Interessant... (Lily)

Sted: Ved bålet
Tid: 22:00
Omgivelser: Ingen folk rigtigt...

Bite sad stille ved bålet i bar overkrop, da hans trøj hang ting tøre på en bind ikke så langt fra bålet fordi hans tøj var blevet meget vådt, og han brød sig ikke om at rende rundt i vådt tøj. Han sad bare og kiggede ind i bålet, hvis det ikke var fordi han ville tørre trøjen var han nok hoppet i seng allerede, men da han havde planer om at den først skulle være tør sad han bare og ventede stille på at den blev tør...

Han kiggede stille rundt ved bålet for at se om der var nogen der dukkede op... Men mest kiggede han bagud, i håbet om at ingen så hans store ar ned over ryggen...

Lilyann kom stille gående mod lejrens store bål. Hun havde ikke været træt nok til at falde i søvn, og havde derfor besluttet sig for en lille gåtur rundt i lejren.
Hendes lange fyldige bølgende halv rodet mørke blonde hår hang løst ned omkring hendes ansigt og skuldre. På grund af hendes hår, højde og lettere feminine buttede ydre, sammenlignede nogle hende med en lille trold. Hun tog det dog altid med et smil, når nogle fandt på at joke med det.

Hendes grønne øjne blev rettet mod en dreng som sad i bar overkrop ved det tænde bål. Et muntert smil spillede på hendes lyserøde læber, da hendes rute blev lagt om så hun nu gik hen mod ham. Hun holde meget af at være social, og det var sjældent hun var i humør til at være alene. "Mmh.." mumlede hun ganske lavt og næsten lydløst da hun opdagede arene på hans ryg da hun gik tættere på. Hun løftede hendes hånd og lod den glide dennem håret, for at få det væk fra ansigtet. "Godaften" hilste hun med en munter stemme og lod et smil hvile på hendes læber, mens hun satte sig ned ved siden af ham.

Han opdagede hende ikke engang i første omgang så han kunne ikke undgå at hun så arrene efter de mange piskeslag han havde fået gennem sit liv, men da han hørte hendes stemme trak han sig lidt sammen og drejede sig om mod hende, så hans ryg blev flyttet væk fra hende...

''Heeej...''

Hans stemme var ret nrevøs, men dog var den stadig venlig... HAn havde jo heller ikke noget imod selskab, han blev bare altid så nervøs når folk var i nærheden af ham, og specielt når folk var bare en smule tæt på ham...

''Hv...hvad laver du?''

Han smilede forsigtigt og nervøst til hende...

Lilyann smilede et bredt muntert smil til ham, da han spurgte hvad hun lavede. Hun syntes han virkede sød, som han blev nervøs. Mange drenge var for selvsikker til tider, men hun regnede dog ikke med at det var fordi hun var en pige at han var nervøs.
"Jeg sidder"svarede hun en smule flabet, men med et muntert glimt i de grønne øjne. Hun rystede håret så det dansede omkring hendes hoved. det ville strejfe ham hvis ikke han flyttede sig lidt.
"Hvad laver du selv?"spurgte hun med et venligt smil og satte sig ordentlig til rette og trak håret om over venstre skulder, i et forsøg på at holde orden på det.

Han smilede bare forsigtigt og han rykkede sig ikke før han blev ramt af hendes hår, hvor han dog også trak sig væk og så nervøst på hende som om han forventede at det var ham der havde gjort noget forkert...

''Jeg... sidder... Tror jeg... og...''

HAn pejede på trøjen, og sank en klump før hans tille talte videre denne gang en smule mere roligt end han havde gjort før.

''Tører den der...''

HAn smilede forsigtigt til hende... Han var nervøs af forskellige grunde, hun var en pige, hun var tæt på, hun var venlig... Det var de hovedsageligt grund til det. HAn kiggede forsigtigt på hende før han stirrede ind i bålet som for at skubbe hendes tilstedeværelse væk... Han virkede nok lidt fjern.

Lilyann betragtede ham og spekulerede på om hun skulle give ham lidt hjælp. Hun havde evnen til at forblænde folk med hendes stemme, hun brugte det kun meget sjældent. Men vis det kunne give ham til selvtillid var det vel ikke ondt.
Hendes blik faldt på hans trøje og smilede muntert. "Det lyder hyggeligt" sagde hun med en stemme som nærmest lyd som om hun sang, en uskyldig og samtidig opmuntrende lokkende tone. Hun vidste det på en måde var forkert at bruge stemmen, når der egentlig ikke var nogen livsnødvendig grund til det. Men hun ville bare gøre ham mere snak saglig.

