Traditions... - Ragnhild

Sted: Fjeldet - nærmere bestemt, afsatsen til det store spring ned i søen.
Tid: 12:12
Vejret: Overskyet, med en insisterende støvregn og en svag blæst, især i højden. En tør kulde, dog skjult af den lunkne støvregn.
Omgivelser: En håndfuld andre halvguder på toppen, og en enkelt eller to der klatrede op ad fjeldet. Lyden af kraver i det fjerne, og den insisterende lyd af støvregnen.


I nogle år havde det været en tradition at byde nye beboere 'velkommen' til lejren, ved at kaste dem ud fra fjeldet og ned i søen. Dette kunne oftest være en noget så gruopvækkende oplevelse for mange, især unge, halvguder. Men det kunne også være en noget så hysterisk morsom oplevelse for dem der kastede dem. Det var de ældre og mere garvede halvguder fra lejren som fik 'æren' af at kaste rundt med de nye, og Cain var et af disse ældre halvguder. Han var dog lidt ligegyldigt stillet den dag, så han var selvfølgelig taget med derop, men så overlod han det til de andre at få kastet med de nye.

Der stod 3 andre ældre halvguder, enten på samme alder, eller ældre end Cain - og hos dem, stod der så 3 yngre og helt nye halvguder. De så egentlig rimelig bange ud, men det var slet ikke så farligt som mange troede. Cain stod et par meter fra gruppen og afsatsen, lænet op af en høj kampesten. Cain var iklædt en albuelang vest, og et par bukser af bomuld. Om hans skinneben var der spændt benvarmere af ulvepels, og han bar et par lette sko om sine fødder. Han skævede kort over imod flokken da de begyndte at tage fat i den første af de nye, men han reagerede ikke rigtig. I stedet sted han med sin kniv i den ene hånd, og et grønt æble i den anden. Han skar et stykke af æblet, og puttede det i munden.

Ragnhild kravlede længere op ad fjeldet, hun ville helt op til toppen, hun havde lige passeret den afsats der var længere nede, hun fortsætte opad. hun bed sig hårdt i læben da hun skar sin fod på en sten der stak ud. det var jo hendes eget valg ikke at tage sko på, nå ligemeget. hun sikrede sig at det sjal hun havde svøbt om badedragten stadig var der..

det var det, hun smilede og kravlede videre. hun nåede op på toppen, hun tog sit sjal af og hængte det på en gren. hun så på de drenge der var samlet deroppe, hun havde fået turen. de der stod og skulle smides i så noget nervøse ud, en smil bredte sig om hendes læber. hun gik hen til drengende og sagde med høj, fløjsblid stemme ``nogle af jer der har tid til at kaste mig ud?`` i hendes øjne spillede der et lystigt grin, hun pegede ned på vandet og så på dem der var samlet.

Cain hævede sit ene øjenbryn, og rettede sit blik imod en pige der nu stod, og ligefrem spurgte om at blive smidt ud derfra. Det var ikke så tit det blev gjort. I det samme øjeblik tog de andre fat i en sprællende lille fyr, der næsten råbte og skreg af rædsel over at blive smidt ud. De andre fyre kiggede på hende, og derefter på Cain - som stod lidt i baggrunden. "Cain!" blev der råbt muntert, og Cain vendte blikket imod fyren der havde råbt det. Det var tydeligvis en hentydning til at Cain jo ikke rigtig havde travlt med så meget andet.

Cain stillede sig oprejst fra kampestenen. Hun virkede noget så frisk, i badedragt og det hele - klar til at blive smidt ud. Cain kørte sin hånd igennem sit hår, og gik langsomt imod hende. "Nå... hvordan skal vi gøre det?" lød det så fra ham, i en lettere munter tone. Men der var ikke rigtig et tydeligt smil at se på hans læber. Måske var han ikke så opsat som så mange andre på denne 'tradition', eller måske var han bare ikke glad for at smile så meget? Han tog et sidste bid af æblet, og smed det fra sig, inden han stak sin jagtkniv i bæltet igen. Han børstede sine hænder i bukserne imens han tyggede lidt på æblet, og vendte sit blik imod hende. Hun var ikke så stor igen, så han kunne godt selv smide hende afsted. De andre havde jo trods alt travlt med de nye halvguder.

