Interessant... (Lily)

Hun smilede opmuntrende til ham, nikkede svagt til det med han havde haft det nærmest på samme måde som i historien. "Var du da en ballademager?"spurgte hun med en stemme som var lagt i en opmuntrende tone og kun en smule lokkende. Hendes blik var venligt og smilet stadig opmuntrende. Hun ville bare hjælpe ham lidt igen, så han ikke blev for nervøs til at snakke.
Hun kunne jo ikke forestille sig særlig meget andet end, det måske havde været naboen eller måske en skolelærer som havde været efter ham hvis han havde lavet ballede, som Emil havde gjort i hans historier.
"Jeg vil gerne se dine figurer, jeg har aldrig set en træfigur af et landskab"sagde hun og havde stadig stemmen lagt i den samme tone. "Jeg er sikker på at de er rigtig gode"sagde hun med et stort opmuntrende smil og lod ikke evnen have en for høj virkning.
Hendes højre hånd løftede sig til håret, for at tjekke om det stadig sad som det skulle. Hun havde ikke bevæget sig noget af betydning, så hun regnede ikke med at det ville gå fuldstændig i uorden. Men han havde sat det ordenlig op, kunne hun konstatere på det hun kunne mærke.

''Siden en alder af ti var jeg ikke ligefrem en ballade mager... BAre uheldig med mit liv...''

Han smilede stille før han tilføjede lidt til det han allerede havde sagt...

''Men kan ikke huske før jeg var ti...''

Han slappede noget mere af, og fordi han slappede af følte han sig tryg ved hende kunne han ikke lade være med endnu en gang at rykke sig lidt tættere på hende, og smilede bare nu hvor de igen sad tættere på hinanden. HAn kunne godt lide den følelse...

''Øhm... Det ved jeg ikke om du må...''

Han virkede nok meget nervøs igen, selvom han faktisk ikke rigtigt var det. Han var bare ikke glad for at nogen så dem, da historierne bag nogle af dem kunne være lidt barske...

"Jeg husker heller ikke så meget fra da jeg var lille, men det er nu nok mest fordi jeg ikke har den bedste hukommelse"sagde hun med et muntert smil og blev siddende roligt, da han igen rykkede tættere på. Det gjorde hende ikke noget, hun kunne godt lide ham og hun have ikke hørt noget endnu, som kunne få hende til at ændre mening.
"Har du også dårlig hukommelse?"Spurgte hun med et smil, som igen viste hendes smilehuller og runde kinder frem. Hun var klar over hendes rundekinder som kom frem når hun smilede på den måde, men det gjorde hende ikke rigtig noget.

"Måske engang?"spurgte hun kort efter det andet hun havde sagt med et venligt smil. Spørgsmålet var til emnet om hans træfigurer. Hun vidste godt at nogle ikke var vilde efter at vise deres ting frem. Hun havde mødt en som tegnede utroligt meget, men tegningerne havde været ment som en dagbog og derfor havde han ikke villet vise dem til hende.

''Nej jeg kan huske alt der er sket siden jeg fyldte ti. Men alt der er sket inden da er ikke noget jeg har nogen ide om, og ingen af dem som holdt mig har nogensinde villet fortælle mig noget om den tid, eller hvem mine forældre var...''

Han smilede bare til hende, og drejede sit hoved om imod hende. Han kunne godt lide hendes ansigt, det var så naturligt smukt... HAn rystede kort på hovedet og svarede hende derefter stille på det med om hun engang måtte se dem...

''Måske, hvis du kan få mig bevist du må?''

Han smilede en smule drillende, og flyttede sig hen så han kunne nå sin trøje for at mærke på den, og derved blev hans ryg synlig for hende, så hun kunne se hans ar som var blevet påført gennem piskeslag.

"Har du været i pleje?"spurgte hun og lod stemmen kun være opmuntrende, men ikke for meget. Hun var stadig ikke helt klar over hvor meget kaos hun kunne lave med sin evne. Hun ville heller ikke se hvor meget hun kunne opnå, da hun aldrig ville risikere at tage en andens vilje. Men hun regnede ikke med at den var så kraftfuld. Nogle gange troede hun bare at folk kunne lide hendes stemme og at der intet magisk var ved den.

