæsten havde bud hendes hår op til en dans.
Hun lod blot to fingre feje pandehåret væk fra ansigtet, hun mente ikke at der var grund til at sætte det, eftersom blæsten aligevel kom tilbage engang i mellem. Hun puttede sine kolde hænder i lommerne på hendes vinterjakke. Den var dejlig varm at have på, og det bløde pels som sad på kanten af hætten, kildede hende på kinden. Hun havde ikke slået den op, da hun endnu ikke frøs ørerne og derfor ville hun ikke gemme sig i den store hætte.

Hun stoppede op midt på pladsen og tog en dyb indånding, hvor hun fyldte sine lunger med den kolde friske luft. Hendes brystkasse blev koldt ved indåndingen, men varmen fra jakke bredte sig dog hurtig igen og hun smilede afdæmpet op mod himlen, hvor de tågede spøgelses tynde skyer, drev afsted med blæsten. Hun elskede disse nætter, hvor man kunne se stjernerne gennem skyerne, det var smukt. Dog havde hun en forkærlighed for tordenvejr, men det lå vel bare til hende.

ragnhild gik rundt i sin sædvanlige hættetrøje. da hun var gået ud havde hun ikke tænkt videre over at det var koldt.. det var ligså koldt her som hjemme, hun sukkede og kiggede op på himlen. skyerne der svævede rundt som rolige genfærd på vej til ligfærd..


hun kylede hurtigt tanken fra sig og tog i stedet en dyb indånding,den kolde luft fyldte hendes krop. et kort øjeblik følte hun som om at den kolde vind havde blæst alle de mange tanker og problemer ud af hendes hovde.. hun gik videre og kiggede op på himlen, hvis hun stødte ind i nogen så måtte hun vel af med en undskyldning...

Benedikte lod tankerne flyve hvor de ville, uden rigtig at følge dem. Hun gik hen til en bænk, lavet af store brædder, som engang havde været et stort og mægtigt træ. Hun smilede kort vemodigt ved tanken, men der var jo ingen grund til at sorge over træet. Sket var sket, og folk ville sikkert ryste på hovedet af hende, hvis hun begymte at dele sin sorg for træet. Hun satte sig på bænken og lod blikket langsomt glide rundt.
Hun havde endnu ikke fået set hele lejren, men hun havde dog planer om at hun inden længe skulle få gennemsøgt lejren, for specielle steder. Hun ville dog nu helst gøre dette, når solen var fremme. Det kunne jo virke mistænkeligt hvis hun listede rundt på denne tid, desuden kunne hun komme til at vække nogen og det ville hun ikke risikere.

Hendes tanker gik kort til hendes bror, hun overvejede om han sov sød og drømte om gården. Hun regnede ikke helt med det, i hvert fald ikke det sidste. Hun selv havde godt kunnet lide ideen om at bo på gården. Hun havde bare ikke brudt sig om ideen med at Mads også skulle være der. Et kort suk forlod hende, og hun sank i skulderne. Hun savnede hendes mor, hun havde altid været en god og elskelig mor. Hun håbede virkeligt at hun havde det godt, sammen med Mads, selvom hun tvivlede. Hun havde dårlig samvittighed over at have efterladt hende, så langt væk og ikke i stand til at kunne hjælpe hende, hvis der opstod problemer.

ragnhild blev ved med at gå,hun mærkede vinden bringe nogle blade med sig,hun afværgede for sit ansigt og bad til hun ikke faldt eller noget...


det gik ikke som hun havde håbet,snart efter at hun havde taget hænderne op til ansigtet. lå hun nede på jorden. hun rullede irriterret til siden og fik øje på en stor sten. hun mumlede en kort række af eder og forbandelser.