Han blev meget overrasket over hvordan han stille tænkte da hun tsalte til ham igen. Han kunne mærke at hans nervøsitet blev erstattet af en betagelse og en opmærksomhed der var rettet imod hende istedet, og han forstod ikke helt hvorfra den kom...

''Jo det er det vel, men det er da hyggeligere nu hvor jeg har dig her også...''

Han smilede stille til hende, og kunne nu gøre det som han var blevet nægtet i mange år, han betragtede forsigtigt hendes krop for at se hvordan hendes krop var også, og så lagde han ellers fokus på hendes ansigt og øjne...

''Men hvad laver du her?''

Lilyann smilede muntert til ham, da hun med det samme kunne se forandringen i hans opførelse. Det virkede ikke så forkert længere, da han ikke virkede til at blive forvirret over det.
Hendes smil blev sukker sødt og drillende, da han sagde det hyggeligere at hun var hos ham. Hun vidste godt at brugte hun stemmen for meget kunne hun få uønsket opmærksomhed. Hun mærkede godt hans blik på hendes krop, hun smilede bare muntert, da hun var klar over hun ikke var åleslank som flere af pigerne i lejren var. Men de dyrkede vel også meget mere motion end hende.
Hun skruede lidt ned for evnen, men lod stemmen forblive i tonen.

"Jeg ville bare gå en tur, eftersom jeg ikke kunne sove"svarede hun med et smil og legede lidt med håret, ved at sno det rundt om hendes fingre.

Han stammede selv fra et samfund hvor de helt tynde piger blev set ned på, fordi så havde de ikke nok mad og var derfor dårligt stillede... Der gjorde det ikke noget at de næsten var fede, men for ham der havde arvet lidt af det moderne billede, skulle de bare gerne have lidt fedt, og ellers tydelig feminine former som ikke virkede forkerte...

''Men hvis du gerne ville gå en tur hvofor satte du dig så ned her?''

Han kunne ikke helt forstå det men han smilede bare til hende og satte sig lidt tættere på hende, men stadig holdt han hans ryg væk fra hende...

"Jeg mente du trængte til lidt selskab"svarede hun med et smil og regnede med at han godt kunne regne ud at hun gerne selv ville have selskab. En lille del af hende, havde heller ikke lyst til at gå rundt alene i lejren, på denne tid af døgnet. Men det var kun fordi hun havde det bedst når der var andre i nærheden.
Hun så ind i ilden og fortsatte med at lege med det fyldige bølgede hår. Nogle gange var hun træt af at håret var så stort, det kunne godt være ret så upraktisk at have med at gøre. Hun bemærkede at han satte sig tættere på hende, hun havde intet imod det, eftersom han virkede flink nok. Desuden regnede hun ikke med at blive overfaldet i lejren, der var nu alt for mange som ville vågner hvis hun tillod et af hendes skingre skrig fylde luftrummet omkring dem.

''At jeg trængte til selskab? Så jeg virkelig ud til at kede mig så meget, eller så jeg bare trist ud?''

Hans øjne kiggede rundt på mange ting, men de blev ved med gantagene gange at finde vej til at kigge på hendes øjne. HAn kunne ikke lade være, og det første hans blik faldt på når det forlod hendes øjne var hendes hånd der rodede i hendes hår... Han smilede stille...

''Hvorfor sætter du det ikke op?''

Han kiggede bare på det, og kunne ikke lade være med at smile både med mund og øjne... Han var altid et utroligt selskabeligt og gladt menneske når først han var blevet åbnet op, men at få ham til at åbne kunne tilgengæld være rigtigt svært...

''Jeg har noget snor hvis det er?''

"Du så bare ud til du trængte til en dosis Lily" sagde hun drillende og puffede smilende til ham. Hun dæmpede hendes stemmes tone lidt mere, da hun bemærkede at han vist klarede sig selv meget godt lide nu.
Hun lod håret være og trak på skulderne og smilede muntert. "Det er alt for stort"svarede hun med et smil og pustede håret væk fra ansigtet. "Det falder ned hvis bare jeg ryster på hovedet, så det er ikke besværet værd" tilføjede hun da hun ikke var i humør til at forsøg at sætte håret op. Hun havde ikke tyndt fint hår som mange andre piger havde.

''En dosis Lily?''

Han forstod den ikke helt... Han havde en ide om at det havde noget med hende som person at gøre men præcis hvad det var, vidste han sgu ikke lige. Det var faktisk en smule irriterende at han ikke lige forstod den men sådan var livet jo.

''Tro mig smukke... Jeg har fået mere vildt, fyldigt og stort hår end det der til at sidde fast...''

Han smilede stille til hende, og spørgende som i om han måtte gøre et forsøg... Det nemmeste var jo bare at sætte det op i en hestehale, men han vidste jo ikke om hun ville tillade at han gjorde det for hende... Ordet 'smukke' var bare røjet ud af munden på ham uden han havde tænkt over det...