"Du skal passe på med hvad du siger, jeg kan være ret så overbevisende"sagde hun med et sukker sødt smil, og lod stemmen være lokkende. Bare for at drille ham lidt. Men hun ville nu ikke få ham til at vise hende hans figurer, hvis ikke han selv ville have det. Hendes opmærksomhed blev dog fanget af hans ryg, da han lænede sig frem. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun rakte ud og lod en fingrene glide langsomt ned over et af arene på hans ryg. Hun havde aldrig set noget lignende og hendes ellers så muntre ydre, ændrede sig og hun fik en tænkende og mere alvorlig rynke i panden.

''Ved ikke om jeg vil kalde det for pleje... der var ihvertfald ingen der bekymrede sig om mit velvære...''

Han smilede ikke, og han kiggede bare på hende. Han kunne fornemme hvordan han blev draget imod hende, og fik lyst til kysse hende. Han vidste ikke hvad der gjorde det men han følte en underlig trang til det, men ahn rystede på hovedet...

''Argh...''

Han sagde det overrasket men med en stille og behaget stemme. Da følelsen sammen med hendes beroligenede stemme fik ham til at slappe nok af til at han kunne finde berøringeren behagelig frem for bare træls...

''Så må du jo prøve?''

Han sagde det drillende...

Lilyann så på ham med et tænktsom blik, og vidste ikke om hun havde lyst til at fortsætte emnet om at overbevise ham om at vise figurerne til hende. Hun var lidt for opmærksom på hans år, til at kunne være i det muntre drille humør som hun havde været i.
"Hvad er der sket med din ryg Bite?"spurgte hun mere alvorlig og lagde stemmen i en alvorlig lokkende tone, for at få ham til at blive mere alvorlig, da hun vidst havde været lidt for lokkende før. Men hun havde ikke skruet så meget op for evnen.
Hun fjernede hånden igen og lod hænderne hvile i skødet, uden at tage de grønne øjne fra ham. Hun kunne ikke lide den tanke hun havde fået i hovedet. Hun havde hørt om flere som var blevet mishandlet og udnyttet, mens de havde været i pleje.

''Vil du virkelig vide min historie?''

Han kiggede forsigtigt på hende. Han havde en skrækkelig historie og han hadede den selv. HAn havde ikke den helt store lyst til at skulle fortælle hende det, men alligevel kunne han vel godt gøre det overfor hende? Hun havde jo været så sød...

''Jeg er blevet pisket...''

Han sukkede, og hvis hun ville til at sige nogetrakte han en hånd op som tegn til at hun skulle stoppe...

''Jeg stammer fra et lille samfund af asatroende, og de forsøger at holde mange af de gamle taditioner som folk havde dengang... Da jeg ingen forældre havde, blev jeg gjort til træl, og jeg blev sat til alt det hårde arbejde og hvis jeg ikke gjorde det 100% godt nok så blev jeg pisket og brændt i sjældne tilfælde...''

Han drejede sig rundt så den skulder der før havde været væk fra hende var imod hende... Der var et brændemærke der forestillede en 'th' rune...

Hun nikkede til spørgsmålet om hans historie. Ud fra hans ar regnede hun ikke med at den var fuld af lykke.
Hun skulle til at sige noget men stoppede, da han gjorde tegn til at han ikke ville have at hun sagde noget. Det med at han var blevet pisket, kunne bevises med hans ar og hun forstod virkelig ikke hvordan nogen kunne finde på at piske nogen. Hun forholde sig stille, men den alvorlige rynken forsvandt ikke, da han fortsatte med at fortælle om det.
Hun opfattede det som at han havde været med i en sekt, som havde været alt for troende til hvad man var normalt nu til dags. Hun selv var ikke videre troende, men hendes far havde været kristen og eftersom hendes stedmor også var det, havde hun jo oplevet jul og andet som hørte med der til. Det hun viste om asetroen kom fra nettet.
Hendes tanker blev stoppet da han viste hans skulder til hende. Igen løftede hun hånden og lod fingrene rører ved hans brandemærke.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun havde aldrig været ud for dette før og hun ville gerne hjælpe ham. Men hvordan vidste hun ikke rigtig.
"Er det derfor jeg ikke må se dine træfigurer?"spurgte hun forsigtig og lod stemmen være opmuntrende, men evnen var skruet næsten helt ned. Hun syntes ikke hun skulle pille for meget ved han reaktioner lige nu. Hun var kommet til at tænke på ham førte dagbog med tegninger og var kommet til at tænke på at Bite måske gjorde noget lignende med hans figurer.