Benedikte blev revet ud af sine tanker, som fløg afsted uden et mål. Hun glippede med øjnene og lod dem så søge i den retning lydene, som havde forstyret hende kom fra. Det afdæmpede muntre smil, blev ved med at spille i hendes mundvig. Hun rejste sig op og gik mod pigen, som havde tabt en kamp til en sten. Hun fandt det megget muntert, men hun grinte ikke eller på andre måder gjorde nar af pigen. Det kunne jo være sket for hende selv, og hun ville ikke syntes om at folk gjorde nar for at være onde. Havde de kun sagt noget for sjovt, ville hun blot have grint og ikke tage det videre tungt. Hun var vant til kommentar om hendes røde hår og nogle gange kommenterede folk også hendes fregner, som hun selv mente var et af hendes charmerende træk.
Dog kunne et fald over noget, se noget så komisk ud, så hun mente at folk var undskyldt hvis de grinte. Men det kom an på hvordan man var endt med at falde.

"Vil du have en hjælpende hånd?"spurgte hun med en syngende svensk accent og lod et venligt smil, tage magten over hendes læber. Hendes øjne forblev venlige, som de nu altid var. Hun rakte en slank hånd ned mod hende, mens hun fik et opmuntrende glimt i de blå venlige øjne.

hun hørte nogen spøger om noget, hun kunne ikke lige høre hvad, da hun havde fået en ringen for ørene. hun hørte omsider ordenee. hun smilede svagt ``ja tak``

(Du må meget gerne skrive lidt mere, ellers får jeg svært ved selv at finde på noget at skrive (; )

Benedikte tillod hendes smil at blive en smule munter, men lod det dog ikke vokse sig ud af det venlige smil. Øjnene var endnu opmuntrende.
Hun åbnede og lukkede hendes hånd som hun havde rakt frem mod pige, som hun havde rakt hende efter hendes tilbud om en hjælpende hånd. Hun åbnede og lukkede dne kun for at gøre opmærksom på den. Hun regnede med at pigen var lidt fortumlet efter faldet, det virkede i hvert faldt lidt som det. Men hendes mistanke om det stammede fra det faktum at pigen, vidst ikke rigtig havde hørt hendes ord til at starte med, men lige skulle samle sig inden hun kunne stable et svar på benene.

// okay,så skriver jeg noget mere//

først nu fik hun øje på hånden. hun tog imod den og kom op at stå. hun børstede alt snavns og blade af sig.hun kiggede på pigen ``tak for hjælpen`` hun tog sit kort til hovde for at få det til at stoppe med at dreje rundt.

hun så lidt på pigen ``mit navn er Ragnhild`` hun rakte hånden frem som i en høflig hilsen.

Benedikte syntes det var lidt morsomt at pigen kunne blive så fortumlet af at falde over en sten, hun mente ikke engang at hun slog hovedet. Men det kunne være sket med et blink.
"Så lidt"sagde hun med en syngende svenske accent og lod de venlige øjne hvile på hende, da hun høfligt præsenterede sig. Hun lod hendes hænder synke ned i hendes jakkes lommers varme dyb og knyttede dem i håb om at det ville hjælpe.
"Benedikte" præsentrede hun sig med et venligt, svagt muntert, smil spillende ved hendes mundvig. Hun havde for længe siden bestemt sig for at kalde sig hendes mellemnavn, hun syntes ikke at hendes fornavn passede til nutiden og så var hun heller ikke helt selv vil med det. Men det var jo det navn hendes mor havde givet hende, så hvordan kunne hun hade det?

hun tog hånden til sig ``rart at møde dig benedikte`` hun så lidt på hende. hun hørte godt den svenske accent. så hun kom altså fra Svergie.

hun havde altid gerne ville se Svergie,det skulle være sådan et smukt land. men hendes mor havde forbudt det, hun havde sagt at det kun var mænd som sejlede. hun sukkede næppe hørligt. ``hvor længe har du været her?``