Lilyann smilede muntert da hun forstod at han ikke fattede hvad hun havde ment med en dosis Lily. Men hun havde ikke tænkt sig at forklare det for ham. For som hendes far altid sagde til hende, den gang hun var mindre og gav sig til at forklare sine jokes, skulle joken forklares var det i den grad en dårlig joke.

"Du er velkommen til at forsøge nu hvor du ligefrem kalder mig smukke, men det er nok lidt nemmere hvis det var ny fraseret" sagde hun med et drillende smil og skruede for sjovt skyld lidt op fra evnen igen. Men ikke noget særligt, hun ville ikke kunne fratage ham styringen over ham selv.

Han rodede i sine lommer da hun gav ham lov og fandt et stykke læddersnor frem og en gammel kam lavet af ben, så den havde ret så store tlnder og mellemrum imellem tænderne... Han holdt hendes hår forsigtigt og redede det meget langsomt og forsigtigt til det var ret så medgørligt... Så tog han snoren bnadt den fast om hendes hår med et dobbelt halvstik, og viklede det om et par gange uden at rive hende i håret, og bandt endnu et dobbelt halvstik igen uden at rive og slap det så.

''Sådan smukke det burde holde ret så godt...''

Han smilede stille til hende, og rakte så forsigtigt en hånd frem til hende, for at hilse på hende nu hvor de faktisk ikke kendte hinandens navne... Han fælte sig utroligt betaget af hende og han følte sig halvvejs tiltrukket af hende...

''Mit 'navn' er forresten Bite...''

Han smilede sagte og genert...

Hun sad stille da han begyndte at sætte hendes hår, hun kunne godt lide det. Han var ikke lige så hårdhændet som hendes stedmor havde været de gange hun havde sat det op for hende. Hendes stedmor havde ikke særlig meget tålmodighed, og eftersom hendes hår til tider kunne være noget af en katastrofe blev hendes stedmor irriteret og brugte nærmest vold for at få det sat. Hendes halvsøster havde pænt chokoladebrunt glat fint hår, og var let at sætte op i flotte frisurer.

"Tak" sagde hun med et smil og lod de grønne øjne falde på hans ansigt og mærkede forsigtig på håret med den ene hånd. Hun var ikke van til fornemmelsen om at det var sat op, det blev lidt mere køligt om ørene. "Jeg har aldrig mødt en dreng som kunne sætte hår" tilføjede hun med et smil og tog hans hånd i sin, og gav den et klem som hilsen. "Bite, jeg hedder Lilyann"præsenterede hun sig selv og lod en bølge af lokkende opmuntring vælte ind over hendes stemme, da hun bemærkede hans generte smil. "Men kald mig Lily"

Han undrede sig meget over hvad det var der skete i hans hoved... Det ene øjeblik var der stille og roligt og det næste kunne han ikke undgå at føle sig tiltrukket af hende, men han rystede det bare lidt af sig.

''Man lærer mange ting når man ikke skal lave andet end at opvarte og gøre som der bliver sagt...''

Han smilede stille go gengældte hendes håndtryk stille og kunne så mærke en ny bølge der ramte ham og denne gange endnu hårdere end før, og han rykkede sig derfor bare nærmere på hende og vidste ikke hvad han skulle sige, men da hun havde præsenteret sig helt...

''Ahhh... Nu forstår jeg...''

Han grinede...

''En dosis lily... Sjovt..''

Lilyann nikkede svagt og regnede med at han snakkede om at hjælpe til i familien. Da hun ikke ville kunne forestille sig andet. Hun havde haft almindelige huslige pligter derhjemme, men havde ellers været som andre teenager på hendes alder, som nogle gange var lidt for dovne til pligterne.
Da han rykkede nærmere lod hun evnen langsomt forsvinde. Hun kunne regne ud at hun havde givet den for meget, hun kom til det en gang i mellem. Men når hun brugte evnen var folk altid sødere mod hende. Hun smillede muntert til ham og lod som ingenting, selvom han ville bemærke forandringen.

Han kunne godt mærke hvordan han slappede mere af og blev sig selv, men det var ikke ens betydende med at effekten var forsvundet helt, da den jo stadig havde en hvis effekt iform af at den havde fået ham til at se nogle ting ved hende som han ellers ikke ville have...

''Du beholder bare snoren hvis det er...''

Han smilede stille til hende, og kunne ikke lade være med at få en smule lyst til at fortælle om det, men nej det skulle komme en smule naturligt for at han ville gide det, det skulle ikke virke som om han bare sagde det til hende for at få medlidenhed...

''Hvad laver som fritdiinteresse?''