''Det er det vel egentligt... Faktisk ved jeg ikke hvorfor...''

Han smilede stille til hende, og kunne stadig mærke der hvor hendes hånd havde berørt hans skulder og rørt hans bandmærke, og han nød følelsen, faktisk var den så rar at han stille to hendes hånd og lagde den imod hans brandmørke igen...

''Kan vi ikke finde noget andet at snakke om? Det er ikke noget jeg kan lide det her emne...''

Han havde lyst til også at lægge hendes hånd på hans ryg, men det ville alligevel være for meget kontakt til at han kunne få sig selv til at gøre det eller bede hende om det, da han jo ikke vidste om hun ville kunne bryde sig om...

Lilyann så på ham og lyttede til hans ord. Hun lod ham tage hende hånd, og gjorde ikke modstand. Hun regnede med at de beroligede ham på en måde, det så lidt sådan ud. Men hun kendte ham ikke godt nok til at kunne se hvilket humør han var i eller hvad han følte.
Da han sagde at han gerne ville skifte emne, kunne hun ikke rigtig komme på noget. Det virkede så alvorligt at de ting hun normalt ville snakke om, var alt for muntre.
"Vil du gå en tur med mig?"spurgte hun forsigtig og slukkede for evnen. Hun smilede ikke rigtig, men hendes blik var venligt.

Han kunne ikke lade være med at være en smule irriteret over emnet. HAn ville ikke have noget imod at emnet var meget muntert. Det ville bare være rart til at det kunne slagte det emne de havde lige der, og det ville altså være meget rart...

''Vil jeg da gerne...''

Han tog trøjen ned af stativet og rejste sig op, inde han lige prikkede hende på næsen og smilede til hende. Han ville gerne have hun vare i bedre humør og fjollet som før...

''Smil og vær glad... Glem det med mig, det er min fortid.''

Hun smilede skævt til ham, da han gik med på at gå en tur også selvom det var meget sent. Hun var overrasket over at hun ikke var den mindste smule træt, men hendes samtale med ham havde været meget oplivende.
Da han rejste sig betragtede hun ham og ville vente med at rejse sig til, de skulle gå. Men da han prikkede hende på næsen, rynkede hun den og rakte uvilkårlig tunge af ham. Et muntert smil dykkede op på hendes læber igen. "Min næse"sagde hun barnligt og lagde en hånd over den lidt runde næse. "Hvor går vi hen?"spurgte hun med et venligt smil og ville ikke tynge stemningen mellem dem, selvom hun ikke helt vidste hvordan hun skulle reagere for hans fortid. Det var jo så let at løbe fra ens fortid, det kunne jo ikke ændre.

Han vidste godt han ikke kunne ændre hans fortid hvilket også var grunden til at han ikke tænkte så meget over det fordi han skulle jo bare videre fra den. Det var altid rart at tænke på så meget andet, og derfor kunne han også lide at gå ture...

''Hvad med at gå en tur op i fjeldet?''

Han vidste ikke hvordan hun ville have det med det noget koldere område der var oppe i fjelden. Han kiggede stille på hende og grinede over hendes måde at reagere på det med næsen...

''Kommer du?''

Han reakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op. Det at hun ikke virkede så glad virkede han mere åben og glad fordi han gerne ville have at hun skulle være i godt humør.