Hun lo stille ``bare kast mig ud`` hun kiggede ham lige i øjnene, og gik hen til kanten af fjeldet. hun ventede på at han kastede hende ud.

Hun virkede godt nok som en impulsiv lille dame, hende her. Det var egentlig ret morsomt, men han smilte dog ikke. I stedet lod han øjnene vise hvad han syntes. Man kunne godt sige at han, i mange tilfælde, var en fyr af få ord.

Han fulgte efter hende hen til kanten og kiggede lidt på hende, inden han så gik helt hen til hende. Roligt tog han fat om hende, inden han løftede hende op i hans favn. En strøgtanke gik igennem hans hoved, og han tøvede i et øjeblik... Han kiggede ikke på hende, men begyndte hurtigt at løbe bagud, imens han bar på hende. Da han var løbet omkring 15 meter væk fra afsatsen, vendte han sig igen om, og kiggede ned på hende. Han vippede med sit ene øjenbryn og begyndte så at spæne så hurtigt som muligt imod afsatsen. Han satte fra med en fod på afsatsen, og sprang langt ud. Følelsen af vægtløshed begyndte allerede at fylde hans krop.

Ragnhild blev overrasket over at han tog hende op i favnen, hun viste det ikke. uvilkårig lagde hun hænderne omo hans hals da han begyndte at løbe tilbage. hun kiggede op på hans ansigt. hun mærkede han satte i løb, hun gav slip om hans hals. da han hoppede ud over kanten kunne hun ikke lade vær med at smile. hun havde regnet med at han ville stoppe i sidste øjeblik og kaste hende ud. hun gjorde sig fra af hans favn men de fløj ned gennem luften. hun kiggede på ham ``jeg troede ikke du ville springe selv`` det var ment som en konstatering ikke et spørgsmål. hun begynde stille at le mens de fløj længere og længere ned. hun kunne se vandet under sig. hun smilede,hun ramte vandet. da hun var nede i det, dykkede hun ned på bunden, hun svømmede op igen. hendes sorte hår klistrede til ansigtet da hun kom op til overfladen.

Idet han faldt imod vandet, holdte han sine arme ud mod siderne for at holde sig oprejst, således han ville gennembore overfladen med fødderne først. Vægtløsheden hev op i hans hår, og alt syntes at gå bare en smule langsommere, også selvom faldet gav et sus igennem hans krop. Selvom han var sprunget ud utallige gange før, var det stadig en sjov oplevelse. Et diskret smil bredte sig over hans læber imens han kiggede ned, og idet hun talte i luften, lukkede han sine øjne. Han krydsede sine arme over hans bryst, og lod sig bore ned i vandet. Vandet var mørkt, men kulden gjorde ham intet. Han åbnede sine øjne og blev under vandet i et par øjeblikke inden han svømmede op igen. Han trådte vandet og tog en god indånding efter det lille dyk. Støvregnen faldt stadig, og skabte en smule uro på vandets overflade, næsten smukt...
Han så sig omkring og fik øje på Ragnhild. Med et diskret smil på hans læber sagde han intet, men begyndte blot at svømme imod fjeldet. Det kunne være han skulle til at kravle op igen, eller skulle han tage den lange vej op?

Ragnhild smilede, hun svømmede mod kanten. hun vred vandet ud af sit hår. og kiggede op et smil bredte sig på hendes læber. en af drengende havde lige hoppede over kanten selv. hun kiggede på Cain-som han vistnok var blevet kaldt deroppe- ``vil du med derop igen?`` hun ville gerne mærke suset igen, det havde været ubeskriveligt. hun havde ganske vist prøvet det før. men nu hvor hun gjorde det senere, følte hun sig fri ved at springe, eller blive kastet ud over klippen.