"Tak"sagde hun med et muntert smil og pustede til et lok af håret som hang ned foran hendes ansigt, det flyttede sig så det hang pænt ned til siden.
Hun smilede af hans spørgsmål, hun kunne godt lide at snakke om folks interesser, det sagde altid meget om dem. "Jeg maler en del" sagde hun med et smil og kom til at tænke på at hun ikke havde fået malet i den tid hun havde været her. Hun havde ikke fået nogen af tingene med sig, og hendes far havde for travlt til at komme med dem til hende. "Hvad med dig selv Bity" sagde hun muntert og håbede ikke han ville ligge for meget i at hun udtalte hans navn en lille smule anderledes, da hun elskede at ændre folks navn en smule.

''Det var da intet... Jeg har alligevel så meget af det...''

Han smilede bare venligt til hende han lyttede til hvad det var hun sagde hun lavede... Hun malede altså? Så hun var en kreativ person. Han var ikke selv den mest kreative person, i hans hoved, selvom mange sagde han var kreativ...

''Lyder afslappende?''

Han smilede og tænkte lidt over hvad han skulle fortælle til hvad han lavede i sin fritid. Det var jo ikke ligefrem fordi han lavede så meget udover at nyde friheden...

''Jeg nyder bare at være fri... At lave de ting jeg har lyst til når jeg har lyst, og så bruger jeg lidt tid på at snitte træfigurer...''

Han smilede

Hun strakte benene lidt ud, så hendes fødder kom tættere på bålet. Hendes tær var en smule kolde. Et smil lyste op på hendes læber, ved tanken om skumfiduser og kiks.
Hun vendte blikket mod ham igen, og smilede stadig så man kunne se hendes hvide tænder som alle var lige, men det skyldtes nogle år med bøjle.
"Det er meget afslappende og sjovt"sagde hun glad og tænkte på den gang hun havde haft en veninde med hjemme, hvor de skulle male et billed sammen. De havde endt med bare at male på hinanden og først efter opdaget hvor svært det var at få malingen af igen. Folk havde grinet en smule da de var taget i skole dagen efter.
Hendes smil blev munter og hun klappede hænderne sammen i fryd. "Ej så skal du jo kaldes for Emil!"sagde hun muntert og var tydelig glad for at have fundet et perfekt kælenavn til ham. "Hvilke slags laver du? Mennesker, dyr eller noget andet?"Spurgte hun lige efter og lyste stadig op i et smil, som fik hendes smilehuller frem og gjorde hendes kinder runde.

''Det kan jeg godt forestille mig det er.''

Han smilede sagte og kiggede lidt på ehnde. Han kunne godt forestille sig at hun malede, og tegnede og ellers var hun nok meget kreativ. Det var der jo så mange af de unge der var i lejren der var. Han forstod dog ikke grunden til hvorfor han skulle blive kaldt for Emil... Det gav ikke ret meget mening i hans hoved.

''Hvorfor skulle ejg blive kaldt for Emil?''

Han snittede lidt det han havde lyst til.

''Hvad jeg lige har lyst til... Men gerne landskaber.''

Lilyann rystede svagt smilende på hovedet. Det virkede som om der var en del han ikke kunne regne ud eller ikke vidste noget om. Hun syntes det var nuttet, men hun regnede dog med at en dreng ikke ville kaldes nuttet. Hun havde engang sagt det til en dreng hun havde kunne lige, og han havde surt svaret at hun var buttet.
"Emil fra Lønneberg"sagde hun med et muntert smil. "En svensk historie om en dreng, som lavede ulykker hele tiden og når hans far blev sur og jagtede ham. Gemte han sig i værkstedet hvor han snittede rigtig mange træfigurer"Forklarede hun nærmere og smilede til ham. Hun troede at alle kendte de historier, men hun regnede dog halvt med at han bare havde glemt det.
"Er det ikke svært at lave landskaber?"Spurgte hun lige efter, for at komme videre fra Emil historien. Hvis han ikke kendte den, var der ingen grund til at blive ved den samtale.

Han havde ingen anelse om hvem denne dreng hun havde talt om var, og han kendte slet ikke den historie. Det var ikke noget han havde forventet at hun ville snakke om andre folk der lød lidt som hans egen historie.

''Det lyder næsten som mig... Udover det ikke var min far... Da jeg ikke kender ham, men alle andre voksne, unge og børn der var omkring mig der jagtede mig og skældte mig ud for alt...''

Han smilede bare stille, og begyndte igen at virke en smule nervøs over det emnet havde begivet sig ind på, så han svarede meget nervøst og usikkert på hendes spørgsmål omkring om det ikke var svært at lave landskaber.

''Det kræ...ver store træ st...stykker men eller ik..ikke''

Han kiggede meget ind i ilden...