"Kan vi godt. Jeg har ikke været der oppe"svarede hun med et lille smil og håbede at hendes tøj var varmt nok, ellers måtte hun bide det i sig. Hun havde fundet lidt ud af at hun ikke var lige så sej som nogle af de andre i lejren. Hun var for eksempel ikke særlig glad for edderkopper, og reagerede som de fleste andre almindelige piger.
Hun tog hans hånd, og smilede venligt da han hjalp hende op. Slap hans hånd da hun kom op at stå og lod kort blikket gå rundt, da hun ville se om der var andre ude. Hun kunne ikke umildbart få øje på nogen. Hun vendte opmærksomheden mod Bite igen, hvor hun sendte ham et smil.

''Det er en smule koldt, og en smule barskt... Så pas lige på, og undgå at forskrække dyr deroppe.''

Han smilede stille og begyndte bare at gå iod fjeldet. Han regnede jo med at hun fulgte med ham. Det var ikke fordi han havde nogle planer, men han ville bare gerne ud og gå, og det var rart at have nogen at kunne gå med, istedet for bare at gå helt alene.

''Har du ikke et eller andet vi kan snakke om?''

Han smilede stille til hende, og han ville gerne have hun kom op med et eller andet der var ret ligemeget og gerne fjollet og muntert. Det ville nemlig gøre ham glad igen. Han begyndte at mærke hans nervøsitet vende tilbage igen...

Han kiggede nervøst væk fra hende...

"Jeg kunne aldrig finde på at forskrække et dyr"sagde hun med et smil og fulgte efter ham. Hun gik lige bag han, lidt til venstre for ham. Hun så ned mod hans hæle og gik halvt i hendes egne tanker, men det gjorde hun nogle gange.
Hun bemærkede at han var nervøs, da han snakkede igen. Hun gik lidt hurtigere så hun kom op ved siden af ham. Hun smilede til ham.
"Kan du godt li blomster?"spurgte hun med et muntert smil og lagde stemmen i en opmuntrende tone, og lod kun evnen være svag. Hun viste at spørgsmålet var noget mærkeligt, men det var det som poppede op i hendes hoved som det første. Hun stak hænderne i lommerne på hendes cardigan og trak skulderne lidt op mod ørene.

''Det kunne jo være du kom til det ved et uheld.''

Han smilede stille og gik bare roligt foran hende og vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre, men langsomt sank hans tempo så han tilsidst gik nede ved siden af hende. Han smilede bare til hende.

''Blomster? Det meste jeg kender til blomster, er hvad de kan bruges til af ritualer og messer... til Riter... SÅ for mig er blomster ikke noget smukt, eller kønt... FOr mig er det en ingrediens.''

Han smilede bare da dette ikke var noget problem for ham at de var blevet brugt sådan, selvom han ofte havde været den der var blevet brugt til at lave Ritualet, også som 'offer' Der var han bare blodsoffer...

''Hvad med dig?''

Hun lyttede lydløst til hans svar, hun havde ikke helt forventet sådan et svar. Fra en dreng havde hun mere forventet et ja eller nej svar, når spørgsmålet handlede om at kunne lide blomster. Men fandt det logisk når man samtidig tænkte på hans fortid.
"Jeg kan godt lide blomster. Men fordi de ser smukke ud"svarede hun ham med et smil og lod kort blikket falde til hende fødder. "Jeg kender ikke andre måder at bruge blomster på, end at have dem i haven eller sætte dem i en vase"tilføjede hun med et skævt smil.
Hun kom til at tænke på at hun altid havde villet finde sig et hus når hun blev ældre og der skulle være en have med alle slags blomster. Hendes smil blev muntert ved tanken.

''Jeg har aldrig haft tiden til at studere deres udseende, så ved ikke om jeg skal kalde dem kønne eller grimme... Jeg mener de er som de er, og det er godt nok for mig.''

Han smilede stille, og lyttede til de måder hun kendte til hvordan man kunne bruge blomster hvilket var lagt fra hvordan han var vant til det jo. Han kiggede undrende, men han sagde ikke rigtigt noget til det, da han ikke lige vidste hvad han skulle sige til det...

''Hvilke dyr kan du lide?''

Han kiggede stille på hende. NU havde hun stillet ham spørgsmål så kunne han vel også tillade sig at gøre det samme kunne han ikke?