Benedikte lod et venligt smil overtage hendes læber. "Også trevligt at träffa dig"sagde hun med venlige øjne. Sproget faldt hende endnu ikke helt naturligt, og eftersom hun næsten lige havde vendet sig til at snakke engelsk, var hun gået lidt tilbage til nogle svenske ord. Men hun lærte hurtigt, så hun regnede med at hun hurtigt ville lærer sproget ordentligt.
"Ikke mere end några dagar"sagde hun med et venligt smil. Hun rynkede på hendes fine næse, da hun syntes hun var gået lidt for meget over i svensk. Hun havde ellers syntes at det gik storartet i forhold til hvor længe hun havde opholdt sig der. "Du selv?"spurgte hun og smilede noget større da hun faldt mere i hak ved hendes spørgsmål. Dog fik den syngende svenske accent ordene til at lyde lidt forkerte, end når en uden accent ville snakke sproget.

ragnhild smilede stort ``några veckor, om jag minns rätt.`` hun havde lært at tale svensk tilbage i landsbyen. hun havde lært mange gode sprog, hun sendte en tavs takhilsen til Odu, smedens træl som havde lært hende de mange skønne ord. ``Har du några syskon?`` hun så nysgerrigt på hende, med et venligt glimt i øjet

Benedikte smilede muntert. Hun syntes altid det lød sjovt når folk, uden den medfødte svenske accent talte svenk. Men måske havde folk det bare sådan omkring deres eget sprog. Hendes øjne fik et lysende skær ved spørgsmålet om hun havde søskende. Hun anså ikke de andre børn i lejren som var børn af Thor som hendes søskende. I det hele taget brød hun sig ikke rigtig om det, det betød jo at Thor havde været sammen med andre end hendes mor, og hendes mor havde jo været helt fortabt i Thor. Det var nu nok den eneste ting ved ham som hun hadede.
"Eric, min tvilling" Sagde hun med et stolt smil. Hun elskede hendes bror meget højt, han havde altid været der for hende og når hun manglede en faderfigur, var han trådt til. Han var måske lidt for beskyttende, men det var nu rart at der var en som bekymrede sig så meget om en. "Har du några" spurgte hun mens hun lod det stolte smil svinde ind til et venligt smil.

Ragnhild overvejde hurtigt mulighederne for om Eric også skulle være her i lejeren. det var han sikkert,de var jo tvillinger,så han havde sikkert også kræfter. hun smilede lidt ``Ja, en lillebror. Men han är inte här.`` hun mærkede vreden vælde op i hende, hun havde altid hadet den lille møgunge. Det var uretfærdigt,bare fordi at han var Høgnes søn at han så ikke skulle bo hos trællene. men hun kunne jo godt se logikken i det. hun mærkede vreden sive stille ud af hende.

Benedikte bemærkede vreden som faldt over Ragnhild. HUn forstod den ikke, da hun ikke selv kunne forbinde vrede med sine søskende. Hun lagde hovedet en smule undrende på skrå så det røde hår faldt til siden. Men det var jo ikke alle som havde en bror som hende. Men det var også noget andet fordi de var tvillinger, man fik automatisk et specielt bånd mellem hinanden, og hvis man plejede det ville det aldrig knække.
Hun havde opgivet sproget, og eftersom Ragnhild utroligt nok snakkede svensk, var der jo ingen grund til det. De havde jo ikke problemer med at forstå hinanden, men det ville ikke hjælpe hende med at lærer sproget.
"Vad heter han?"spurgte hun med et roligt smil spilende i hendes mundvig. Hun ville gerne hører lidt om hendes bror, så hun bedre kunne forstå den vrede som hun så kort havde vist, som nok ikke havde været meningen.

``Hjarlpe`` hun havde altid syntes hans navn var underligt, men hallo hendes var heller ikke noget at råbe hurra for. hun så op på himlen spøgelses skyerne var ved at tynde ud så de lignede slør.