Hun nikkede svagt med et stille smil. Hun bemærkede at han havde et andet syn på tingene end hun havde. Det gjorde hende nu ikke noget, det gjorde det bare mere interessant at snakke med ham. Hun lavede et lille hop og mærkede hvordan nogle lokker af hendes hår faldt ned omkring hendes ansigt.
"Jeg kan godt lide hunde"svarede hun med et smil og så på ham. "Jeg er ikke den største fan af katte, nogle af dem ser altså ud som om de vil spise en. Men jeg kan helt klart ikke lide heste"tilføjede hun muntert. Hun havde ikke særlig meget lyst til at være i nærheden af heste, de var noget større end hende selv og det var hun ikke så vild med. Desuden havde hun haft en veninde, som havde slæbt hende med ud til hendes heste. Hun havde prædiket om at de intet gjorde og to minutter efter, havde de trådt hendes veninde over foden og bidt hende i armen. Lilyann havde været ved at dø af skræk over den store hest.

''De er da så stille og rolige? De er så kedelige... Man har ikke meget sjov ud af dem...''

Han var heller ikke særligt gald for katte men det var nu mest fordi de virkede så kedelige endnu værre end hunde, fordi de bare lagde ned, og når de var aktive var de aldrig sammen med andre da katte bare gerne ville være sig selv og ikke rigtigt gad at være sammen med andre, de var faktisk røvkedelige...

''Hvorfor pokker kan du ikke lide heste? de er jo et så pragtigt og majestatisk dyr, helt modsat foreksempel et æsel...''

Han så sig selv som æslet, og de frie unge der nu var i lejren var for ham som hestene. De var frie store og majestatiske. De var helt igennem alt det han gerne ville være, men han var jo bare trøl og arbejder... Alt i alt et æsel...

"Altså en hund kan man jo lege med og katte og heste kan man ikke lege med på samme måde"sagde hun med et skævt muntert smil og stillede sig på tæer, så hun blev højere mens hun gik. "Og desuden er heste alt forstore sammenlignet med mig og så er de farlige i begge ender og snu i midten"tilføjede hun som forklaring på at hun ikke kunne lide heste. Hun havde endnu ikke mødt en som havde kunnet ændre hendes mening om det. Men hun syntes nu ikke at folk skulle gå så meget op i det, det var jo det samme som når folk var bange for hunde.
"Og æsler er da så nuttede, jeg vil have en når jeg er blevet stor...eller...voksen"Tilføjede hun med et stort muntert smil. Hun ændrede stor til voksen, da hun jo egentlig ikke var den tyndeste.

''En hund er bare dum... Den mangler al form for tankegang og hjerne...''

Han sukkede lidt over sig selv. Det var dog utroligt hvordan han altid kunne kigge end på alt der mindede lidt om ham selv. Selv hunden var jo som ham... Dum... grim... Ligegyldig og meget nem at erstatte, det var ihvertfald sådan han var blevet lært om dem... Og om sig selv...

''Et æsel er blot et arbejdsdyr og kan nemt erstattes...''

Han kiggede ned i jorden imens de gik. Han var simpelthen så irriteret på sig selv, fordi han vidste jo ikke hvad fanden der gjorde at han altid konsekvent så ned på sig selv...

Lilyanns smil voksede sig stort og meget muntert. Det var tydeligt på hendes øjne at hun morede sig over hans negative meninger. Hun så helst positivt på tingene, ellers blev det hele meget hurtigt kedeligt og meget træls at have med at gøre.
"Bite altså. Min farmor havde en hund da jeg var lille, og jeg tudede som en sindsyg da den døde og det samme gjorde hun. Den kunne ikke erstattes, fordi hun elskede den og det samme gjorde jeg. Du kan få en nu, men det er ikke den samme som den du mistede. Det samme gælder for et æsel"sagde hun med et venligt smil og puffede til ham med albuen. "Du skal ikke være så negativ. Det gælder jo også for dig, du kan ikke erstattes i folks hjerter"tilføjede hun med et smil og pustede til håret som var faldet ned og som kildede hende på næsen og kinderne. Hun blev helt skiløjet, da hun samtidig fastgjorde blikket på det hår som kildede på næsen.