//har krea-svigt

Benedikte tog en hånd op af lommen og dækkede diskræt for hendes mund, da hun ikke kunen stoppe det muntre smil i at bryde frem. Hun havde aldrig hørt det navn før og det forekom hende noget gammeldags, og noget som man nu til dags ville finde utjekket.
"Söt namn. Det är speciellt."sagde hun og fik smilet over i det venlige, hun lod hånden finde tilbage i den lune lomme. Hun overvejede at sige sit rigtige navn, men eftersom hun helst ville undgå at blive kaldt det, var hun i tvivl om hun skulle. Men Ragnhild havde jo også et gammeldags navn. Selvom hun bedre kunne lide Ragnhild, da Ingrid lød som en gammel dame for ende. Og hun var da i hvert fald ikke en gammel dame, hun var ung og noget så frisk.

``Tack, det var min mors idé`` hun smilede svagt. hun havde til at starte med godt kunne lide det,men når man blev sat til at passe den lille jætte blev man hurtigt træt af det. hun minedes alle de gange hun var nød til at redde ham fra at drukne eller lignene,han burde være født i udgård.

Hun nikkede svagt, som tegn på et Så lidt. Hun mente ikke at der var grund til at sige det, der kunne i hvert fald ikke komme en videre lang samtale ud af det.
"Hur gammal är han? spurgte hun med et venligt roligt smil hvilende på hendes rosa røde læber. Hun kunne ikke kommer i tanke om andet hun kunne spørge om, for at deres samtale skulle blive ved. Men måske var det også snart på tide at komme tilbage til deres senge, der måtte vel være en regn omkring senge tid. Hun havde ikke fået fat i lejren regler endnu, så endtil videre gjorde hun det som hun mente måtte være tilladt. Men hun vari tvivl omkring senge tiden, men hun kunne godt lide at gå en lille tur, hvis hun ikke kunne sove.

hun måtte lige tænke sig om,hvor gammel var han ved at være. nu kunne hun huske det ``han är 5 år`` hun kunne mærke en gaben,hun tog høfligt og dækkede for sin gaben, var det ikke ved at være tid til at sove.det var det sikkert nu hvor hun gabte sådan.

Et strålende smil lyste op på hendes læber. Hun havde altid elsket børn, og en på 5 år var jo lige noget for hende. Hun havde en gang tigget sin mor om en lillesøster eller lillebror, som hun kunne passe på ligesom Eric passede på hende. Hun forelskede sig altid i de små størrelser når hun så dem, der var ikke noget smukkere i verden et et smilende barn.
"Så han är härlig liten"sagde hun og lod smilet blive mere venligt, så hun ikke så alt for sindsyg ud. Hun lod kort blikket glide i retning af hendes hytte, hun var ved at være træt så det var måske en ide at ligge sig til at sove. Hun skulle trods alt op og træne. Hun havde kort inden sin ankomst opdaget hendes interesse for små økser, og andre våben som passede til en kvinde i størrelsen. Det var efter at Mads havde gramset på hende og hendes mor, Eric havde taget over med det samme og hun selv skulle afreagere, så mens Eric ordnede Mads var hun gået ud i stalden fundet øksen og givet sig til at hugge brænde som aldrig før. Hvordan det havde vækket glæden for våben vidste hun ikke, hun havde før brugt øksen et par gange.

ragnhild nikkede bare, hun kunne godt mærke at hun var ved at blive træt nu. ``Jag kommer att gå till sängs nu. Goodnight`` hun vendte sig om og begyndte at gå hen imod hytten beregnet til Lokes børn

Benedikte nikkede inforstået, hun var jo selv træt så det passede meget godt at de skiltes nu. "Sov gott"sagde hun med en venlig stemme, da Ragnhild var begyndt at gå i mod hendes hytte. Benedikte havde endnu ikke lært hvilke hytter der hørte til hvilke gudebørn, så hun kunne ikke regne ud hvilken gud Ragnhild var datter af. Men det jo egentlig ikke så vigtigt.
Hun gik i en lidt anden retning, imod Thors hytte. Hun nynnede ganske lavt for hende selv, mens et smil spillede i hendes mundvig. Det skulle nok gøre godt med en god nat søvn.

hun gik træt ind af døren,Elizabeth var der ikke. hun trænede sikker. hun gik ind til sin seng og lagde sig til at sove.


/the end...

(Out (; )